søndag den 26. februar 2012

Vil du høre noget om dansens lakerede rækkevidde, i betydningen blufærdighedens interesse. For eksempel. Jeg bliver aldrig en danser. Jeg bliver aldrig et fuldbyrdigt medlem af samfundet. Vil du. Der er ting som tipper for mit indre blik.
Du har milde øjne. Nu. (Jeg) er sat i parentes. Nu næsten elsket.

Da det er ligeligt fordelt
sådan rent kønsmæssigt
hvilke overskydende meninger
der skal i hvilken pose
læner jeg mig roligt tilbage.

Nej. Jeg skal stadigvæk ikke danse, ja, jeg skal dårligt nok bevæge mig. Nej. Det der vokser i mørke, er udenfor historisk stilhed. Vil du høre noget. Nej. Jeg skal sådan svede. Det er banalitetens fedme og den opretholder balancen.
Så helt utroligt tæt på at blive elsket. For ingenting.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar