At være materie er ok
men når træværket rejser sig
i fugt og går
så savner man taknemmeligheden
over at være kulisseomkranset
og sårbarheden
bliver da til at føle på
som små pindsvinekløer
i en kompostbunke.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ååja. Liguster uden at være det.
SvarSlet