Hele natten kan jeg sidde
og bare fornemme det hele,
som jeg så for sjov
prøver at forstå baglæns
i takt med lejligheden giver sig,
når jeg lukker op for altandøren
så kulden fosser ind.
Hvad hudpigmenteringen angår,
kan jeg sige det drysser af
(sådan ser det ud)
og det er interessant.
Ja, det er sådan et repertoire
jeg vil påstå også
er en del af universets love.
Jeg må nok tilstå,
at jeg er en lykkelig fange
af incitamentet, selvom det også
kan få mig hylet ud
til tankerne "Mon jeg
i mit lille firkantede skjul,
kan få morgendagen til at savne mig?"
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar