Der går hun igen
som en dømt mekanisme
rimelig træt af væskeophobninger
næbbede kunstfugle
og byger af plastichagl.
Hun er så smuk
at hun kan kløve et åndedræt
samt forsegle ens pulsslag.
Ja, jeg er en forloren skriver
der indrømmer alt mit fake
for slet ikke at tale om mine
mellempumpede talehvaler.
Der går hun igen
blandt væltede tronstole
i sin total vanvittige skønhed
langs fløjtende husansigter.
Jeg drømmer mig helt ind
i kernen af drømmen
hvor vi er på sightseeing
med nylimede hænder.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar