dette lille pæne barn smukt syngende

dette lille pæne barn smukt syngende
foran et ansigts slidgigt
visner som en buket melankoli
på de grædende øjnes banegård
hvor afvisninger og afstande
sætter sig som kvalme
og hvor en ansigtsdrejning
er nok til en øjeblikkelig depression

dette lille pæne barn ser gråheden
trods forårets løftesol
til lyde og syn af noget kendt ukendt
reflekterende i nedgangsglas
over den monomane reklameslugt
og mærker tydeligere end nogensinde
trangen til at blive elsket
eller bare holdt om