Læssøegade

Jeg vil gerne berette om Læssøegade
min barndomsgade,
der starter ved Karlsens Kvarter ( en slags
gourmetbodega med importøl)
inde i byen
til den velfriserede natur ude i Fruens Bøge.
Det hed sig - og det gør det nok stadigvæk
- at Læssøegade markerer et miljøskifte,
fra bykerne til overklasse-villakvarter,
især efter Jagtvej, hvor de høje ejendomme
holder brat op og erstattes
af murermestervillaer.
Læssøegades skæve butikker og eksistenser
kunne stadig leve det ud i samdragelighed
der i min barndom;
de forvildede studenterkursister
med overkroppene krænget ud af vinduerne
på førnævnte bodega,
den frie købmand på det modsatte hjørne
som var ikke-erklæret maniodepressiv
og behandlede sit personale som skidt.
Tobak og vinhandleren, denne nydelige beherskede
kvinde som gerne ville fortælle
om sin mands selvmord i kulilteforgiftning,
de dage hun havde fået et par ekstra skarpe
til halsen.
Døgnkiosken, som var et himmelsk kaos af stort set
alting; fra midt på gulvet (året rundt)
kasser med julepynt over ikke-lagerførte fuglefrø,
cykelkæder, dynger af sæbeartikler
og andre uigennemskueligheder.
Døgnkiosken i nr. 5 var ikke bare en butik
men et kæmpelegeme af materiel forstoppelse,
bestyret af en lun tyk fyr i blå kittel
som havde givet pokker i personlig hygiejne.
Efter Jagtvej (som var præget af et balstyrisk
kollegie) kunne villaerne
og deres hårdnakkede idyl begynde
kun afbrudt af enkelte købmænd, bagere,
blomkålsimportører, en enkelt pædofil
i spejdertøj på en førstesalsetage, mine
rige skolekammerater i deres samspilsramte hjem
og en fhv. teaterdirektør
som var gået personlig konkurs
hvilket kunne ses på ukrudtets længde
og de permanent nedrullede persienner -
på strækningen ud til Fruens Bøge,
hvor man kunne slå gækken løs
på det halvmondæne Restaurant Skoven,
eller bare få en kop kaffe med sin tante
en ørkesløs søndag
mens hun kvidrede ned i mågestellet.

Barnebarnet

En vanvittig kold efterårsdag
engang tilbage i fortiden
eller i en irritabel parallelverden;
oldefar med bærebind
til understøttelse af testikelpungen
kommer stavrende
med sit lille blåfrosne barnebarn
bundet i en lædersele
og de har begge to samme overtandlyd.

De bevæger sig ind i en slikbutik
med stift mytologisk præg
hvilket slet ikke er så underligt
når man tænker på hele scenariets sindelag
og pludselig siger barnebarnet
mens det smækker med tungen:
"Jeg vil gerne have for tyve kroner
blandede sykofanter!"

Familien med den abnorme blodrigdom

Familien med den abnorme blodrigdom
har sat sig til bords
og mens de holder hinandens hænder
uden fremsigelsen af bordbønnen
begynder den italienske salat at skille
og den fritgående plymouth-rocks
starter et øredøvende gokkeri
lige udenfor stuevinduet.
Familiens datter
der nærmest er at betegne
som en underskøn plus-variant
går hen til vinduet for at se årsagen
og hun ser det velkendte bjerg
begynde at forvandle sig til en vulkan
en vulkan ovenikøbet i udbrud.

Klaus Kinski

Jeg er pludselig ikke så gammel
og måske drømmer jeg om
at vende tilbage
til hvilket som helst udgangspunkt
mens byens rekvisitter vælter
og jeg vågner i drømmen
for at stirre Klaus Kinski ind i øjnene
til han bliver en vampyr
blødgjort af lægemidler
og derefter går der inflation
i min angstneurose
men jeg lader den trække natten over
som tykmælk.

Realia

Farmand står i hængerøv
og kigger på flyveøgler
mens jeg hopper ud
af min puppe
og kickstarter nye realia.

Put'n'take

Der er en klangmasse
en vægtfuld værdighed et sted at veje
et bitter orange smil
en kronisk betændelse i en kirtel i øjenlåget
og nogen siger vi skal danse.
Der er en udviklingshæmmet konsonant
et skandinavisk opløsningsmiddel
et japansk råsilkestof blafrende i vinden
en stemningsforladt person med et afskedsdigt
og nogen kan og vil indføre livløse genstande
og begreber talende.
Der er en smuk verden
en pragtfuld tilværelse der ånder under forhandlersystemet
et udskænkningssted med udvidet frihed
en unik sygdomsbehandling med farvet lys
og nogen siger vi skal tage hinanden i (h)ånden
mens analyseapparatet lægges hen i skuffen.

Tæt på Kerteminde

Der er et sted tæt på Kerteminde
som tvinger dine negative tankerækker ud af kurs -
du kan ganske enkelt ikke
få dem til at hænge sammen ret længe
og du kan stå der med vinden i håret
samt din indskrumpede modstandsevne
mens du kigger på dét miniatureslot
der ligner en konditorkage
så tæt på Kerteminde
bortforpagtningen
dette uimodståelige lokativ
hvor du vil mene
- og det er sikkert rigtigt nok -
at det livsvarige underhold i jordegods
eller brunsvigere
til gyldne og godmodige hyggefimser
for længst er blevet en slags naturlov
der tæt på Kerteminde
hvor de lange popler svajer
for dine nye følgerigtige tankerækker
og uformelle fornuft
som trækker dit smil helt om i nakken.

Livet

Kald det et foretagende af en fast
og blivende karakter
kald det summen af livsoplevelser
eller udposninger eller nedbrudte cellevægge
- jeg er ligeglad og begraver mit ansigt i hænderne
mens du bliver en Pandabjørn
som i et splitsekund kigger ud af vinduet
på mig eller på os allesammen
på vej videre
væk eller blivende
midt i fællesskæbnen
- livstruende rationelt landbrug
med kollektposer af diagnoser.

Dette digts betingelser

Det bliver ikke nemt at få dette til
at rime på meningsfyldthed;
men vi har en svensker,
en apatisk svensker ovenikøbet
og her render det litterære udsving sig
allerede ind i en blindtarm,
selvom vi i dét åndedræt kan nævne interessante ting
som Månens bane omkring Jorden
eller inkludere nogle videnskabelige begrundelser
for menneskets udbredelse på Jorden,
men det svinger ikke i et digt
hvor startvanskelighederne er synlige
og jeg tænker, at vi må tage den svensker under armen
og påbegynde en gåtur,
måske helt ud af digtet,
så digtet kan få mulighed for
at samle sig og gøre sine overvejelser
og smide sine sære overfrakker,
sparke til de åndelige hyttefade
samt de snøvlende fællesmenneskelige typer
som f.eks hele tiden anbefaler mere fisk
eller mere ulegemlig sex i dagtimerne
og manglen på sæd begynder at understrege sig,
så ja, planeternes indbyrdes stilling
sammen med de knirkende bruskskiver i knæene,
fortæller mere eller mindre tydeligt,
at digtet har lang vej endnu.

Parnas

Hun kigger oprigtigt ind i kastaniemørket
efter at have fløjet så højt så hendes vinger blev brune
og der er fødevandspumper
samt en saftspændt udvikling af velstand.
Det er nemlig småsexet det her.
Hun kigger ham nærmest ukirkeligt ind i øjnene
mens hun fjerner et nervecentrum
til blof-lyden af fugtighedsgraden i hendes silke.
Det er tæt på hun kalder ham kagebager.
Hun får muligvis forstærkning udefra, vi kan ikke vide det
og alene dette mystiske krav
om komplet regnskabsaflæggelse
gør at han alligevel lykkeligt kløjs i sirup
mens han slår en alienprut i dette komtessekrams.

Ræk mig din hånd, spedalske smukke sjover

Ræk mig din hånd, spedalske smukke sjover
og lad os dog droppe forberedelserne til døden idag.
Livet er en unik omgang
med alle dens spændstige vilkår
og op i røven med vi taber ansigter,
afslører løse håndled
eller høre så meget
så ørene falder af,
hvis dét kan komme til at hænge sammen.
Du er så skørt løssluppen syngende
og liderligheden når zenit
som lemfældigt får stjernerne
til at drysse støv henover os.

Du kan ringe min flæskebjælde

En mængde mennesker
synes det er en dødssynd at spise othellokager
selvom de måske er ødelagte af porno
og har et besudlet sind,
men det skal der være plads til
i et samfund med mentale udslåede arme
og det er klip klip med øjnene
mens tankerne står stille.

Det mærkeligste sted i verden

En stor barket kommandohånd
- som var det Kaptajn Jespersens ud af himlen
hiver mit skulderblad af led
på den mest danske dag nogensinde
hvor man sidder med et uhørt glinsende smil
og er meget tæt på at være Danmarks postejligste,
for at blive henvist til det mærkeligste sted i verden
hvor alting sker med en slags omvendte nuancer
og forløb som nærmest hænger med hovedet nedaf,
f.eks æg der vælter op i høns, regndråber der suges
op i skyerne og tv-udsendelser som går ind
og udvider horisonten - kort sagt hvor begrebet
tilværelsen er en renoveret udgave
der endnu ikke har set dagens lys
og så er vi ikke engang sikre på
at oxygenet kan optages
af almindelige folk.

.

Blæst og regn

Fra et hydraulisk synspunkt
kan der være noget forstemmende
og nærmest meningsløst i at sige 'hula hula'
i givet fald
er det ikke noget der perspektiverer
på en blæstrig dag i august 2011
så langt fra tidernes urmørke
og så tæt på menneskehedens frigørelseskamp
for hvad betyder det at komme videre
under kapitalismens åg
når man mare er et af hullerne
i den bruttonationale bærepose
og det er stadig svært
at få sat ord på en ikke-eksisterende tankerække
enten på grund af skadelige lægemidler
eller solsortens tonale slyngninger
for den VIL nemlig stadig
selvom regnmængderne forsøger at drukne den.

Frugtkonkreter

Du benytter dig af livets indhold
i denne slags nutidige døds latterlighed
og din opadstræben er beseglet med møl
men din sugende tulipanmund
sammen med din forfra-flirtende adfærd
gør dagligdagens grå husbukke mere blodfarvet
mens de gennemkløves af luft
og de sidste indramninger
af frugtkonkreter hænges op på væggen.

Langt derude

Langt derude på morænelandet
hvor hærskarer af lygtemænd
og deforme arbejdsnarkomaner strejfer rundt
er der hele tiden et gennembrud af hænder
og en tendens til hele tiden
at gløde de her forbandede gerningsjern
altsammen for at man skal tabe pusten
samt sit lille fine seksuelle intellekt.

Punktet

I så mange halve tilstande
har jeg været skåret over i to halve
eller muligvis flere
uden at vide hvor fodfæstet
var mest fornuftigt.

Jeg har hentet dagsrester tilbage
så mange gange
at det resulterede i epilepsi
og ensomhed knust i tavshed.

Nu er jeg nået et punkt
i min vaskeægte tilværelse
hvor en halvfugtig blå fornemmelse
begynder at ligne menneskelig respons
og klar kærlig velvilje.

Inspirationes vinde

Er det ikke sådan
når inspirationens vinde
blæser ind udefra
at afslappelsens kældersekund
ophæver dødsvisheden
eller understreger den
mens vildtvoksende detaljer
opløftes af smuk angst
ikke nødvendigvis befængt med mening
bag hovedet med dets futile hul
men hele denne psykiske lagkage
som får hjernen fyret af
til lige delt dominoeffekt
og buksefest?

Déficit de sommeil

Telefonen ringer
men du trutter i bækkentrompeter
eller prøver at intellektualisere himmerriget
med feberen som en saks ud af øjnene
parat til at spise og sluge alting.
Din eksistens har gjort vold på en tidelig morgen
og et mosekonebryggeri
mens vi håbede på noget
sådan næsten helt uden mund
i denne ekspanderende udspilede narrefisse
hvor svaret altid er syre.

Jeg

Jeg er sådan en dreng
som til den ældgamle lyd
af støvler og slikposer
forsøger at møve sig frem
med uforløst viden
til nutiden.

Dette er stilhedens mosaikker

Dette er stilhedens mosaikker
fastholdt af abesynet
fra et tabt folk
gennemsivet af udstrømninger
og nævnt er hullernes antal anvendelse.

Dette er stilhedens mosaikker
serveret med bankelyde
stumt bag væggen
til langsomt effektueret mistro
og alle dage er vævet ind i vandtæpper.

Gnaven i hulrummet

Jeg er gnaven i hulrummet.
Jeg er på en måde en opstabling af dun
inde i en stor udhulet hval.
Det er cirka sådan jeg drømmer.
Jeg er at finde bag en uoverstigelighed
af sodkantet glas uden mund.
Der er tale om nogle blanke timer.
Jeg er ikke just genkendelig.
Min sindstilstand er olierede.
Ergo jeg drømmer.

Jeg har ikke mere at tilføje

Jeg har ikke mere at tilføje
til tidens stupide ur,
og egentlig vil jeg gerne undgå
at krænke freden i min tankegrav.

Du fortæller mig - vajende romantiske ballon -
at vi måske draperer vore sindsglæder
over et forkert stativ?

Well, jeg er ligeglad og forstår det nok
ikke, selvom du med en
gennemslagskraft i ruderne
nævner ting som familietavsheder
og tvangsmæssig forstillelse.

Glem alt om fremmede kroppes symbolik

Glem alt om fremmede kroppes
symbolik og farvede elefanter
i dette forståelsens ophør,
fordi du skal ikke hænge dig i
de eventuelle manglende hjerteslag
og de tiloversblevne følelser
som aldrig er blevet følt.

Glem alt om forudindtagethedens
fimrervæsen som altid hopper
på trampolin inde i
sindets starthuller,
fordi det er nu altså én gang
standardernes parade
og det er ikke til at modstå.

Ikke nærme sig noget

Ikke nærme sig noget
besprængt fra startpunktet
skiftende ru og glat pleaservæsen
i en arytmisk dans som er hot
bevægelse omkring udvalgte
steludveksling stemple ind stemple ud
ud fra en kunstnerisk anspændt nakkekotelet
kærligheden liret af i totalmørke
med lænkede børn i kældre
ledninger hænger og dingler
mens kroppen alligevel udviklede sig
dejlig mad under røntgensyn
paranoiaens vandrepokaler i hænderne
hvorfor denne ansigtsløse bagside
og nu et brunt latteranfald
navlens lille silkeorm
ikke nærme sig noget.

Parforhold

Der kommer et parforhold
gennem spindelvævet
for øjeblikket stiv
helt ud i øreflipperne
endnu med uafsluttet forventning
samlet i aftenduggen
og med jordslået hørm
uromantisk enestående
beklemt om hjertet
og som fuglenes tavshed understreger
er det ugnisten
de gnavne dage
fra et pligtopfyldende ubehag
der ligger som mosekonebryg
henover forstanden.

Juni

Der kommer en stor finger ud af himlen
og giver mig en mægtig begmand
så jeg efterlades i en lykkelig bjammer.

I en næsten usynlig damp
udfolder lidenskaben sig;

den syregrønne naturnydelse
og jeg hulkende af taknemmelighed
mens bedøvelsens oratorier
udspiller sig helt ned i testiklerne.

Mindst én gang

Mindst én gang
i en forudstrukken evighed
vil samtlige skrubtudser eksplodere
lige på det tidspunkt
hvor natten ikke kan mere
og begynder at forvandle sig
til morgenstund.
En almenmenneskelighed
vil eventuelt stå afspadseret
og rubricere det som røgelse og myrra
fordi det er det eneste
som er gået i arv
mens lysets fotoner sluger mørket.

Jeg har fået irmund

Det kan bare ikke være rigtigt
og det kan det så alligevel.
Jeg har fået irmund.
Den opstod vel omtrent på samme tid
som da de samlede havet op
i gennemskuelig skyrædsel.
Fortæl mig lidt om tingene.
Hvordan står jeg her i utegnelig teknik
hængt op i frakkeærmer
og med en udslettelse hængende over hovedet?
Aha, du vil ikke sige noget
men kun stædig og stolt vise mig
hvordan du i dejlig tyk syre
vader ind og ud af dit svampeeksil.
Argh, men smil til mig
dit dejlige behandlingskrævende individ.
Smil til mig med hele okularet åbent
og den trofaste grå hinde penetreret.
Jeg har sandelig fået irmund.

4. maj

Det latterlige i formålet i hensigten
i at indikere et japansk kirsebærtræs
levende skyer og tidspunktet
ja så sugende mellem fortænder
med påmindelserne om en epoke
med arvebiologisk livsglæde:
det er forår og Danmark frit
forløst i slanke bøgetræer
i et famlende fotosyntetisk lys
og forhistorisk dvælen
efter en knust tankevirksomhed
sammen med dette backup - denne hærskare
af tunge betonbørn
som uimponeret ifører sig høretelefoner
under lavtgående antikvariske jagerfly.

Væren

Intet kan ikke lade sig gøre, miraklet vil indfinde sig i en nogen grad formastelighed, i en anvendelig tid og du tror snart på den på forhånd kendte historie fra revner og sprækker, men ikke nødvendigvis.

Vigtigheden i at have orden i sit bagland og være afholdende over for upopulære cafeer skruer du fast nu, mens dæmonerne gør sig til på slagfærdigt land, hvilket udstyrer dig med tegn eller figurer som i konceptionen gør dig ligevægtig.

Der er altid nogen som anbefaler visse farver, men bevidsthedens inderside er måske fløjtende ligeglad, bare den distinkte lyseblå er til stede, så kan tankerne bevæge sig ud fra fit kropslige rodfæste, moderhulen og det rævesovende køn.

Kan du, så vil du, hvorefter du med syngende tolerance kan erklære dig i ét med det omsiggribende, hvor det konkrete skiftevis er på eller ikke på, som når du sammensætter: jeg kunne godt tænke mig egentlig ville det være hvad som helst eventuelt ved ikke føler bare. Føler.

De lå derinde og havde samleje

Jeg var vel nærmest lige blevet teenager
den eftermiddag jeg kom hjem
til denne mistænkelige stilhed
og så skuffejernet lænet op ad muren
ved siden af klap-ud-bordet
hvor termokanden stod og suste.
Jeg gik ind i huset.
Deres stønnen kom ud gennem
dørens knasthuller og nøglehul
og jeg vidste ganske nøje hvad det
udløste inde i min sjæl.
Der opstod en slags frustration
blandet med liderlighed
og en spids irritation
som næsten fremkaldte
en vibrator inde i hjernen.

Ånd og råderum

Åbenlyst skamfuld ind i drømmen om virkeligheden
underforstået replikløst stirrende udkæmpende
ufrivillighedens tyranni der trækker veksler
uhusket kategoriserende som et ufortolket
underskud signalerende forstillelse
mens idéen om en bevægelse syder denne akse
påtager sig manerer retningsbestemt
tilnærmelsesvist omskabt i løbende udvikling
på krumfladen ubestemt af væsen
bogstaveligt talt træt i tredobbelte
dimensionsforskyndelser forkyndt af ordstrømme
mælkespastisk hensynsløst hvilket gennemtrænges
elastisk blafrende i en begrænset lokalitet
sammensyet blokeret for yderligere erfaringer
eller hvad ved jeg?

Udpluk fra drømmeaffald

For helvede mine stikkelsbærben
som er en Salvador Dali værdig
løber væk fra disse selvomfavnende
kassemennesker med kursen mod
den store gyldne medusa
med mit bekendtgjorte trialismevæsen
for først og fremmest at sige "hej"
hvorpå bagefter at få tilkoblet
nogle halvfærdige minder
fra et parallelt liv.

På vej ud på landet

Det er sekunderne før far drejer tændingsnøglen. Hans hårvalk rammer instrumentbrættet, i det han bøjer sig lidt forover pga af en lyskesmerte - siger han. Han vender sig om, for at sige noget til sønnen som sidder på bagsædet og læser Anders And.
- Nå, nu må du love mig, at du opfører dig ordentligt derude på landet, siger han og klør sit hageparti.
- Ja ja, klart og jeg skal nok lade være med at spørge til de der opsatser af blå kartofler, bedyder sønnen.
- Dem om det, siger far og sætter bilen i første gear.

Da de når bygrænsen, får sønnen pludselig lyst til at lufte sin hånd og ruller derfor vinduet ned. Han synes det er sådan en skæg og tyk fornemmelse med al den usynlige luft der rammer hånden, så han smiler lidt.
- Far, jeg er sulten. Jeg ku' spise din nakkestøtte, siger han grinende.
- Æd hellere dit Anders And-blad, siger far ligeledes grinende og fortsætter: Åh ja forresten, husk nu også ikke at gå alene over i den mekaniske lade for de der djævlebesatte kålorme. Det kan måske være helt ude af kontrol nu.
Sønnen får øjenkontakt med far i bakspejlet.
- Bare rolig far, det er begrænset hvor langt Kenneth kan gå uden ben, ihvertfald lige her i starten. Han vil vise mig sine første skridt med armene, har han sagt.
Far smiler i bakspejlet og lukker handskerummet op, for at finde en pose dameskrå og et benzinkort og siger "Ah" da han pludselig finder sine bortkomne solbriller.
- Okay, så I tuller bare rundt i stuebygningen? Det glæder mig, siger far.
- Jep, far.

Hovedet

Fuldskægget var trimmet
hovedet var frais
men dets indhold stod
over for en poetisk afmagt
og forty-niners-sammenligningerne
var slet ikke så skøre igen.

Hovedet sad der midt i stuen
og lyste op som en fotobakterie
hvilket var en forbløffende evne
i betragtning af at idérigdommen
helt var skrumpet ind.

Det skulle vise sig, at årsagen
lå i omgivelserne som
var komplet sort/hvide samt lerede
og som hovedet i sin frapperende
tilstedeværelse snart fuldstændigt
havde afstødt.

En god beundrer og ven af huset
var i færd med at rulle nogle
frisklagte landskaber ud
til ære for hovedet inde i huset
men poesien lod stadig vente på sig.

Sidelinien

At stå på sidelinien uden at ville det anderledes og tænke grusomt højt i luftstilhed bliver så vildtvoksende på et eller andet plan og så løftende i indvendige vrinsk. Du vil så gerne etablere kontakt men det er simpelthen så svært når du nu er afstandsholderen som er retningsbesat i et virvar af korrektheder og udsigtsløse indsigter. Når først det legitime jordbærbed med dets underhav af rigtige indstillinger bliver en uvedkommende selvsikkerhed kan du godt se den katalogiserede opløsningsproces i øjnene og gå ned med systemdrømmen.

Krokodillefedmen

Tilholdsstedet er betragtet med angst
hvilket er noget forbandet pjat,
fordi prøv nu at få det ned
i noget objektiv højde
som vi kan være med på
og ikke alle de der kålhovedepsykoser,
ufrugtbarhedssumpe
og humørforladte røvpillerier.

Jeg ved jo inderst inde godt
at vi formår at appellere
til noget overjordisk guf
og fremtidsklar følelsesfyrværkeri,
det gælder bare om at få
pumpestangen skruet ind
i bevidstheden, så vi kan betragte
krokodillefedmen på afstand.

Usædvanlig måne

Månen vil stige, månen er et stort fedt ansigtskamera
i disse timer og mine kløende downbeats
registrerer jeg fra et punkt omme i nakken
mens jeg i en brøkdel af et sekund
bliver en dimension rigere
for så at udstøde den igen
prikkende med blodlammet marv
og må så derfor flytte focus
måske lettere perforeret
om ikke andet så i sanserne
fordi jeg statisk set ikke kan rumme
disse cirkulationers oratorier
og så starter fuglene deres morgensang
helt ude af trit og rundt på gulvet
mens jeg slutteligt finder dit lysende ansigt
at stirre på med en forstørret omgang absurd melankoli.

Klaustrofobi

Et ellers så mægtigt landskab
nu foldet helt sammen
hvilket betyder klaustrofobisk åndedræt

og det fortsætter:

nye hinder (dobbelthinder) ned om øjnene i forvejen
sprækkelagt, det grædende gulv, skorstenene
og en desværre rasende accept
med forhøjet pulsslag
af forkerte sovepiller

og ellers:

helt reduceret af dybdedrømmens grønhed
og groet ind i hurtig rust.

Hentehår af Karl Stegger fundet under dørkarm

Utegnelige minder
i udfoldelse
tryg livvidde
og brisantsmilet
til hænderne
foldes i velbehag
i dage hængt op
som vasketøj
der overgår gud
og hvor en
kuriøs velfærd
manifesterer sig
som en krumme
i en jysk mundvig
samt duften
af godt håndværk
våde snuder
og herregårde.

Voksen

April var sprængt i stykker af det mest letsindige
og liflige forårslys man kunne tænke sig og den
unge mand var lige flyttet hjemmefra.
Han stod på sit nye sted og kiggede på sine nye
teaktræsmøbler, mens han funderede over hvor
meget olie de kørte på om året, og om hvordan
og hvorledes.
Den nye adresse hed Sdr. Boulevard 65 og lå
lige over for zoologisk have, så der var ofte dyriske
lyde, især omkring fodringstiden.
Han havde adgang til have, hvilket han var glad
for og det trak på smilebåndet, at se disse dejlige
påskeliljer skyde op fra plænen, ja og endda op
fra kompostbunken.
Hans hånd gled henover ansigtet, det havde fået
en skygge, han trængte til en barbering men han
havde ikke nerver til at gå ned på badeværelset
i kælderen, hvor hende den rådne zombiekvinde
lå i badekarret og hvæsede.

Rhino

Vifter farvetåget
- eller det tror jeg nok
og råber på rhino
om ikke denne metastabile søvn
fra blodfattige hjerner
skal fyres af i et kontaktbrag
og svaret udebliver
- eller der popper lidt lunken vælling op
fra et pligtopfyldende cirkus
med økseskeer i luften
og jeg går min vej
for at få øje på mig selv efterfølgende
- eller det tror jeg nok
og åbner munden uden noget
mens bevidstheden bliver sjusket
over en kærlighed der bliver en prik
- eller der er ihvertfald et ønske
som stadig spræller under sovende
cement ikke nedbrydeligt
og jeg har rhino i min bug
for at starte vandringen ud af verdenshistorien
- eller det tror jeg nok.

Drengeøgle

Jeg var en drengeøgle
langt væk fra huset
og de gamle hunøjne.

Jeg havde lige leget
med kviksølv
og var nu på vej
ind i et sommerfatamorgana.

Jeg sad på min cykel
på vej ned ad alléen
med fosforpiletræerne.

Jeg var smurt ind
i henrykkelse
og kunne høre via hjulene
at vejen var støbt i harper.

Alt dette

Disse mennesker, dette blod, dette rum
som er eftertænksomhedsmæssigt afrejst.
Her er dine ting og dine spredte øjeblikke
som du næsten ikke kan få hånd om.
Du er tryg i dette nu lige midt i det
velkendte gennemsivende panorama
og det kan høres på dit åndedræt
helt op i din rygs tomme nakke.

Hvad har din fordømte krop og ånd
at tigge om midt i mareridtets boblen?
Stik mig et smil og du får et velment
skulderklap mens vi snakker om
sollysets pludrende lysocean.
Hvad kan man ellers foretage sig
ved evolutionens endestation og slavestutteri?

Genfødsel

Jeg er kommet så nær en genfødsel
med en krop der ikke kan ret meget mere
og jeg er formet af sagte ords karvninger
samt knitrende lyde mens jeg spotter
denne lurendrejer kaldet fremtiden
hvor man kan drikke luft.

Du er den som lægger sangbunden
med et hjerte der slår sine samtlige volter
når vi i sjældent udsøgt lys
og sprøde som cellofan
kaster vore hoveder ind i skyerne
under påvirkning af kunstig hypnose.

Dødens bevægelser

Dødens bevægelser igennem
et villakvarter føddernes krampe
endnu ikke forstyrret i uvidenheden
konstatering af glasur hænderne
om bag nakken siddende i stand
tankerækkens slutresultat smiler
vandrer ned i baghaven knejsende
træder ind i en strømhvirvel selvom
realismen burde forbyde roterende
isse i umulige drejninger og munden
fyldes med jord foretager sig rejsen
ind i science fiction domænet
nej det er ikke muligt åsynet stivner
som et klatværk og dertil slipper
det hele op uvidenheden stupidt
sejrende de tikkende søvnbevidstheder
knaldet op en opvågning samt død
i en alternativ virkelighed.

Mindreværdskompleks

Når lidt over en moderat interesse
for din person tændes
kan jeg da godt sætte mig ind i
at du foruden forbavset glæde
også pludselig skal til at holde en vis
kynisme og nihilisme stangen
så du ikke bliver ufrivillig
utilregnelig og et dumt svin
som de taber interessen for.

Ikke ret mange gider at have famlende
psykopatiske muldvarpe henover
sine bryster og baller
eller sit hoved presset ned
i en spand med saltsyre
bare fordi du er syg
med dit selvdestruktive show
og ikke kan rumme det mindste.

Vestfyn, 1966

Altid slagsmål hormonforkvaklet
i bondeidyl og støvskyer uskelnelige
fra den foregående
altid en smøg i kæften efter afsluttet
samleje en almenneskelig natur
og skrubtudser i pyjamas til stede
som oberservatører
flovheden som ternede skjorter
og hallo siger centralen
ad landevejen flagermusfikseret
sammen benævnt på kanten
tilstrækkeligt i skindet
erindrer skælvende kalveknæ
ja naturligvis det er direkte
op i høet konstruktionen skråsikker
og ældgamle lyde af knapper
skorstensrøgen skråtobak for
en sundere cancer
og glødende grin bag en hoppe
hjerterfri stegeso trofastheden
ruller dagen sammen søm mod søm
og spiser sig mæt i arvestykker.

Mit ansigt er snart så langt

Mit ansigt er snart så langt
at det ikke kan være i lejligheden
og det bliver heller ikke nemmere
når indfiltret spaghetti
gerne vil vælte op af alle skuffer -
men nu er jeg ude på altanen
som er produceret af kraftsky
og jeg sér dette ormefolk dernede
nærme sig råbsbanaliteten
meget hellige af synd
men så spiser jeg et stykke grundstof
og 'vupti' opnår et slags superblik
så jeg kan se de døjer
med en helvedes masse irregulære
bomuldsstykker inde i navlerne
mens fremtidens tanker om sødesuppe
indtaget med gafler
begynder at former sig inde i hovedet.

Jeg står og puster balloner op

Jeg står og puster balloner op
i huset der er renset ud for døre og vinduer
men hvor alt er inde i munden
og hænderne vrides af uforløst viden
hvis de ikke lige tager om dig
i noget der ligner kærtegn
under loftssurheden
hvor dimensionerne mageligt
kan tabes uldent
men det er jo også lige meget
fordi sprængt rumfornemmelse
føles genialt og fedt.

Tømmer mig foran jer

Tømmer mig foran jer på et særligt signal
men venter ikke på noget mellemforståelse
nu omsider hele mit tankesæt sat til tændsatser
omkring et kredsløb sylteansigter mødt op
med stemmer denne årstid disse mord
iscenesat til bevægelser bjæffende og sjælens
hulkort først du kender livets ulyde
en sækkepiberøv øjne der fortynder
og alle jer vrængbilleder voksende under
fysisk tyranni gid hvilken relation til noget sødt
en ødelagt radiator der mindes vandet
og dets trygge duresyngen.

Intimitet

Seværdigheden drømmemejslet dansende
blotter skrævets døvstumhed fra
det røde orker ikke kagecreme
regnvejrskys smager saltkornene
på en fin krop lyden af hår favner
som tryghed i kortbølget modtagelse
og under trompetfanfare ses kønnet
er der ikke en syrlig lugt af kompost
gående ind i forhæng stadig de samme
mangler og pubeshår
til op over begge ører.

Kræver solskinnet

Kræver solskinnet som en drøm
af balloner over byen således skal
det fornemmes og fjæset
strukket ud i modtagerflader dirrende
forblæst af flystribernes
hvide streger i socialiseret festoriginal
hovedet vendt mod skyerne
forstå det hvem der kan ganske alene
rundt skåret og intet begreb
om andet end kvanter
luftbårene stiklinge og den blå
farve airdynamisk filiong gong gong.

På vej ned ad trapperne

Jeg fløjter på ved ned ad trapperne
og flyver i solbeskinnet slowmotion
ud gennem hoveddøren -
bliver hængende lidt i luften
mens jeg stadig fløjtende
og nu også i latter
er i vanvittig god balance
mellem indånding og udånding
under urenes knuder
og den dunkende rumfornemmelse -
de knitrende gys over den
dalrende befrielse -
at være i live i sådan
en uhørt grad at hovedet
er så tæt på at blive sprængt
- stadig fløjtende
og nu også i stor fortrøstning
over fremtidens uhelbredelige soter -
disse vitale tut
mellem hjernepunkterne
mens jordens tiltrækningskraft
forgæves prøver at få mig ned.

Drømmen om den bonerte og kropumulige by

Drømmen om den bonerte
og kropumulige by
tager sin begyndelse og slutning
i ét og samme skizofrene skrig.

Imellemtiden har der været underliv
og deres plirrende fornemmelser
overfor afkom men som alligevel ikke
lykkedes eller noget som helst.

Her i de sidste drømmefaser
er den åndelige gigt tiltagende
og opløste folk stikker deres hoveder
ind gennem papirstynde vægge
og skriger samlejesvin til hinanden.

Den store fantastiske kærlighed

Den store fantastiske kærlighed
mellem dig og mig
i grønhedens lune firkanter
samt ind i lykkelige buer
af trivsel og kaffecirkler
er snart helt ubeskrivelig.

Enhver beskrivelse er i fare
for at blive klumset
og hen i retningen af gas
men perspektivernes skønhed
udfolder sig alligevel
i salige prim og bevægelser.

Han står dernede ved pølsevognen

Han står dernede ved pølsevognen
flere timer i træk
og er derved det eneste stationære
i et ret så omskifteligt plenum
som han kender på 'knækket'
så at sige, for det hænder tit
der opstår et knæk på en
eller anden måde -
det være sig kommunikationsmæssigt
eller den uundgåelige opgylpen
i skraldespanden,
for han er ved gud ikke appetitlig
men nu er den pølsevogn
nu én gang hans post
og han fremstår faktisk meget oprindelig
som han står lige nøjagtig dér
mens arthistorien forsøger
at skrive sig færdigt
og poesien sit ubevidste
element af bevidstløshed.

Hun kommer ind med gløder i overskægget

Hun kommer ind med gløder i overskægget
og taler tordnende
som kom det dybt nede
fra tidernes urmørke;
at nu var HUN altså udmattet
af mange ting,
bl.a disse bøgestammer
som har sluppet rødderne i stormene
og flyver forvildet rundt i luftrummet
hvor de virkelige informationer
har lidt svært ved at "komme igennem"
og så forlader hun rummet
mens fuldmånen giver sig til kende
som et stykke symbolaffald
fra en glemt b-film.

Betændelsesdryppende kneppekvæg

Du bliver flået ud af sengen
af en pervers forskræmt hermafroditisme,
sygdomsramt i spændetrøjer
bugserer de dig frem
og op på en bonet platform
mellem betændelsesdryppende kneppekvæg,
lort og visne agaver
for en forrykt folkemængde
som vil have udløst sine små serieorgasmer
over dit incestuøse smil
din frådens hindbærskum
således at de bitre billeder
af kønnets regnorm
og bruskpassage
en kort tid gemmes væk
til fordel for det globale sansebedrag.

Den italienske bjerglandsby

Her er vi i en lille
italiensk bjerglandsby
hvor solen klimprer
sit aflad ud over alle
og hvor præsten
er gået på druk
i et skide sjusket hjørne
med makiser henover
lige en spytklat
fra springvandets selvfølge
hvor uartige dameben
nægter at holde sig i ro
og autodokteren
med spaltede hårspidser
river sig diskret
i pikken
samt naturligvis fuglene
som er så højt oppe
at de næsten ikke
er værd at nævne.

Her i februar

Her i februar på et ganske bestemt
sydlandsk hotel mindes enkelte måske
stadigvæk den her lille dreng
som tog en fire-fem skridt ud
af en østvendt dør og blev forvandlet
til en lille sandbunke
og jeg siger måske da intet kan vides
ej heller hvilke tankers korsvirke
der er sat ind i nutidens eksistenser
som er ansat til at smække med dørene
og med våde viskestykker
informere om solens atombombesprængninger.

Mundløshed

Kom du kære fætter
med dine uregelmæssige bøjninger
og dine indvoldsorme,
da vil vi med modvirkende symbiose
forlade os på jordens overflade
med vores pavefjendtlighed
og oprørt museumsvæsen
annoncere en lille tilintetgørelse
i det storsnudede ubevidste sjæleliv,
du kære fætter med mundløshed
og forvrøvlede stjernehøjder,
charmen sidder i dødens forgårde
som du med egenhændig nekrolog
aer på os med frække pianopedaler.

Movement

Forskrevne legemsfunktioner næsten lodret
sædvanlige tids betændelse vertikal sekretion
homonymt stimulerende fælles midtpunkt
forsone bebrejde pik som hos dig står
uden omsvøb metallisk Kristus strubehoved
ruskomsnusk over næste begyndelseslyd
medfødt kogepunkt voksende i dynd
gennemsigtig halv til helliderlig tilstræbe
atmosfære naturligt forladt kontaktbrud
flad anmærkning af sagnkæmpe med
ødelagte årsager fremrykket valle af ny
rejsning fjendens linier kønsovertrædelser
blomstrende baglæns forsynet med bølge
tokernet sigtekorn direkte molekyle ind i
verden dobbeltsidig lammelse elske hinanden
osv osv oktogynisk at godkende miljøet stort
abstrakte hjælpemidler gennemført syn
næsten jalousi blødende praktisk omsorg
går til grunde flerstemmig mistænkt
åbent bagtil pinlig platform med hypotetisk
stof i blodet syntetisk sat i bero.

Der danses

Der danses et eller andet
der danses vildt lystigt
og solen bliver oppe
hele natten

Der drikkes vand
så ansigtet udglattes
denne kødløse tid
med vegatabilsk fylde

Og der er bjerget
tynget af sit køns bevidsthed
bomstille spidende
de forbigående skyer