onsdag den 17. marts 2010

Bolero

Vi blænder op for den lille forbudte støvleso
og den toptunede lyserøde ulv
som begge to kaster konfetti ud på sagesløse
fra en flot balkon.
Ud fra en brændende busk oh lala
spadserer den æggende ukendte bæver i tyl
mens menigheden strækker armene i vejret.
Et kloakdæksel slår midnatsslag
og en stakåndet ræv prøver forgæves
at komme ud af sin kunstige hypnose
udført af liderlige høns.
Glideturen gennem frelserspyttet
knæsættes af den styrketrænede struds
der med sin svedløse kølighed
opsnapper stemningen.
Længere henne bag nogle fede kålstokke
finder vi den skødesløse letpåklædte hobbyhingst
som vrinskende får lakeret sine hove.
På en udskydningsrampe ligger en barberet malkeko
og i en opsats af blå kartofler
denne fidusmager af et vildsvin som syngende
blotter sin funktionelle forrådnelse.
Vi når ned til enden af den blinde vej
hvor katten i pyjamas blander sine spillekort
mens pornografiske mus gnaver i en blød mur
men så braser hændelsesbegrebet sammen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar