Vi kan ikke blive enige om dagens udfald
vældigt famlende i den polerede harmoni.
Vi er lige ved at gå galt af hinanden
men retter fint ind ved at ligne små eksplosioner
spillet bagfra.
Mens vi når frem til noget genkendelighed
er landskabet med de små huse helt stille.
Vi fletter vores hænder i nydelig tosomhed
mens vi smilende overgiver os til døgnets
bestandige frem- og tilbagehældning.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar