Det er sekunderne før far drejer tændingsnøglen. Hans hårvalk rammer instrumentbrættet, i det han bøjer sig lidt forover pga af en lyskesmerte - siger han. Han vender sig om, for at sige noget til sønnen som sidder på bagsædet og læser Anders And.
- Nå, nu må du love mig, at du opfører dig ordentligt derude på landet, siger han og klør sit hageparti.
- Ja ja, klart og jeg skal nok lade være med at spørge til de der opsatser af blå kartofler, bedyder sønnen.
- Dem om det, siger far og sætter bilen i første gear.
Da de når bygrænsen, får sønnen pludselig lyst til at lufte sin hånd og ruller derfor vinduet ned. Han synes det er sådan en skæg og tyk fornemmelse med al den usynlige luft der rammer hånden, så han smiler lidt.
- Far, jeg er sulten. Jeg ku' spise din nakkestøtte, siger han grinende.
- Æd hellere dit Anders And-blad, siger far ligeledes grinende og fortsætter: Åh ja forresten, husk nu også ikke at gå alene over i den mekaniske lade for de der djævlebesatte kålorme. Det kan måske være helt ude af kontrol nu.
Sønnen får øjenkontakt med far i bakspejlet.
- Bare rolig far, det er begrænset hvor langt Kenneth kan gå uden ben, ihvertfald lige her i starten. Han vil vise mig sine første skridt med armene, har han sagt.
Far smiler i bakspejlet og lukker handskerummet op, for at finde en pose dameskrå og et benzinkort og siger "Ah" da han pludselig finder sine bortkomne solbriller.
- Okay, så I tuller bare rundt i stuebygningen? Det glæder mig, siger far.
- Jep, far.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar