I så mange halve tilstande
har jeg været skåret over i to halve
eller muligvis flere
uden at vide hvor fodfæstet
var mest fornuftigt.
Jeg har hentet dagsrester tilbage
så mange gange
at det resulterede i epilepsi
og ensomhed knust i tavshed.
Nu er jeg nået et punkt
i min vaskeægte tilværelse
hvor en halvfugtig blå fornemmelse
begynder at ligne menneskelig respons
og klar kærlig velvilje.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar