Min rejsekammerat

Du er en fin rejsekammerat, som ifører dig diskrete tekstiler der matcher til landskabet, storbyen og de andre destinationer vi nu måtte finde. Du fylder mig med sød hvidvin nede på hvilken som helst flodbred, hvorefter du har hyret den lokale portrætmaler, men jeg kommer altid til at ligne en karikatur. Jeg elsker dig, og den måde du håndterer min rejsegalskab på, dine vigtige oplysninger om det rindende vand og det fremmed køds stafylokokker. Uden dig nåede vi aldrig hjem i ét stykke.

Buster

Sommeren er slut. Buster står og udstøder små lyde ud gennem næsen, og begynder at erkende sandheden om sin tilstand. Støvet fra fejemaskinen sætter sig på hans skosnuder. Ansigtet er wc-blåt, mens han funderer over hvad slutmålet er. Klatøjet og med en fornemmelse af, at have et eller andet oppe bagi, kommer dagen i skred ned ad det morgenlyse Nørregade. Kirketårnet. Brudstykker af tanker. Glas der splintres. En verdenskunst der lynhurtigt vajer henover hans forstand som transparenter. En forstand hvor forbindelsen mellem lillehjerne og storhjerne er en hønsestige.

Hullet

Når jeg igen lader mig forsone af dødeligheden, som et impulsnedslag, hvorfra jeg kan slå en knude på min acceptballon og måske afflimre mine jordiske formodninger, så får jeg lyst til eksperimenter. Nu vil jeg bede Dem om, at forestille Dem et 100-gram lod, der slippes ned i et sort hul. Det vil forsvinde af syne og gå uigenkaldeligt tabt, MEN det vil efterlade et minde om sin fordums eksistens, fordi hullet er blevet en smule større, som følge af at have slugt det. De der minder og de der øjne. Og nu til et andet eksperiment, hvori loddet langsomt sænkes ned i hullet. Det kan foregå ved at fastgøre det til en snor, der vikles af fra en tromle via en trisse. Når den nedadrettede kraft øges, vil loddet udføre mere og mere arbejde på dynamoen. Nå, men det er naturligvis meget fortænkt og totalt urealistisk. Det er muligt, at der til stadighed falder ting nede i sorte huller, men de er aldrig ophængt over trisser. Det gør det bare mere til funktionsdigtning set fra denne begivenhedshorisont.

Højsommer

Prøv dog lige at se det landskab hvor dejligt svært det er at indkredse dets fremspring og ligeledes forståelsen for skabninger det være sig kornmennesker eller talebiller hvilket er vidunderligt hvilket næppe ophæver fortryllelsen selvom jeg døjer med en skyldbevidsthed men jeg har dig ved min side og fugleflokken over os mens jeg krydser din finger i lommen.

Intet som en sommer

Intet som en sommer erfaret før den er på afstand at vide noget om luften og snakke om dråber indtil det bliver noget andet mæt af føljetoner men dog aldrig helt mæt fordi du kan forklare så jeg kan se ordene mellem sand og halsudskæringen igen at være glad mens rodkløen mærkes intenst til dage der er hængt op i virkelige gavmilde farver.

Antageligt fint menneske

Antageligt fint menneske
ses gyldent eller gråt
maskespændt
i tilløb til at ankomme.

Antageligt fint menneske
revner i dialogen
erindringsforskudt
mens pointerne vælter.

Antageligt fint menneske
går i stykker som en ringeklokke
asymmetrisk
af øjeblikkets dødelighed.

Antageligt fint menneske
redder intet i land
kaudervælsk
i parallellinjers mødepunkt
et sted i et uendelige

commercium

afstand ædt

kys

sol aftegninger dum frugtplukkende løberudlagt
genvundet lys gedigen kraftig numse

kys

afstand fordøjet

signalindretning optur smil
intellektets vandighed af strand og væren
kærlighed begær flere farver og spejlblank
ja simpelthen farver bækkenbund og orgasmer

afstand ude af systemet

Forår kapitel 44

Hæsblæsende forår med ordet
optimisme
dinglende i en lille tråd
fra talecentret og ned til munden
med alle kroppens finesser slået ud
hvorfor du fumler
skelende i forliebte behov
en chance gives
en chance tages
på de uanstrengte arealer
skåret lidt dristigt op
midt i krisens bevidsthed
og nikotinforbrydelsens råb om hjælp
så kommer du
så kommer du ud over det hele
noteret er mågerne
springmusene
samt opalium
harmonium -
tandfilmens æteriske støj
som skal fylde hovedet
med lyskugler af fremtid.

Flump

Flump at miste sit ydre kimblad boblende
i en latinsk tankekværn tænderskærende
at hamre bordet til pindebrænde
for forståelsens gennembrud
eller leve i håbet
med alle nedstrygerne
og den store fortænkte sygdom
med dens efterfølgende kølvandstribe
som får blodet til at størkne
mens angsten opruster sig mælkehvidt
og jeg citerer: »i det stille vand er døden,
i bølgerne livet«
hvilket ikke helt forståes
hvilket lige så godt kunne være et principielt frigear
eller en abnorm forstørrelse af ansigtet
fordi det er sådan det er
når depressionen vokser sig til
som den den er
en pladdervoren kravlegård
for et voksent menneske
der førhen kunne bide sig selv i nakken for opdrift.

Fortidens sammenskudsgilde

Bagover, forover tilsynekomst og aet
festlighedens og fatalismens forår:
Gardinerne ruller sig selv ned
vi tror på spøgelser.

På varandaen fremmarch af idyl
nogenlunde troværdig
og håndspålæggelse de forbudte steder.
Lysekronen roterer.

Mundvige trækkes op med familiebånd
i vante folder og formørkelse
men barnet slår det tilbage
med solskin i øjnene.

Ryslinge

Du skærer samtalekunsten ud i franskbrødsskiver
mens et nyt parti ænder
bliver leveret til gadekæret.
Aldrig har jeg dog elsket så elendigt
som på dit mønstrede linoliumsgulv.
Vi korpulerer, javist ja,
men hold nu kæft en afstandtagen.
Jeg ligger i en partikelregn -
det gør man jo faktisk altid
men ikke i akkompagnement af unavngivne fluer
som i dette nu
mens du i din højtryksstilhed
ruller smøger af knastør Bantam-tobak.

Om morgenen

Om morgenen
det gode friske flimmer
og den konkrete musik i alting
som anslår en tone
eller en harmoni
før den foregående er døet hen
om morgenen
omkring små fugle
og deres mangel på åndedræt
bag dugdråbernes skimren
som får mig frem i lyset
i god behold.

Vil du høre noget om dansens lakerede rækkevidde, i betydningen blufærdighedens interesse. For eksempel. Jeg bliver aldrig en danser. Jeg bliver aldrig et fuldbyrdigt medlem af samfundet. Vil du. Der er ting som tipper for mit indre blik.
Du har milde øjne. Nu. (Jeg) er sat i parentes. Nu næsten elsket.

Da det er ligeligt fordelt
sådan rent kønsmæssigt
hvilke overskydende meninger
der skal i hvilken pose
læner jeg mig roligt tilbage.

Nej. Jeg skal stadigvæk ikke danse, ja, jeg skal dårligt nok bevæge mig. Nej. Det der vokser i mørke, er udenfor historisk stilhed. Vil du høre noget. Nej. Jeg skal sådan svede. Det er banalitetens fedme og den opretholder balancen.
Så helt utroligt tæt på at blive elsket. For ingenting.

Anlæg

Det grønne anlæg i byens gamle kerne
fremstår mellem afbarkning og udsmykning.
Spørger man de lokale ud fra den oplevelseskonto
vil svarene nok svæve i vinden. Grundtyper.
Æstetisk bevågenhed blandt Heidelbergmennesket
og Tarzan-typen vil nogen måske sige kan ligge
på et meget lille sted. Pryden er en lille stærkt
fortyndet dosis og den vekselvirker ikke med en
forbipasserende aura. Folk sidder på bænkene
og snakker om sankthansorme og foxterrierer -
stramme foxterrierer som bevidsthedsfænomener.
I dét lys fra de flimrende mosaiktræer tager jeg
hatten af for sjælen og hele den udslagene
opretholdelsesdrift.

Dagen er startet

Dagen er startet, eller er den? Jeg har en sporadisk
fornemmelse af at være omgivet af dagslys
og en absolut vished om at afgøre din huds sukkerprocenter mens vi snakker om du savner et bjerg. Henne i skuffen ligger stadigvæk min personprofil og min polyfoni udarbejdet af et team, som stinker af skrivebordstaktik samt alverdens venlige uforsigtigheder. Digtet skal skrives om det så betyder aflysningen af mere daglige nødvendigheder eller flere sekundmeters brugbar hvid ligevægt. Vi er ansporet af vores absolutte nærmiljøs sammensyninger.

Årsagen

Jeg har kredset om barndommen før
men er nødt til at gøre det igen.
Ny årsag: Der var så meget mere af himlen dengang.

Der var engang hvor jeg havde gået så tungt
at jorden var blevet pløjet op af mine små fødder
og mit hoved var blevet ovalt.
Så tung kunne himlen være.

En anden gang havde jeg hængt under en trækrone
nærmest i et felt af gammel elektricitet
af idag helt glemte årsager.
Jeg tænker måske kedsomhed blandt enebørn.

At man skulle løfte benene når man gik
var en meget almindelig ordre dengang
men jeg havde mine atmosfæriske forstyrrelser.

Mine uvisheder var nærmest stimulerende
og jeg anede ikke at min oplysthed på sigt
ville undergrave min barndom.

Dette dagens ansigt

Dagen er sammensat
af så tykke og glatte klichéer
som øjne og breve.
Heldigvis smutter disse komponenter ud af hånden
som håndsæbe, hvis man gider gribe om dem.
Alt hvad jeg kan negle
er et tænderskærende emblem
som er ude af trit med fysiske faktorer
og der er ikke et svar på dit hvorfor.

Man kan hvad man vil.
Overfor dig tør jeg vise en ordinær glæde.
Når du hvisker ordet 'dynamisk'
under samtlige uldne tæpper,
bliver du klædelig katteagtig.
Jeg får sådan en lyst til at vokse med opgaven
når du annoncerer det kontrafej -
dette dagens ansigt der er ommøbleret.

Skjul

Hele natten kan jeg sidde
og bare fornemme det hele,
som jeg så for sjov
prøver at forstå baglæns
i takt med lejligheden giver sig,
når jeg lukker op for altandøren
så kulden fosser ind.

Hvad hudpigmenteringen angår,
kan jeg sige det drysser af
(sådan ser det ud)
og det er interessant.
Ja, det er sådan et repertoire
jeg vil påstå også
er en del af universets love.

Jeg må nok tilstå,
at jeg er en lykkelig fange
af incitamentet, selvom det også
kan få mig hylet ud
til tankerne "Mon jeg
i mit lille firkantede skjul,
kan få morgendagen til at savne mig?"

De østrigske kamelspurve

Dem der lever godt, lever stille.

Barok må himlen være
hvilket de østrigske kamelspurve
tager for givet.

De har gang i festspillene
ved en udeltagende søbred.
Ligefrem at inddrage den
italienske renæssance,
er nok lige, at gør for meget
væsen ud af det.
De er ligeglade.

Kamelspurve er bygget
på et græsk ord for strudse,
men uanset hvilket produkt,
om det så er ud fra et
hukommelsestab,
så har de en funktion
og er betjent af deres
hensigter. Livet er så meget
mere udover det menneskelige
mørke.

Tæppet går op

Tæppet går op, og tæppet går ned igen
men derimellem titter hr. og fru. Granberg frem,
som begge i den kolde morgen har en fornemmelse af,
at hverken de eller verden er til.
Men det er de selvfølgelig,
og mens de iscenesatte lyde fra byen
trænger ind til dem,
væbner deres hjerner sig
til den uundgåelige konfrontation:
denne tilsyneladende knivskarpe fornemmelse
af livet, som antages at gå ind hos de fleste.
Begges hjerner arbejder på højtryk
for at få vendt billederne rigtigt,
billederne af ting
og individer der sejler rundt
for at få tilfredsstillet deres behov
mens de eventuelt løber fra eller til deres ansvar
i en sær indhyllet drøm,
der handler om tryghed, morskab, sindssyge og død.

Syn for sagen

Forsøger at sige det uden udæsken:
man er nået hertil
og helt sikkert halvvejs
taknemmeligheden
er til at få øje på
især hvis der er fasthed i blikket.

En treogfyrreårig
reserverer sig en betydning
forsynet med kærlighed
fyrværkeri og nye støbeskeer.

Går amok med hele okularet
lader vejen sno sig:
tagrygge
frimærker
men ingen bjerge.

Jeg er begyndt
at sove syngende.

Bevægelse

Han smider den uopsprættede bog
henad gulvet
den er uanvendelig uden papirkniv
lidt lissom hans familie der enten er døde
eller allemulige andre steder henne
hvilket forlængst er accepteret
som en fejende bevægelse
som en dunken i en opvarmet ovn
og rummer en underforstået orden.