Han står dernede ved pølsevognen
flere timer i træk
og er derved det eneste stationære
i et ret så omskifteligt plenum
som han kender på 'knækket'
så at sige, for det hænder tit
der opstår et knæk på en
eller anden måde -
det være sig kommunikationsmæssigt
eller den uundgåelige opgylpen
i skraldespanden,
for han er ved gud ikke appetitlig
men nu er den pølsevogn
nu én gang hans post
og han fremstår faktisk meget oprindelig
som han står lige nøjagtig dér
mens arthistorien forsøger
at skrive sig færdigt
og poesien sit ubevidste
element af bevidstløshed.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar