Lokalet er en lang tarm, med en serie spots der lyser ned på de trivielle kunstplakater indrammet i glas. Møblementet består af barberfletstole og institutionsborde pyntet med plasticblomster i Bjørn Winblad-vaser. Den faldende lugt af stillestående luft og afsondringerne fra gæsterne giver denne spidse fimsende odeur, som man kan identiticere sig med eller lade være, eventuelt gå. I det ene hjørne sidder en skrubtudse med rullekrave og nipper til sin dovne fadøl, mens han forsøger at opretholde en kunsterisk aura omkring sig. I det modsatte hjørne sidder en overglad struds iført en utjekket skindjakke, spraglede fair-trade halstørklæder og overpermanentet dårligt hår. Hun kan ikke længere udskyde sit forfald. Af de øvrige tilstedeværende kan nævnes et vist antal yngre geder, i lettere alternativt afslappet tøj og nogle ypperlige gazeller med usigelige gode lår i flagrende, ja, nærmest lidt okkulte gevanter vasket i sort kaffe. De sidder alle og venter på denne her sære skabning med tunfiskeansigtet, iført ternet skjorte og benklæder fra Føtex, som er så god til at læse digte op at det efterlader alle med ærefrygtig næsebjammer, rygmarvsdinglen og gåsehud på indersiden af hjernen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar