FANDEMAR

Når man har sat sig ned på den evige stol
og har kastet håndklædet i ringen
mens konturene flyder ud,
så er man FANDEMAR gået i stå
og så er det kraftedeme lige meget
med disse koder ude i universet
eller tempelblomsterne
eller genierne
eller muldyrene
måske svenskerne
for alting er en overgang
og alt er ingenting
fandemar så -
du er skidehamrende hyacintforvent
uden så meget som én eneste human trækning
og du er en syngende morder
der dræber for at overleve,
for at hævne
for at lave om
og nu begynder mine siddesår at pifte med.