Tanken

Der kommer en varm tornado
ud af min røv ved tanken
om at befolkningsvæksten er
steget med en milliard siden år
2000 og at denne milliard måske
lige er dén forgiftede plumkage
for meget med dens aktiviteter
som f.eks mobilabonnementer,
toiletbesøg, friværdikolbøtter,
konsum, køreglæde og seksuelle
tilbøjeligheder som i den grad
udmatter kloden så den hænger
slukøret med kontinenterne og
med stanken af gamle krige samt
sveden drivende ned ad begge
poler i et stønnende omfang
aldrig før set mage og tanken
alene kværker endnu et hormon
inde i mig således at jeg opblødes
endnu mere i min soppende
idiosynkrasi.

*

første gang jeg blev præsenteret for
Fyns Hoved havde jeg lige fået taget
mandler og var sat på en særlig diæt
der var skånsom for halsen og som
skulle være min leveorden i en uges
tid men bortset fra det så var Fyns
Hoved en sansekvalitet udover det
sædvanlige for hold da kæft det
havde jeg ikke lige regnet med at
der var så stor en klint på sådan
en lille snolderø som Fyn og jeg
fik da næsten selvmordslyster for
sjov da jeg stod på kanten men i
stedet tiltede jeg bagover gispende
i marhalmen og kiggede op i
skyerne med en sødtduftende
minirædsel inde i næsen og bihulen
mens min far stod ved siden af og
var ved at blive skaldet

*

*

hendes sind er faktisk temmelig ofte
ved at tippe over i en depression
hvilket gør hende porøs
og lidt tvangsmæssig i sin
gøren og laden
som f.eks på biblioteket
hvor hun læser en del om håndgerning
pludselig kan give sig
til at onanere
ikke særligt diskret
i håbet om at blive opdaget

*

*

så kommer en mand
ud på fortovet iført klaphat
med sin kamphund
gumlende på et hønseskrog
i cirka 10 graders frost
og han føler en selvkontrol
der midt om natten hvor
alle husene er taget ind
samt et ansigtsudtryk så tomt
så man næsten skulle tro
at han gjorde sig tanker om døden

*

Don Van Vliet

Du overrækkes hermed en ørkenrotte
en state-of-art microphone (snart nedbrudt af growl)
nogle dansende staffelier
et kor af cisternemunke
altsammen for at få dine svingtråde
til at vibrere
og lave dadaistiske korssting
inde i din hjerne
på så en genial facon
at du nærmest i en psyko cirkulær tilstand
bliver en eruptiv bjergart
et primalskrig
en brændbar urrytme
og halsen fyldt med sand
ganske som denne growlende ørkenrotte.

*

en særlig glad lille mand
meget homodont og på højde
med næsten alle situationer
kommer som luskende ud
af fortiden med alle sine
forkantsfornemmelser tit
henover rækværket eller
henne ved bilvasken en
karkludsgrå søndag morgen
og man ved at man er vidne
til en fjærtespiller
eller et jovialt bedrag
som viser sig at være gustent
hvis lagene fjernes
og hvor afsætningen af
bussemanden bliver
meget tydelig i samme nu
deraf

*

*

jamen så indblæses der luft
i hjernens hulheder og afsindigt
forbitret lidenskabeligt pustes
det op og gør sin entreda
i svømmetag ind mod kernen
med alt sin iver i at fremstå
meningsløst og vi har at gøre
med en enigma eller eventuelt
en fornuftsslutning som hænger
lidt afstumpet udskældt til
minde om et enkrati hvor
livsprincipper har det med at
sejre ud over det hele
indtil kedsomheden viser sit
farveløse fjæs men som med
sine myoser kan gøre sig
knapbar i uventede fixfaxerier
under hat med sig selv
dejá vuer af skyld humor
distraktion og hævngerrighed

*

Ground Zero

Der i den ujomfruelige sne
mere sort end hvid
mellem husmurene
i det forsinkede lys om eftermiddagen
vader jeg med bæreposer
fyldt med tomme flasker
som skal omsættes til morgenmad
og ja, det er pisse trivielt
men ikke desto mindre mit liv
min insisterende virkelighed
i sin opsætning af hovedpine
til det at mærke jordrotationen
med mænd der spytter på gaden
og kvinder som forbander deres blødning.

FANDEMAR

Når man har sat sig ned på den evige stol
og har kastet håndklædet i ringen
mens konturene flyder ud,
så er man FANDEMAR gået i stå
og så er det kraftedeme lige meget
med disse koder ude i universet
eller tempelblomsterne
eller genierne
eller muldyrene
måske svenskerne
for alting er en overgang
og alt er ingenting
fandemar så -
du er skidehamrende hyacintforvent
uden så meget som én eneste human trækning
og du er en syngende morder
der dræber for at overleve,
for at hævne
for at lave om
og nu begynder mine siddesår at pifte med.

Hvad sker der inde i digterens hoved?

Hvad sker der inde i digterens hoved?
Er han på vej til Golgatha
med en dæmonisk skopudser
som hele tiden peger ildevarslende
ned på hans skotøj,
eller er der opstået et skrigende behov
for tivolimønstrede vitaminer
der totalt afviger
fra betænksomhedens rytme
men som får den uhåndgribelige sølvfasan
til at flakse i det mørke rum?
Ærligt talt, vi ved det ikke
og kan kun banalisere det
som naturens skæve gang,
eller vankelvorne stjernestilladser
samt kogende hjerteblod
der er gået i omkreds om solen
til irritation for en lille ufuldendt vorherre.

Jeg siger det rørstrømsk

Jeg siger det rørstrømsk:
Jeg har elsket,
ja, jeg har været gået i besættelse
over en seng, et vindue
et spisekammer
og et par sko
fine funktionelle sko
som har fået mine fødder afsted
sammen med sjælen
hvenover en lille procentdel
af jordkloden
hvor jeg har hilst på folk
på forskellige niveauer
og talt med det dumme hav
for at vende hjem
til de ting jeg altid har elsket.

Ikke Pablo Picasso's vinkelforfløjne kubisme

Ikke Pablo Picasso's vinkelforfløjne kubisme
ej heller denne levergule piphans
undsluppet fra galeanstalten
kneppet langt ned i kælderhalsen
udenfor lands lov og ret
for at få perspektiv i lortet
eller en hånligt henkastet æske risotto
for eksotisk at træde uden for vadecirklerne.

Men et øjebliks opvågenhed
som et humoristisk fordømt æsel
skrydende gennem menneskelige vragrester
ud på den anden side af alfarvej
og væk fra skriftestolenes kunstmørke.

Døden er demokratisk

Døden er demokratisk
siger de henne på bænken
mens frosten plukker pupillerne
og Snehvide kommer til syne.

eller den tager vi lige om

det at spare op for synets skyld
og lade menneskeheden gjaldre
sin uopslidelige bøn om hjælp
forbliver en evig sur blodappelsin

eller den tager vi lige om

du er måske ikke langt fra forløsningen
ud fra et jovialt tandsæt at bedømme
halvbegravet i harmonisk kis
og broderet i flotte menneskerum

Den pragtfulde kvinde

Hun er derinde et sted
i flygtighedens krat
smuk, sløret og pludrende
samt lidt vingebåren hestestolt
smilende varmeløftet
kan forvandle sig
aftegne fristende skygger
og et gardin rulles ned
således din seksuelle uldkugle
fjoget umandig
på en husblasmark
ringeriet for ørene
mens hun dropper farvevælden
uden at bekende kulør.

Søvnens mælk

Helfordærvet i dunderrummet høsles fødeskjul

og samlejebevægelser for at nå frem

kønke et bedrageri med gløderne fra skabelsen

en febrilsk puls igennem sengetøj dødens filtre

det pusler gennem fjerne tider og kroppen

udstrækkes flår bismerne fra hinanden

udebleven skægvækst åndedrag og rytme

søvnens mælk suges op livets bånd kappes.

Kulturcaféen

Lokalet er en lang tarm, med en serie spots der lyser ned på de trivielle kunstplakater indrammet i glas. Møblementet består af barberfletstole og institutionsborde pyntet med plasticblomster i Bjørn Winblad-vaser. Den faldende lugt af stillestående luft og afsondringerne fra gæsterne giver denne spidse fimsende odeur, som man kan identiticere sig med eller lade være, eventuelt gå. I det ene hjørne sidder en skrubtudse med rullekrave og nipper til sin dovne fadøl, mens han forsøger at opretholde en kunsterisk aura omkring sig. I det modsatte hjørne sidder en overglad struds iført en utjekket skindjakke, spraglede fair-trade halstørklæder og overpermanentet dårligt hår. Hun kan ikke længere udskyde sit forfald. Af de øvrige tilstedeværende kan nævnes et vist antal yngre geder, i lettere alternativt afslappet tøj og nogle ypperlige gazeller med usigelige gode lår i flagrende, ja, nærmest lidt okkulte gevanter vasket i sort kaffe. De sidder alle og venter på denne her sære skabning med tunfiskeansigtet, iført ternet skjorte og benklæder fra Føtex, som er så god til at læse digte op at det efterlader alle med ærefrygtig næsebjammer, rygmarvsdinglen og gåsehud på indersiden af hjernen.

Vreden

Vreden antager en dunkel farve
hvorfra noget rødt, glimtende
forsøgsvis maser sig op.
Tænderne skurrer mod hinanden
mens kæbepartiet syrer til
og kønkende udelukkes
alle opfattelsesmuligheder.
Vreden er nu meget lig
slagtilfældets autokogeri
som spændstigt
sender mit sind ind
i selvantændelsen.

Efter epileptisk anfald

Jeg er lige vågnet fra et epileptisk anfald
og samtlige af verdens sorte skyer
har sat sig i stævne lige over mit hoved.
Min hukommelse er blæst væk.
Der er nogle kroppe som vil mig noget.
Det er omsorg, ikke begær, går jeg ud fra.
Jeg bliver stablet på benene
og ganske svimmel modtager jeg en verden
ind mellem mine synsfordrejninger.
Jeg ér. Men jeg kunne lige så godt
være et lungetræ eller kattens opkast
men så vender hukommelsen gradvist tilbage.

Uinspireret

Jeg er egentlig uinspireret.
Bevidstheden opretholder sin tilfredsstillende
uretfærdiggjorte koncentration.
Jeg har været igennem små byer
hvor dynetunger har væltet ud af åbne vinduer.
Åndedrætsbesværet har været værd at tale om.
Der har været drømme
men de var fanget i deres eget helvede
af sammenfaldende korthuse.
Jeg stabler ord sammen uden inspiration
og mærker irritationsskredet indeni.
Jeg tænder for vrælets bollesuppe
og lader det koge over.
Bevidstheden er nu et følelsesresumé.

Det gode liv

Blodet stiger op i hendes ansigt
mens fingrene tæsker henover tastaturet
og fødderne rytmer til indbildt musik.
Almindelig åndelighed frem for alt.
Aubergine i olie, jo, det synes vennerne godt om.
Blodet plasker ned i skoene
og i nogle minutter er hun ligbleg.
Hun er nu uvenner med sin browser.
Fandens også, hun var ellers lige ved
at få kendskab til det underbevidste.
Ulykkelige kvinde, salt henover aubergine i olie.
Nye profilbilleder bliver knipset med mobilen.
Hun er ved at gå op i limningen
men det kan gud være lovet bortretoucheres
så vennerne kan synes godt om dette.

Mørke

Mørket skyller ind over abstrakte byer
afskåret i hug af viden
frontvendt
vil have det hele
i trodsig mangel på intelligens
støbt i tåbelige harper
folket
og kun folket
hamret frem til væren over alt
strenge ført ud
lindrende fornedrende
til umættelig hulhed at hyldes
i trapezer af mørke.

Far

Far hvorfor krybekælder
hvorfor ikke fylde den ud
med glasuld og komme videre
far jeg tror fjenden er forduftet
eller rettere der er ingen krig
og forlig dig nu med den knirken
i panelåbningen i ny klarhed
far der er ingen fare for noget
lad være med at koncentrere dig
om de dødes opmærksomhed
og læg nu den pistol fra dig
far hvorfor så fodkoldt
hvorfor ikke bare isolere huset
istedet for at isolere dig selv?

Skriger i dyb søvnløshed

Skriger i dyb søvnløshed
over altings gedigne tilstedeværelse.
Hvad skal jeg dog med alting
og er det i sidste ende ikke bare
en elastisk illusion?
Hvad ér jeg?
En mikroskopisk meningsløshed?
Jeg er sat ind i et angiveligt evigt stort domæne
med en uvidenhed så påtrængende vulgær.
Trivialiteternes kæder forbinder sig
i stadigt større omfang.
'Klik' siger det.
Ja, det siger fandeme 'klik'
og jeg ved ikke engang
om det er én stor løgn der kryber nærmere
eller om jeg rent faktisk skreg lige før.

Spejlrefleks og usynlig

Hun er iført en alt for stor hat
eventuelt verdens største
og det er synd, for hun har
sådan et smukt ansigt
hvilket måske fotografen fornemmer
men han ligner en afsluttet forventning
og fumler med sit spejlrefleks-kamera
mens hun sødt rømmer sig
under den gigantiske hatteskygge
faktisk helt usynlig
men dog alligevel yderst interessant
som et stykke tildækket
ukendt verdenshistorie.

Soldæk og kvalt

Jeg vil her i en moden alder
i mit stille sind
spørge mit dengang allestedsværende
ophav om hvorfor jeg skulle iføres
otte halstørklæder
og stå oprejst i en sovepose
på det her soldæk
fordi ja, gud fanden var det da koldt
og mågerne sad helt tavse
stivfrosne og brødflove
men jeg følte det som
en slags omsorgsvoldtægt
og sådan noget er klaustrofobisk
ja, det kan man altså blive kvalt af.

Blendere og bandlyst

Står og kigger
på alle de bøjede trækmennesker
og grødbindere
med sorte plasticposer
plasticposer med ferske fødevarer
på vej langs en rigtig ligeglad solnedgang
på vej mod en uvished
foreløbig efter lyden af opvarmede blendere
og de er indadvendte som fugtigt fyrværkeri
og de er bandlyst
med disse sorte plasticposer
fyldt med ferske fødevarer
som de vil åbne sig for
og spise det med begge ender.

Sandorm og genvej

Min mormor lignede en hel industri
som hun sled på cyklen op ad bakke
på vej ud til stranden.

Jeg cyklede bagved og så hendes røvbalder
movere op og ned som store bløde stempler
umanerligt i deres egen konsistens.

Vi havde skudt genvej sagde hun
med et kløvet åndedræt da vi endelig
nåede stranden og hun hostede fluer op.

Draperet med tuc og ananassodavand
sad jeg i sandet og betragtede hendes
faunaagtige konturer med vandet bagved.

Ude i vandet så jeg spor af en sandorm
på tværs af den bølgede sandbund
og det gav et øjebliks hvidhed i forstanden.

Florida og pantere

Dele af min bevidsthed
har såmænd været i Florida
hvilket lyder mærkeligt
og lidt usammenhængende
men jeg kan sådan ligesom
trække nogle tanker frem
i næsten rene naturtro
dagbogsformer
som om jeg jeg har været der fysisk
og erindringerne står soleklart
som store skinnende oplevelsesflader
af grønhed og blålig synskhed
indsæbet i velhavende idyl
samt en masse sorte pantere.

Så er der disse bekendte

Så er der disse bekendte
som ens forfængelighed mener man ikke kan være bekendt
men som alligevel er hægtet på ens tilværelse
som en slags livets vagabonder
meget skæve eller mindre skæve
i for store støvler, trævlede frakkeærmer
og overkulørte cykelhjelme
altid på vej frem eller tilbage
i deres egenskab af enten kærlighed
eller total utilregnelighed
brisant svævende eller jordfræsende
og tit noget med noget seksuelt gnæggen
eller liderlige luftkrystaller
der nogengange kan decifreres
mellem skrigene fra forvente børn.

den uforgængelige sindssyge

hvem ånder blidt i brisen
udspændt for noget
rablende tørv
indrammet af muldvarpeøje
aftenskyer der skrider ad helvede til

overrakt et ses snart
pas godt på dig selv
bagudvendt lidenskab
snogefedt i grøften

savner denne amok
frønsens gurglesnak i mit jordbærøre
blodtrykket der broderer luften
den uforgængelige sindssyge

der findes en knirkende sandhed
jeg tager bad i skrammel
lader det blære frem
du trækker i stedet lyserødt tyggegummi
ud af abrahams skød

sjælens indfaldsveje

digtet starter med overspring i sinde

nulpunkt bevægelse ansigt

bord stol hals vejr smil

flirten sukkerkold rejsning

gulvskrubtudsen

udvikler sig lynhurtigt

refleksionslyset i stigning og fald

svedperlende ursump i sit aldrig afstående

forhold til sjælens indfaldsveje

fine tidslommer

betagende tavsheder

i et still-billede af tandkød

initiativrigdommen pansat

latter

denne kolde frække klud i ansigtet

bomuldsharpe og spytkitler

hvad nu

hvorledes

det er dét ansigts sublime sol

sugende i overlysets forryktheder

mens smagen af vand bliver til vin

hvordan

således

nu

Legekammeraten

Han kommer løbende i mod mig
henad villavejens lange skygger
det ligner at han græder og ler på samme tid
hans læber ligner sarte bløderål
ud af hans røv er der et udstødningsrør
i hans næver friskplukkede brombær
han er sådan en køn dreng.

Barndomshjemmet nu

I forbindelse med livet
trædes der indover dørtærsklen
kniber øjnene i over noget kendt ukendt
en gammel pubertetsfornemmelse igangsættes
her har min voksendom ingen gennemslagskraft.

Stuen er fyldt med hende
og grænseoverskridelsernes venligheder
urefleksionen synes evig
jeg er atonalt misforstået
sprængt ind i væggen
til roulader af fortid.

Diabolsk kan du elskes

Diabolsk kan du elskes
ud af måneskinnets silkepapir
forærer nattestiv kyssecreationer
englefodet millionplantet
med et sikkert smil
landskabeligt aftegnet nærhed
og afvisende over for klynkeærter.

Slumrende sødt vanvid i skred
færgeforliebt sanddøv
udelukker dybere diskussioner
opad i rokokkolyset skæv og blid
septemberregistrede kvinde
fra fad, olier og brystbuketter
afventende sin hud tangforløst.

Karakterbrist (slendrian chokshow)

Dagens omhu i sammentrampningen
på indersiden af osteklokken
gør et meget tykt indtryk
mens nervesystemet kælver
og afgiver denne kulsyrefornemmelse
i og omkring mellemgulvet
fordi en karakterbrist er udvist
efter et kontroltab som mest af alt
ligner en spattet hest
fuldstændigt skredet ud
med en bevidsthed, handlemønster
og et tankesæt så bælgøjet meningsløst
så meget båret op på snot
i mellemforstandens idiotiske kanaler
at det virkelig kræver en revision
og en vilje som ikke er til at bide skeer med
hvis en alletiders gurglebasse med amøbehik
eller en notorisk løgnerforsødet næsebjammer
helst skal undgås fremover.

aalborg

nærmere ir

se

befamle

besvime

næste regnbyge

belagt tale

ja spyt

samling toner

modsat hørerør

smil krydsning

hud

anordning

rumklang

råger

iagttaget

mad fordøjelse åh snup sans

inderligt

omkring

alkohol

udvalgt

stadig nuværende

æteren udrullende

Fossileret

I sækkegang

med fragtmentforskydningen

side om side

tør måske nok snart indrømme

overleveret dum

og nedringet

klippet ned af en rusten rævesaks

slørhaletanker

dets tungesmæld i hjernekarene

men fossileret

igangsat lidenskab bagude

munden grødtyk af bye bye

hvad gavner indrømmelser

når de ligner svedne sandkorn

i et udrindende timeglas

Ved foden af Matterhorn

Da drejer dette modeljernbaneland
af flader og bjerge med solfald
duft af fremmed vækst
i den tænkte stund kogle gnejs
en beundring, en tørst, en svedetur
på så meget opslået natur
gavmild over for sine morgenofre
i bjælkebyer uden biler
forøget turistvirksomhed
pukleriet over at nå over trægrænsen
flirten med styrtet
helikoptere i svæverummet
mens solen forsvinder bag bjergets kulde
som skider på de afdøde helte
en stjernenat af sjælden format
vugger gennem tiden og øjnene
til lyden af tændt varmeapparat.

Det er her det sker

Det er lige nøjagtig her det sker
såsom udspilede dødsfødsler
vakkelvorne røvsvingere
med for meget mavesyre
og alarmerende høje fedtprocenter
under himlens neutralitet
tattoverede superpsykopater
i øredøvende kaudervælsk
for nedringede bilruder
en maskespændt sommer
fyldt med fup og fiduser
totalt overbeskrevet
uden at have efterladt én erfaring
til videre udvikling
og der er kun disse åndedræt
som ufokuseret og hovedløst
bruger løs af energien
mens universet afkøles
mod sin varmedød.

I en glorie af glæde

I en glorie af glæde
begynder jeg så småt at blive klarsynet
og ja, næsten fortrøstningsfuld.
Verden har heldigvis altid været af lave
til hver en tid - intet nyt i det
og med det som stillads
bygger menneskesjælen sin bolig
på denne ufravigelige
desperationens sikre grund.

Indsovningsfasen

Således mørkets åndedræt
igennem et tilrøget lungevæv.
Således at snappe efter søvnen
mens de sidste tanker
sejler bort på døgnskyer.

Før søvnens helium
sker der en lille ilning i tungeroden.

Fader Baby

Verden virker uden for rækkevidde
måske ligefrem et falsk vakuum
når Fader Baby trækker sin mystiske pik
op af en potentialbrønd
og smiler inflatorisk.

Når jeg ser Fader Baby
samles der en mængde urslim
dybt nede i min hals
og mine øjne begynder at rulle
som en ikonvalse
inde i en enarmet tyveknægt.

Fader Babys nakkehår blæses op
af en stor fed domsbasun
hvilket har stået på længe
men han har for sjov
sat den kosmiske film
til at køre baglæns.

Lavthængende skyer

Vi bliver enige om
med en vis rungen i hovedet
eller måske ligefrem viis
at vi er udprægede landdyr
at vi trives bedst ovenvande

oh og hvilken sammenbidt inklination
med hovedet på skakke
henover en smattet overflade
nedenunder et udbrudsklart
ophængt hav:

skulle der være noget bedre i vente
bliver der højlydt snøftet
med et plirrende melankolsk udtryk
eller skal mentaliteten
lige have et trykseksten mere?

disse elastikforstæder

der er en tingsverden
som er så gennemført røvsyg
den er klynget op omme i dit baghoved
og den vil gang på gang
komme med sit depressive refreshment
i al sin stationære hårdnakkethed
disse elastikforstæder
disse gulstensbrokker
disse tildelte indhegninger
hvor stropliv af dinglende bagudrettethed
hele tiden taber certifikatet
til den originale frie vilje
hvor vandmandsforliebte hankøn
smuggræder i vognmørket
mens de taber udemærket værktøj
og bliver meget bange
og fejlmedicineret
i sådan en grad
at de hænger sig
i barnebarnets gynge.

mortale grinebiddere

jeg bevæger mig stakåndet
op ad en slags forbudt hønsestige
med forøget sædproduktion
og en ræv bag øret
jeg træder ind på et lille værelse
efter telefonisk aftale
hun sidder der skælmsk
med benene trukket op under sig
hun flasher pludselig sine bryster
ledsaget af en gungrende latter
mens nøgne fyre dukker frem
fra dybe klædeskabe
fra bag gardiner
og fra tilstødende lokaler
ligeledes skraldgrinende
jeg går i sort
i det jeg tager den bagover
ned ad hønsestigen

midt i menigheden

jeg sidder og ligner et pausevæsen
inde i kirken
præsten står oppe på prædikestolen
akustikken er helt ad helvede til
så det lyder mest som om
at han taler i tunger
min mormor udløser et hosteanfald
så hendes overmundsprotese
lander på persianerpelsen
orglet gir sig til at bruse baglæns
mens samtlige gamle fra menigheden
bulldozer sig op til nadverbuffeten
med glasklare øjne

jeg vil IKKE have den tidsdunstende onkel

jeg vil IKKE have den tidsdunstende onkel
siddende ved siden af mig
med stryhns dødsbriller og longhorn
udvalsende navleuld nakkeost
og konverserende hovmod
som om hans maniske felthistorier
sprængt blindtarm
samt tilfældige fisseudfyldninger
skulle rykke noget
inde i mine åbne kernehaller
hvor der iøvrigt sidder et helt kor
af mudderkvinder med taktfaste pudderkvaster
formanende stimer af ordfisk
og lurende slagtilfælde
som en afmærkning på
at livet nu og her er opgivet

stilleben 1992

der samler sig et billede:
sejlende døgnskyer
henover et kolonihavehus
et ben med bristet strømpekant
og et lille øjeblik med synkebevægelser
rustent møllehjul begravet i mælkebøtter
overfor en rar bøssekarl i rullestol
som i sin kødsødme
og vanvittige sirlighed
markerer sin verdensorden:
græskanter klippet med frisørsaks
svage fresiamønstre i perlegrusset
og en klaphat der med vilje
er smidt i grillgløderne

dette lille pæne barn smukt syngende

dette lille pæne barn smukt syngende
foran et ansigts slidgigt
visner som en buket melankoli
på de grædende øjnes banegård
hvor afvisninger og afstande
sætter sig som kvalme
og hvor en ansigtsdrejning
er nok til en øjeblikkelig depression

dette lille pæne barn ser gråheden
trods forårets løftesol
til lyde og syn af noget kendt ukendt
reflekterende i nedgangsglas
over den monomane reklameslugt
og mærker tydeligere end nogensinde
trangen til at blive elsket
eller bare holdt om

dirrende i dumhed

dirrende i dumhed
du retter blikket ind mod ingenting
møder habitusen fagtløs
læner dig fnysende tilbage
i dine skrabede tildelinger
og føler signalerne
fra forstanden omsonst

iscenesættelsen på frihjul
dette sindelag kryber afsted
med løftemekanismen rustet fast
mens der spruttes hysterisk
over fodlænkens jernæble
dette er debile svømmetag
i dynerummets dejhed

nåh nåh så dét er sommer

nåh nåh så dét er sommer
javel ja der kan man bare se
og du er sådan skåret lidt dristigt op
henover kålmarkens riller
med en forsvindende hyggelig fims
oppe under rosetten
du giver mig lågblinket
jeg giver dig standhaftighed
en stille stat
ikke forstået

men skidt pyt
vi har dette for øje
bevidsthedens kalejdoskopmønster
mimende i målløs trafik
et for mig pludseligt jag i testiklerne
sådan at efterlade en lille jernsmag
og efterkomme et muligt samvær
selvom vi sveder
over disse sætstykker
fra de afstandsskabende processer

professor åndsforsnosket i rotation

professor åndsforsnosket i rotation
og spin henover smat
glappende i skabelsesforventning
vejet og fundet for tung
hvorfor eller derfor
at bryde sammen
i gavmildt affald

så vanvittig og sygelig intelligent
at have ører for sædens ekko
ved et syreblåt overbeskrevet hav
indvending spiralforståelse
uden sammenhæng
bare utilregnelig
med anmodninger
om overbærenhed

der kommer en dag
hvor pisset i dine stålgummiører
flyder ned på dine skuldre
for at flyde i saltkarrene
itudende snøbeldyr
i ét øjeblik situationsbevidst
andre gange bare
spøgelsesagtig.

Fire gamle skolekammerater

Endelig mødtes de igen,
disse fire gamle skolekammerater
og de sad udendørs ved borde og stole
på Café Kirsebærtræet
i alt for lækkert tøj
og bimlende høj stemning.

Som timerne gik
gik det mere og mere op for dem
hvor meget de egentlig
havde udviklet sig fra hinanden
siden dengang i skolen
og imens dryssede kirsebærtræet.

Nervedrengens hjemkomst

Han er kommet hjem, nervedrengen
og han sidder og æder neglerødder
foran en faustgrå skabning
der skærer frikadeller ud
med en gaffel.
Nervedrengen kigger på skabningens hals
som laver synkebevægelser
hvilket for dens milimeterhud
til at bevæge sig voldsomt
men på en eller anden måde
også kontrolleret.
"Er du slet ikke interesseret i at høre
hvordan det går?" spørger den faustgrå skabning
mens et farveløst chok går gennem stuen
og resulterer i et lille klik
henne ved de lukkede persienner.
Nervedrengen samler sig sammen
og begynder at konstruere velmenende sætninger
inde i sprogcentret
men ud fra munden kommer der kun
et nasalt rustent tut.

Diing!

De bøjede lyde fra avantgardedimser
pumpegisper og tuder
som underudviklede dyr.
Himlen er et udhulet sakrofag
- en pestilens af digitalt utopia
der flyder ud som et non-objekt.
Modstanderen åbner bogen
under disse trykbølger
og lader sig oplyse
som et sexløst æsel
i denne post-non-apokalyptiske æra.

At være materie er ok

At være materie er ok
men når træværket rejser sig
i fugt og går
så savner man taknemmeligheden
over at være kulisseomkranset
og sårbarheden
bliver da til at føle på
som små pindsvinekløer
i en kompostbunke.

Hun hed Inger

Hun hed Inger
hun var min mormor
og var fra himlen nedsteget
som den mest kærlige klode
der meget snart fandt sin rotationsakse
rundt om min lyserøde krop
når den ikke lige lå
i en eksotisk frugtkasse
foret med vat og bomuld.

Demoralisering

Månens ansigtsløse bagside
kom frem den aften
da hestevæsenet
i sit lastefulde begær
brød ind med væltebly
og udækkede mortalfunktioner
til ære for anatomiske dig
du uforstandens bestandige gudinde
i færd med faldets plage
ned mod et særligt sløjt plump
og et trapezmørke
hvor tabte børn
blev lagt på ormekatapulter
som en slags straf
for deres indbyggede tavse viden
og forudsigelighed
bl.a.

Forårsfrustreret

Indikér
forudsig udfald
mæsk dig i forår
i drastiske drøn
hvilke drøn?
du ved
nej slet ikke
jo sugende spadestik
spastikker
nærmer sig komisk
tætheden af stoffet
fyr den af
ja jo
du ér jo opstået
og fuglene
de røber ikke andet
end dem selv
jamen?
ingen jamen
for guds skyld da.

Nakkedraget

Fik sådan et banebrydende nakkedrag
så munden afgav en falsk ingefærsmag
men det var tiltrængt
og en bragende fornemmelse
for egoismens flænserstilhed
at nu kunne marvpiben få en anden lyd
forstå det hvem der kan
men altså
det er dette nye fundamentale brus
som sprudlende doserer hjernen
og sprænger hverdagen op
i nye terner og kerner
nu meget mere gelassen
i sin daglige trang til accept.

Angstens fedme

At føle sig beigefarvet
og påduttet
ud i en vidtrækkende meningsløshed
hvor dødsvisheden skal overvindes
med rædslens halssnøre
at grine kunstigt
og græde ægte
i opvågningens buede plask
denne satans anelsesfuldhed
opløftet i angstens fedme
over hvad der skal ske
som sidder umælende
i halsen.

Katten

Der ligger en kat
på sofaens olmerdug
i solen. Den er i tvivl.
Stuen er mennesketom
men fra fjernsynet
flyder letbenet underholdning.

Ham

Han banker en ny cigaret frem
og tænder med afmålt ro.
Så puster han ud og sænker skuldrene
mens han med fødderne
skubber en omvendt spand
henunder løkken.

Bekendelsen

Tilkaster dig dette spiselige legeme
frk. samlejeske med ekstralæber
for dit ansigtsløse krav
selvom du ikke ved det
og sukker selvsikkert.

Lukker munden om din knæskal
skvalpende med afbrudt intellekt
for derved ikke at kunne se
hverken for- eller bagsiden
på medaljerner mellem os.

Blandt folk

At møde op
at stemple ind
at fylde menneskerummet ud
med sin mikroskopiske meningsløshed
og trykke på overfølsomhedens byld
bænket sammen
eller stablet sammen
måske ovenikøbet sat i bås
alt efter den aktuelle fornemmelse
udsprunget fra enten pandens
eller nakkens bevidsthed
markeret med både før-glæde
glæde og efter-glæde.

Vil dette?

Vil en enhjørning naglet fast
til noget ueventyrligt
en dag komme ud af mørket
til de nøgne facts
af skalkagtig romantik?

Vil en interessant kløe
af tabte tider
briste gennem knoerne
til en medium latter
over en dårlig samvittighed
med prikkerne bortvendt?

Vil et guddommeligt partikel
brage gennem kraniet
som spidsen af en bøn
hvorpå at udstemple sig selv
som en rædsel større end alt?

Vil et menneske fortvivlet
og muligvis dum
gå sin nærværende aftentur
under et knugende vakuum
for at få plukket sine ører
som torskemunde?

Kerteminde

Hærskaren af stilhed
omkring Johannes Larsens museum
gør sig hele tiden mulig bag sovende cement.
Folk render rundt med masker
med tonesporsillustrationer
kærlige og imødekommende.
Butikkerne knitrer deres lille respit
mens de pludrer feriebestemt
og cellofanagtigt.
Storebælt ligger doven og dvask
mere tilstrækkelig end det selv aner
i sin egenskab af farveskift.
Sommerstøvet kaster net i lyset
og lille Amanda overleverer sig selv
ufortrødent i sin ensomhed af sten.

mor

spasme ved siden af rødstensvillaen
hårets elektricitet der skruer sig op
tandaftryk på en hjørnemursten
den gode gamle joke om at æde sin arv
blodets kimen over velkendte profetier
trappen op til døren sitrende
fire fem mursejlere i styrtdyk som et blodtal
her er løbet meget vand gennem åen
en tvang over nakken til at bøje sig
halsen der synker en ekstra gang
hjernens bløddele der former ordet
mor

Bolero

Vi blænder op for den lille forbudte støvleso
og den toptunede lyserøde ulv
som begge to kaster konfetti ud på sagesløse
fra en flot balkon.
Ud fra en brændende busk oh lala
spadserer den æggende ukendte bæver i tyl
mens menigheden strækker armene i vejret.
Et kloakdæksel slår midnatsslag
og en stakåndet ræv prøver forgæves
at komme ud af sin kunstige hypnose
udført af liderlige høns.
Glideturen gennem frelserspyttet
knæsættes af den styrketrænede struds
der med sin svedløse kølighed
opsnapper stemningen.
Længere henne bag nogle fede kålstokke
finder vi den skødesløse letpåklædte hobbyhingst
som vrinskende får lakeret sine hove.
På en udskydningsrampe ligger en barberet malkeko
og i en opsats af blå kartofler
denne fidusmager af et vildsvin som syngende
blotter sin funktionelle forrådnelse.
Vi når ned til enden af den blinde vej
hvor katten i pyjamas blander sine spillekort
mens pornografiske mus gnaver i en blød mur
men så braser hændelsesbegrebet sammen.

Jord

Kan presses ind
som en foranstaltning
af natyrnydelse
derinde på mig
en sammenhæng
et undfangelsens smil
bag ruder i solnedgang
min jordånde
farer til forstanden.

Spring

Tanken opløses
til lyden af æg
i nedløbsrøret

musikken
starter sin
flyvemaskine

dimensionerne
tabes lykkeligt
i flydende overgang

griner i sæden
af udsprunget nutid
selvlysende

forår.

Dørklokken

Dørklokken gungrer i ørene
som en klangfuld ørentvist

jeg skal til at reagere
men stivner i stuen

stikker pegefingeren i munden
med et minihvin
henne i childrens corner

dørklokken

dørklokken
den fordømte mekanisme

jeg famler mig frem
til mere dumhed

der er ingen hjemme der.

Det grusomme hus

Du nærmer dig det grusomme hus
hvor en særlig stemning hersker
og hvor et ræb af tortur
vælter ud af de åbne vinduer.

Du tiltrækkes af et magnetfelt
inde fra husets smalleste rum
hvor dunsten af død er stram
og hvor en omvendt støvsuger
blæser døde fostre ud i stimer.

Du styrter om på gulvet gispende
og kommer til at indhalere
et perverteret udflod
fra den værste skuffe.

En dampfløjte lyder.
Et ukendt hvæs forlader bronchierne.
Din hjerne eksploderer sammen med huset.

Du vågner skrigende op
med en svovlgul smag i munden
og en mærkelig rodkløe
af at være en voksen mand.

Ved pølsevognen

Se, der står han ved pølsevognen
i sin gedigne tilstedeværelse
kulisseomkranset af papmachébyen.

Han har naturligvis blåt kansastøj på
og adamsæblet kryber frem og tilbage
ligesom opladet, når han synker
hot dogs og cocio.

Det er henover middag, hvilket
kan mærkes på det karakteristiske tryk
og sveden der løber langs
med buksebændlerne.

Satyr al dente

Lille dame, jeg henkaster disse skrubtudser
bundet sammen i hormonbundter
hen i krogen mens bukseknapperne
siger doiing og drejer sylten
ind for at konfigurere med din
forhåbentlige ja-sjæl
hvis kølvandsstribe
er til stor jubel
for min åndelige
erotiske underkværn.

En menneskekonstatering

Der opstår gammelt jern
inde i øregangene
overfor menneskehedens syden.

Får jeg noget ud af livet
eller er jeg vokset ind i rust?

Tja, efterhånden er der udviklet
et ionsyn.

Jeg har et titinusagtigt klarsyn
selvom jeg også er en tikkende
søvnbevidsthed.

Det behøver ikke være sådan.
Det kan være et forkert blodtryk.

Forstaden

Forstaden med sin kvalmske
nærmest kemiske belysning.
Perforeringen af indeklemte lyde
i boligblokke slået fejl i jammerlighed.
Indkøbscentre og vejnet
i karkludsgrå snoninger maser sig ind
i hjerneplatauet.
En fyr med frysemund af obskur herkomst
sopper rundt i laboratorievand.
Den rå fastholdelse af pligten
til at æde discountføde -
slugerhullet midt i det formørkede ansigt.
Forstaden i grædende fosterstilling
som fuldgyldig understregning
af tingenes tilstedeværelse.

Lidenskabskontrol

Hans ivrige hænder har krammet på blomster og chokolade. Lige sådan. Hans øjne ligner stjernedæksler. Ind imellem sparker han til en snakkende ost. På hans vej frem mod målet. Hun er derhenne et sted. Hun er vejrbidt på en elskelig måde. Han står over for hende og ligner pludselig miskmask. Hun udsuger hans kranium nærmere hvidheden. Han får lidt fødselsabsencer. Og hun noterer hans overskydende hjerteslag.

Sommerfatamorgana

Jeg bilder mig kaktusbrølet ind
mens nogen holder om min krop
og tvangsmalker mig
midt i et sommerfatamorgana.

Vældige hvide sælhund
kravler humpende til bekendelse
med en god portion krokodillefedme.

Det hele er så ufatteligt
i denne sammensnørede tidsalder
og min skabelonkrop
står overfor udslettelse
eller et hånligt samleje.

Deklamation

Så kommer han valsende der
dette ordflomme kassemenneske
og begynder at deklamere i stimer.

En flok trækmennesker kom
netop i dén anledning
med spytskyer rundt om ansigtet.

Hvad der derefter sker inde i hjernerne
af voblende sammenstød
eller små empireskårne tilpasheder
er ikke til at vide.

Fremtidsklar

Røven er betraget
i en bue bagud
midt under et anfald
af funktionel sødsuppe
tilrettelagt
og iscenesat
af en ny generations
luksusdukker
der knepper
som et festfyrværkeri.

Indadvendt selvfed

Vi ser hende indadvendt selvfed
grinende guldrødt
som en svimlende kropdue
blandt opsnørede himmellegemer
mens erektionskernerne omrystes
blandt moderne mænds
parfumerede blidhed.

Vi ser hende gumle på et stykke himmel
alene i parringsform
som en udisciplineret fødemaskine
i solen med ryggen opad mørkets klarhed
kaste sig i sommerstøvet
med en ensomhed
af solidt materiale.

Meningens intervaller

Fejer de arytmiske metronomer af bordet
fandeme om vi gider dét mere.
Bagefter tager vi uventet tøjet af
og tværer hinandens detaljer ud
som de flademennesker vi er.

Skælver anonymt over usammenhængen
men vi er sgu to om at være i bevægelse.
Meningen har det med at komme
i intervaller ifølge mange forstande
som kværner stramt i seletøjet.

Rumfanget

Det er i denne krop hun i tusindfold
altid vil være i gentagelsen
i et rum der er matematisk afrejst.

Det er her jeg i rød grønhed
genkender reaktionen nul
mens jeg står udenfor
under vandtæppet.

I entreen

Det sner ikke udenfor
det brød løs ude i entreen
hvor en alvorstung pige
skruede ned for sit hjerte
til den ældgamle lyd
af støvler.

Kældermennesket

Det hænder at han
sidder fast nede i kælderen

der er ingen særlig forklaring
selvom det kan tage mange timer

ovenpå er det noget med
at mumle med hånden under hagen

han står i værkstedet
en hammer står stille i luften

en hånd klør sig i nakken
for bagefter at klø sig i øjnene

straks efter hænger alle
løse genstande stift i luften

hvorfor kommer han ikke
bare op og er lidt social?

Ved skumringen

Vi kan ikke blive enige om dagens udfald
vældigt famlende i den polerede harmoni.
Vi er lige ved at gå galt af hinanden
men retter fint ind ved at ligne små eksplosioner
spillet bagfra.

Mens vi når frem til noget genkendelighed
er landskabet med de små huse helt stille.
Vi fletter vores hænder i nydelig tosomhed
mens vi smilende overgiver os til døgnets
bestandige frem- og tilbagehældning.

Sindssyg glad

Hun er sindssyg glad nu
ja, hun har aldrig følt tilværelsen
mere imødekommende
mere metallisk ufravigelig
ja, selv hatten skinner
og alt dette skyldes et nyt hip psykofarmaka -
så nu vælter enkelthedsrigdommene frem
forcerende overfølsomhedens byld
i honninghjul at optrække
disse mølædte hjernebaner
undertiden bare et blitzende abesyn
a cheating american style
som et lykkepulver i smarte startpistoler
ja, hun fægter med armene i slowmotion
nonverbalt ytrende som en sidelæns eksistens
mere knitrende i ny sanselighed
som en syntetisk prikken
men hun er sindssyg glad nu.

Sex

Prøv dog lige at få lidt tjek
på den der stinkende søvnløshed
og din almen menneskelighed
som pornografisk hober sig op
mens du pudser dit sexemblem
i en lille verden af afrevne
slimede underbukser
og præservativer
der gerne vil rubriceres
som røgelse og myrra.

Din UFO

Du sidder i en UFO
men kan zoome ind
på huset under dig.

Du ser to kroppe
som understreger
et afsluttet samleje.

Vinden er af husblas
lidt lissom dit hormon
som er hvilende.

Du vender din UFO
for at finde en kilde
så din mund kan skylles
for flovhed.

Ingen taler om det

Ingen taler om det
men der er altså nogen
som under kunstig hypnose
kortlægger smukke kvinder
fra brøndækslers lurerøjne.

Der er tale om bagsider
man bedst kan oversætte
som gaspende skakte
hvor brystsyge elementer
fejrer indbildte sextriumfer
i sivende ajle.

Balladen om lille mor

Lille mor kommer frem her
med en lille pose tarme
og sindrige heksenøgler.

Hun taber i tid
men prøver at etablere
en kontakt til det nærværende.

Mange ting er slet ikke
forbundet til opfattelsen
og lille mor hænger slagmalerierne
på hovedet simpelthen.

Hun har drømme
som hun oplever i seende
bevidstløshed uden at blinke.

Lille mor er en base
for raslende aber og ormegumlere
i en udstrækning du vil gyse over.

Når mor bare gnulrer
sin absurde melankoli
er det for at få familietavshedens
ømme æg på afstand.

Banelegemet

Barnets våde legemsform
ind i elektriciteten
kigger på godsvogne
med hænderne begravet
i lommerne under et påbud
af ren og skær naturnydelse

eller naturnydelse
er måske så meget sagt
snarere en svælgen i ukendt kølighed
i et forudbestemt miljø
af jern og ukrudt
og genkendt realia.

Holder legemet i bro
i affekt over et forbikørende
rangerlokomotiv som er
yderst troværdig for sammenhængen
men som hurtigt glemmes
i en knold surhed kiggende
op på himlen og dens regnbyger.

Ved vindueskarmen

Jeg er helt nede på knæ
bidende i vindueskarmen

tør jeg rulle rullegardinet op?

Halsen er fuld af fluer
men adamsæblet maser sig frem
opladet

så nu griner jeg hult
af mit downbeat.

Nu er rullegardinet oppe
hvorfra skaberens lys bølger ind

ja

dette kontaktbrag
gør dejligt ondt lige hvor det skal

men jeg overvejer om jeg har eksem
visse steder inde i hjernen.

Jeg når lige at nyde solnedgangen
tidsbefriet før mørket atter drukner mig.

Jeg drømmer

Jeg drømmer, at jeg løber hen til en lille familie for at
fortælle dem de har nogle firkanter tilovers. Jeg drømmer,
at jeg løber hen til en lille familie, for at fortælle dem
de er statistisk arvebiologiske.

Der opstår et lille rum
af frugtkonkrethed.

Jeg drømmer, at jeg foretager mig nogle sugende spadestik
med dennne lille familie, mens vi langsomt eksploderer i
spænding. Jeg drømmer, at jeg vågner fra en drøm med
et kastemærke i panden bøjet i galgeform af bevidstheden.

Der går hun igen

Der går hun igen
som en dømt mekanisme
rimelig træt af væskeophobninger
næbbede kunstfugle
og byger af plastichagl.

Hun er så smuk
at hun kan kløve et åndedræt
samt forsegle ens pulsslag.

Ja, jeg er en forloren skriver
der indrømmer alt mit fake
for slet ikke at tale om mine
mellempumpede talehvaler.

Der går hun igen
blandt væltede tronstole
i sin total vanvittige skønhed
langs fløjtende husansigter.

Jeg drømmer mig helt ind
i kernen af drømmen
hvor vi er på sightseeing
med nylimede hænder.

Den gyldne medusa

Vi sad ellers lige
og var så gudsvelsignede morgengrimme,
sådan klar til en ny billig emaljedag
men fandeme om du så ikke
bliver til en stor gylden medusa
som med ét sluger min
underskudskrop der skriger indad.

halvliderlig

halvliderlig i rummet pulser lysets bævren

og mørket slipper gavmildt affald

løftet en anelse bevidstløs hvislende

et ryk dølgende gennem madrassen projektion

det gynger umærkeligt og kønsmunden

spidses påfrister glubsk i vågnefasen

om anslået fræk varme spyt og rytme

det skuldrende spil sprænges ind i væggen

øjets jernæble slår op tænder tændes

syreblåt gnistrer hypofysen ud et skuespil

glidende lysafsnit mod trangens spændvidde

kirtlernes omrulninger som kugler en

irfarvet himmel begærets klichéagtige flod

løfter alt klukkende naturens pumpelyd

i måneskin et svæverum for to

månen

månen

månen?

ja månen
denne saftregulerende
blege gentleman

den skal til at stå op

månen

månen bobler op
langt derude i horisonten
bag enhver tænkelig hensynslinie

månen er fuld

og folk fabulerer
med sygdomsforestillinger
hængende uden på tøjet

månen er egentlig afdød

månen

den skal til at gå ned

en kvinde ligger
på en parkbænk
med indbildt svangerskab

Gadeliv

Så kan man spørge om det giver
noget på godt dansk eller
om den symbolske karakter gives
ved dørene som det at solidarisere
sig med skyerne omkring den nøgne isse
af denne trampen
man glider ind i strømmen
(eller ud) med hårets tryghed
hvorimod stævnemødet ikke matcher
hormonernes musik helt klart eller
være pissetræt af betingelserne
som når hullet i andemaden lukker
sig og så ligne en idiot ved sekstentiden
langsom med tilbageholdt
latteranfald indenfor rammerne
eller selvfølgelig er døden
en kusse med knivskarpe hugtænder
og pludselig stopper folk op i
uopslidelig komik
sådan at lytte intenst
efter noget lydløst
eller der bare huskes noget ild
i drømmen om elementære livsudtryk
og fornemmelsen sidder i panden
bag mindet om mindet om hvem du er
hypnotiseret af luderens halvstramme
passage på stueplan men
fortryllelsen er spoleret.

Visse dage, visse nætter

Så længe solen gider mønstre sine brændselsreserver
har vi et kredsløb kørende
og dermed nat og dag
én gang i døgnet.

Det er triviel viden
som straks går ind
og påvirker indersiden
af dine øjenlåg.
Du keder dig.

Men jeg vil gerne understrege
visse dage
der tilbringes nærmest eksplosivt
med en eksistensvolumen så kraftig
at den føles som et spark i røven
og derved tårer i øjnene.

Og visse nætter
som kommer rumlende
i deres tavse karakter
og noglegange voksende i betydning
med afsmag af enten koma, jalousi
eller obskøn afvigelse.

Bersærk

Kommer ud fra kernemørket
skåret op i bevægelsen
forbi brændende aber
og tilintetgjorte duer.

Gennemborer luften med skrig
muteret i pis og byopkast
under en rådden tumult
af brune sækkeløb.

Sparker et tøjret skrydende æsel
gået itu som et omstillingsbord
midt i mælkehvide øjenbedrag
og lægeordineret dobbeltsyn.

Under byen

I frosten under solen
under byen
under ophørsudsalget
under slagtilfældet
under overfladen
kvases de forbigående
før de får set sig om
før de impulsforflytter
før en mund får sagt noget velkendt
før en reaktion stadfæstes
hvorfra en bøvs fra polypcaféen lugtes
under overfladen
og jævner sig selv ud
ind under byen
ind mellem samstemte lugte
og ind i trygge lag
og under dem liggesår
beigefarvet hynkemarie
og under dette
urslim.

hun

hun falder i fingerstrøg
i verden elastisk
ugennemsnitlig
indtagende

i drømmelyst
pulserer en musik
udflodende
orgastiske åsyn

hun sletter dødsvisheden
i total afslappelse
vitalitetsflimrende
rosafarvet teknik

I alting

Langsomt lukker jeg sammen
svedens respit udkrænget sort bagover
og så tænker jeg på ALT
intet mindre end ALT
bølgende tandkød
tentativt sammenbidt
med fyrværkeri i kraniet
udspyder små kloder
med så mange beslutningstætte tanker
og latteranfaldet
lige netop
sindssygens bevægelser
men VIL binde altings løse ender sammen
sprogløst i glødende sorthed
solløst styrtbad
løftende glimt
væk.