I pauserne

I pauserne ser du mere end hvordan det reelt forholder sig,
hvilket er interessant for dit mellemrum,
som ikke er sværtet af information
i sammenhængende og usammenhængende rækkefølger.
I pauserne resulterer hjernen sig så futilt
at basstrengene der og i hjertet
slår sine utallige volter.
Derefter er du brændt elektricitet,
kimende på endnu en sightseeing.

Savn

Vandstrømmene er
også drømmenes retning.

Lyset flimrer nu
for os der savner.

Men i stjerneskuddet
lander kærligheden.

Vi skal gøre det muligt
med jordiske kys.

Din rummelighed

Jeg har fyldt dig med sygdom
og lunkne intetsigende drømme.
Min ånd er bundløst blæver.
Hvis jeg kunne,
flettede jeg en hængebro,
så jeg kunne komme tørskoet
over til dig,
uden at bemøje mig undervejs.

Du drømmer som et blikstille hav.
Jeg sitrer.
Min personage er blot en substans.
Du folder dig ud som en sol,
arme som udspyende varm brændsel,
og lukker dig sammen om mig,
mit fortrængte skrog.

Portræt

En egn er glad.
Et agern er som bekendt et frø.
Det vil spire og måske vokse op som et egetræ.
Hvis vi forestiller os farven ozongrøn, er vi ovre i den rette fornemmelse.
Det rette billede.
Fylde og værdighed.
Dammen var ikke ret stor før dæmningen og vejen blev bygget.
Hun står og kigger vejrbidt.
Hun er iført en alt for stor hat.
Eventuelt verdens største.
Det er faktisk lidt synd, for hun har sådan en smukt ansigt.
Hun står og rømmer sig sødt under den gigantiske hatteskygge.
Hun er en habil maler, men senere i dag holder hun fest.
Der vil ankomme klovne, zigeunere og akrobater med visse skavanker.
Dagen vil skille sig ud, fordi de faste hviletider er taget af programmet.

Elektronen

Pøjt! sagde den lille virtuelle partikel, da den blev virkelig og smilede fro over sine nye glimtvise bekendtskaber. Men den var så følsom, ja, nærmest lidt rørstrømsk over de nye begyndelsesbetingelser, at det tappede den momentvis for energi. Den kunne nogle gange se så træt ud, ligne en hængt kat, især hvis den blev registreret og overbegloet af en nævenyttig detektor. Men altså, nu kunne den pryde sig med titlen "Elektron", hvilket der var mere prestige og gennemslagskraft i. Den kunne faktisk føle sig mere lækker nu. Selv henfaldsprocesserne, som nu var blevet en ny eksotisk mulighed, virkede både frækt og ophidsende, ikke mindst i sammenligning med dens tidligere virtuelle noget grå spøgelsestilværelse. En anden grund til dens nye træthed, var det her ørkesløse impulsmoment. Hvorfor fanden skal jeg altid rotere? brokkede den sig jævnligt, men den var trods alt underlagt visse love, især efter den luksus, at iføre sig en hvilemasse.

Tak stilhed om du gror over kanten uden os
udbytningen alene tak for mørke lys
og blod
at vi
at vi indsæbet
i handlingen og huse
vi spiller med god samvittighed
hvisker købt og solgt
til energien klemt sammen
og isprængt sult
en mulighed
til strømmens sang.

Din by smiler. Din by lugter. Halvt af rovdyr, halvt af altheabolsjer. I mørket, lille ven. I nordlyset, kampvægtige kammerat. Observationsballoner får deres velfortjente renaissance. Er der en sødme, og hvor har den udspring i dag? Bevidstheden kræver sin ret. Valget står mellem optisk bedrageri og realisme.

Den gamle baby
kniber sin munding af
moderinstallationen.

Det er en fri verden.

Oktoberfrise

Livet er en bevægelse mod døden. Det behøves der ikke tænkes på hele tiden. Oktober er noget tilbagevendende ligesom så meget andet. Som regel har jeg slet ikke lyst til at dø. Jeg vil leve. Jeg vil leve og ånde for kærligheden og tænke mine tanker. Kærligheden er lyde og syn. Kærligheden er skønne pulsslag der bygger noget op. Det er en drejelig scene. Alting.

Den kære hjemegn

Vi bor et sted hvor signalværdierne er omvendt proportionelle med det faktiske,
hvor kvinder siger uhm gennem megafoner,
hvor dun fra hvaler stables op og udgør portrætskygger,
hvor idiosynkrasien koges ind til maggiterninger,
hvor dødsvisheden bliver pakket ind i crepepapir,
og hvor kvantemekanikken ophæves og folk går igennem murstensvægge.

Blændet af mælk

Blændet af mælk
og gyset over fiskeparringen,
rakte hun mig arterieklemmen,
uden at vide hvem hun var.

Jeg har stræbt efter meget forståelse,
men til gengæld vil jeg løfte mig i æter,
lade øjeblikket simre mellem synsnerve
og nethinde.

Mørket er fingerstrøg.
Mørket er et sprog der siver ind og af sprækker
og igennem min rygrad.

Hellebæk 2006

Lyset her broderer min hjerne med zigzag sting
i sansernes fine vold

der er krig og kærlighed
i hver en busk

der er udsigt til Kobberdammen
med skarver der skider trækronerne i stykker

en symfoni af gøende svaner
og blinde blitzhøns

men hør;

dybt inde i skoven støjer en gris på sporet

Odense vol. 2

Gråden lige før latter og sang hen ad gaden
forlader sig tælleapparat ufriseret
med ømme brystvorter
en cancerangst udruget i endnu et forår
hvor et virvar af virkeligheder begynder
en konfirmation eksploderer
grinet over de voksnes rækker
havehegn samt bløde løg
et opmagasin af surhed
og bestemte gode råd
alt skal erfares og trodses
jeg vågner med et sæt
praler diskret over første orgasme
uden følgeskab af sperm
denne vej er efterhånden navngivet
en slugerverden
utålmodigt tilbagelænet
spiser drejende i længsel
mit udsyn til naboer og genboer
taktfast i gang med livet med en hånlig tøven
straks efter en kanotur som et punktum
et farvel til denne skole
indover forstanden
tanker bliver uforsonlige
usikkerheder ved jysk indtog
med bryllup lige på trapperne
bevægelser opblødt i pap
vidner om charmeoffensivens endeligt
med nye surheder
og firkanterier
husets fremgang
legitime brune øjne parat til ægtepagt
fliserne
felterne
ringbind med nazistisk ordensans
indskudte øjne og lemmer i føling
fremtiden skitseres som en guldrus
med voksne hvalpeøjne er han flyttet ind
med attituders passende folder
denne frapperende hårhjelm overvurderet
mut og måske utilregnelig
afsmag af russisk ortodoks skuffejern
svedigt afholdt
mursejlertræk
atmosfærisk påsat flugtnatur
mit pusterum
floffy og sølverisk over tings nærvær
åh at smugryge bag en busk
uden at indhalere
taktløse rapserier af bingopræmier
kicksøgende lurende med snart dårlig kulør
fyldes ja middagsradioavisen krongemt
og påskeliljer der lukker sig op
irrelevante idéer om jernmangel
overpøst rødvin matcher så dårligt
samtidens realia
avisruter i det uendelige
arbejdssky at rynke næsen riflet i vrede
i en verden vaflet og påtrængende
andre folks umættelige liv
skumringen og overhensynets gabestok
transformeret til chimpanse
rørt sammen med skyld og skam
spejler mig
pisker en stemning op
knolde af fornemmelser
en privatskole ud i konceptet dårlige vibrationer
sammen med ens uvillighed
torskemunde med eget udryk
piger i lækkert tøj
anderledes dimensioneret
blusel på behørig afstand
og sagen bliver porno
simpelthen porno
fumlende sådan overvældet
men pigerne er af porcelæn
vil strengt taget gerne bulende
en londontur som en dårlig parentes
solsortebøjet ved hjemkomst
jeg ser livet på ny
badets underværker
forhudens tilbagetrukkenhed
komfortabelt liebfraumilch i blinde
min mormor socialistisk nøjsom
og ja smilende guld sometimes
overtrumfet bridgehånd gyngende latter
af krokus at forklejne
en fortid hevet frem i øjenhøjde
overbærende i sit monstrum af en ungdom
selvbærende mod en skillerverden
kæk under himmelbly
dosmersedlens idioti
døren går op og i med synsaksen pels
derfra en verden trannet
uden de store nyhedsværdier
en frikadellefars med den rette elasticitet
retshaveriet på altanen
små varme næb ud fra tagskægget
summen og hvæs
hydrauliks triumf en bybus
smilets takst
grønthandleren i kongeblåt svindlersød
med alt for store hænder
det er midt i firserne
nye landvendinger af sexet karakter
funktionerne dulmes i lusket tilsnit
hold nu bare kæft og grin
efterlever i førnutid
beruset ud over det hele
selve råbet
vaklende samvittighedsnag
små stik i hovedbunden
en sandhed bliver pakket ind
i raslende fransk crepepapir
åh at gafle den tjald i stirrende grønhed
udsprunget angstneurose
just et trip løber af stablen
ved siden af en kammerats kartongrin
hjernekværnen eromantia metallisk i mælet
det er nittenhundrede syvogfirs
ihukommer uddannelsessteder asbest
korridormennesker gispende af værdighed
skifergrå rasledanse
store bryster
men jeg sætter mig på hænderne
et pensum sejler væk udvisket
af forfjamskede autoriteter
er jeg lagt på udskudsrampen
et renommé
en flot verden
et klik revet løs indeni
og her udhules hukommelsen
ungdommen bobler langsomt af i grønhed
fremover en anderledes dynamik.

Odense vol. 1

Selvfølgelig gråd over ny kaos
fingerspidserne prikkende på gåturen
frostbidt konstatering vigende lys
villa af mursten hvor nogen døde
bliver det nye domicil
underskrifter forseglet og alt stinker
fugtigt hjernen blitzer over fremmedheden
der sidder det resterende bagland
etablerer den ny vished
mit bevægelsessyn springende
sammenhæng et øjeblik i sort
men under kvindelige vingers pulsslag
defekt oliefyr i kælderen
plirrende forpligtelse overfor vedligeholdelse
det gælder sundhedens store bogstaver
over sanitetskaffen
gnistrende hårnet en anstrengelse
laksefarvet sammenstykket
dette nye liv taget i ed
over fugtige dørtrin
sejlende barndom
fulgt i skole krybeindstillet
værsågod at tage plads
værsågod at indtag fokus
udskudets kaglende nervøsitet
i borgerlige dyders dyneslag
et brag for manglende alternativer
kvalmende blokfløjter
med spytreserver i det uendelige
jeg er kommet hertil fremmedartet
og belastet siddende klinet
til en animeret stol
vanskabning i forlængelse af fedtethed
ergo en udsat post
ergo at modtage mindst nakkesvirp
meningsløse xylofoner
fremstrakte hænder skambidt
i tilnærmelsen ikke at være som dem
med tankerne mod det faderlige ophav
den rystende skrift på breve
synet af solen gennem blyindfattet glas
næsekløen smerten og savnets opfyldthed
stirrende øjenkontakt med en blå undulat
og så skyerne
en pæreregn mod ruden fuld af nærvær
røber en banalitet rytmisk lullet frem
til et forsøg på at forstå
da henter han mig
samkvemsretten sker fyldest
hjerter springer slag over
dagene går muligheder går i frø
fortrængningens signalstød
og smagen bliver rød
han er nu en gul skygge af sig selv
svedsprængte samtaler beplantet i løgn
over køkkenvasken hvor der støttes
bevidstheder er her på prøve
tagvinduets himmel er stanniol
formørker miljøet
men han formholder og griner usikkert
dødsangstens marvudsivning
levertallene er talt
optegner og bøjer samværets struktur
rørstrømsk spejler jeg mig i kobbertøj
det er sidste gang
sorgen i halsen begynder at pulsere
i denne livets dag
lader mig syreæde gennem kæbepartiet
ingen reaktion hos dem derhjemme
klarhederne er grumset suppe
spidse øren om monstro en blottelse
en afsløring
mellemrummene i nervesystemet
jeg ser fastholder og spørger stædigt
punkt et borddækningen
punkt to rygge der forlader rummet
ransager fortiden husets suk
underkæben vibrerer som et slag i skolen
overhørt kammeratligt bræk
en hjernerystelse
men kysser sangbunden
svovlfarvet udskældning kager sammen
misantropiens regn udklækkes
kroppen buttet siddende på nåle
da ringer telefonen skæbnesvangert
hjernen ruster sig ansigtsbegravet
hun får et budskab
stilheden popper op
han er gået bort sommeren død
formørkes og depressiv klorsmag slår ud
slår det hen ja nakker smerten
synger absurde sange
der burde give mening
præpubertetens tilstedeværelse er fedtet
nulrer anus uden håndgribelige årsager
hosteanfald og baghavens snørkelkroge
madæblers kurs mod kogning
i nødvendig slowmotion
sætter øjnene nænsomt på lur
faderløs og i svedfri kølighed
nærmer sig en flig begavet indsigt
i brugte møbler
halvhjertet drengeværelse
puster de tomme avner med stjerneøjne
ansatser til erotik ødelægges
over irritationsmomentet hesteplakat
rødmer i vrede og magtesløshed
over grænseoverskridende moderdesign
kulisserne rasler
nye tiltag
vestjysk workaholic på charmeoffensiv
fliseukrudt stræben mod arbejdsglæde
negationen min glødende flugt
indeni kælende for stridbarheden
går til præst organiseret morgengrim
dumme drengekroppe bøjet i krukkeri
unødvendighedens skaldede affære
mens anatomien raser i og for sig bimlende
om dette vokseværk rastløst smertefuldt
ja sådan duver rækkerne døve og tavse
fossilmenneskets gamle jern er til grin.

Nyborg vol. 2

Der lægger han sig til at dø
ubesværet smilende åndsbefriet
til en tåget dødsårsag
en passende indbildt hovkløe
bliver skrevet ind i en snøftende parentes
en blodfattig spurv taber næbbet
i tagrenden sensommeren fortsætter
med tungen kildende i ganen
huslugten tager til umiskendeligt
syn af noget bevægeligt
besvimelserne i haven
og mødet med folk langt ude
med store kontaktbrag til følge
kompostbunken båret i skoven
med mange tak for lån
måske lidt nærmere Gud nu
flænsede nylonstrømper
enkepensionen dahumda dahumda
og permanentkrøllede damer
der så sandelig også spytter i kassen
åh binger rejselysten som ny feber
ikke velduftende egentlig
jeg fik foræret et tysk tornyster
deraf rekordvarm indsættelse
første skoledag floromvundet bakkesnavvendt
med hele systemet dehydreret
æsker med biller lymfepræget poppende
løse muskler i dumme hop
voldgravens dumme grin af stjålne cykler
nu en anelse læderbevidst
holdt sammen af erstatningsolier
angstens tandgrus
små i slag himmelsværtende
mastegrå mens solformørkelsen
bifaldes på kujonagtig afstand
alle ure er faktiske dødningehoveder
hele den opslåede hvide kalkmur
og dens spejlæg er mere end blændende
jeg er oversanselig i en ukendt radius
øjner et svagt led i konstruktionen
brodden fra en hveps udtaget
ovenpå billige filttæppeløsninger
vejrgisper hele vejen hjem
overladt til mig selv stimulerende
allerede i en nostalgisk dvælen
følgende støvfnug i solens stråler
sådan ser det ud oplyst
hænderne frie og bløde
og skabertrangen opstår som glas
jeg forløses på verandaen tror jeg
men det er en absence
hjemmet er noget udhængt byggesjusk
dagens lak knitrer som aftensmad
fra en trallende kraftanstrengelse
skummer ikke fedtet fra
smugdrikker mellem to skabslåger
som set fra ryggen denne rollemodel
ser sortheden og hvidheden i eksistensen
karkluden i det mindste opvredet
hele bygningskonstruktionen
er en lækkerbisken for husbukke
men alligevel vinder det ikke indpas
mens bordet dækkes
beseglet i fortrøstning
skrivende mit navn på duggede ruder
en spandfuld skrubtudser
står som delirium
hjerneblødning afvist
indikerer en anelse nævenyttig huslæge
gråsprængt fjummer jamen herregud
lugten er et sikkert tegn
opløsningen er til for at gribe til bearbejdelse
og han brækker sig gennem rørflet
afstanden udspændes
og irrationelle følelser banker på næserynkende
af bremsespor indadvendt
med et sæt dårlige nerver
en slatten julesok
et parti pumpeorgler
som et udslag af utilregnelig tyveri
hverdagen vokser sig pervers
hun sætter en stol for døren
i og for sig forståeligt
udflodet svælger gennem sprækker
husdyr mistrives og udsigten snuppes
af moderne kirkebyggerier
får kløvet åndedrættet
i denne svampede atmosfære
gulvet er nærmest svævende nu
og en ondskabsfuld skilsmisse er i sigte.

Nyborg (kap.1)

To hjem gjorde sig gældende
af bekymringer som grundtone
sådan kom det i gang
mest i det ene
surhedsgrader
i en summen af PH-værdier
et igangsætterbrøl
uden bøjninger
dog føjninger
bunsenbrændere
en hørm af dårligt indeklima
indtægtskilder i stueetagen
i praktisk moderlig ånd
ved siden af et barn
og denne sansers opvågnen
bag pandebrasken
den lille vilje
hvis ender
hænger og dingler
gennemgående baggrund
af blomstret tapet
og almindelighedernes ophobninger
selve det æggende
i tings udfoldelser
fordøje og acceptere
åbne op for sjove muligheder
som for eksempel
en gryende kropsbevidsthed
og solblændingen
til fjerne samtaler
smækkende døre
en koldfront gennem huset
mens der bliver troet på alting
trykkende på forbudte knapper
draget over nakken
og turen ned af trapperne
og det var så dén dag
himlens skarpe ansamlinger
bliver til behageligt mørkt stof
bag døre med ekskrementophobninger
anes ophavet sanseløst
sat fast i dyb lænestol
ovenpå en seng
symboliserer de angstprægede nætter
af husblas
fremad mod morgener
fyldt op med flovhed
for så at ankomme til denne kindergarden
med hæslige nonner der skyder lyn
og indforståede pædagoger
ude af trit silhuetudskåret
kjoleliv med særlige tern
drevet ud i leg
mentalt lynchet over betrådt mariehøne
og tjæren der bobler i hedebølgen
uværdig gråd
der rejser sig i rummet
som sultne fugleunger
overgearet i et ikke anerkendt træt punkt
sjælens grove opfattelse af svigt
fumlergænger i de spæde sociale lag
hvorpå at blive afhentet
hvorpå at ånde lettet op
svævende i solen gråt uønsket
igennem den henrivende kulisseby
stramtandet fastholdelse af pligten
til at være taknemmelig
disse bløde eftermiddage i et andet hjem
hvor idyllen plumper ned
i min indholdssuppe
åh pludrende almuesten
denne usvindel til punkt og prikke
denne distræthed til en morfar
stirrende på skoven buldrende i blæst
og gyngernes hængsler smurt
flagermus som sådan i solfald
så står hun der og svaler maden
udstyret med hårnet og tryghed
billedet gennemlyst
evergreens slået an i radioen
da går hun i kredsløb om mig
og kommer ud på et sidespor
indtil tusmørket falder
bag hendes ryg med stjerneøjne
lykkelige spasmer
den totale understregning
af friskbagt tryghed
det gedigne omrids af nabohuset
med mere buldrende skov
og så ikke mere pjat for i dag
gummer befriet for proteser
væg til væg tæppers kompakte nullyde
stilheden bimles frem i vatklokker.

September

Han sidder derinde
bag marieglas
denne løjerlige fætter
til september
med indvoldsorme
klar til annoncere
sommerens tilintetgørelse.

Far

Far
hvorfor krybekælder
hvorfor ikke fylde den ud
med glasuld og komme videre?
Far
jeg tror fjenden er forduftet
eller rettere; der er ingen krig
og forlig dig nu med den knirken
i panelåbningen
i en ny klarhed.
Far
der er ingen fare for noget
lad være med at koncentrere dig
om de dødes blikke
og læg nu den pistol fra dig.
Far
hvorfor så fodkoldt
hvorfor ikke bare isolere huset
i stedet for at isolere dig selv?

Hun synger

En fremmed kvinde synger i ejendommen
som olierede vingeslag
hvorpå min krop udtrykker et »disjecta membra«.
Mit liv: Godt.
Jeg kan hurtigere end førhen
lukke op for tårekanalerne.
Det føles umiddelbart.

Væltepeter

De ustyrlige stjerner underlægge
sig min formalisme på min tårnhøje væltepeter.
Med hovedet i sky er jeg trøstet og syngende.
Fruens Bøge bliver min katapult.
Grand Canyon mit trafikbump.

Sproget er spredt milevidt
fra mørket mellem elmetræer,
over den gyldne Medusa
til de elastiske bjergtinder.

Sådan en særlig forrykt dag
hvor dimensionerne tabes uldent
og lad nu være med at spørge hvorfor
for mit talecenter er snublet ved adamsæblet
så intet forlader min mund
men vi kan baske hinanden
hen i et glødende punkt
og finde hinandens nye ben
af rødt jern
hah
uden absolut
at vide noget
eller synes vi bør
kramme hinandens almuesten
og sende den videre
efter en langsom eksplosion
for det er fandeme da ørkesløst
men som du kan se
hvis du overhovedet gider
at strenge opfanger sten i græsset
mens du puster dig smukt op
hen imod finalitetens sødme
og stopforløsningens kvidder.

Ledøje, sommeren 1955

Kaprifolhækken sender blå duftstrømme ud
i den dirrende sommerluft,
og haveslangen kryber så underligt leddeløst
sammen på græsplænen, som om også dén
var mattet af den stærke varme
og faldet i dvale.

Langs den smuldrende havemur kryber vilde roser
som en flod af røde blodlegemer,
der hænger med hovedet, fordi tørken har
størknet jorden og givet den en egen
udtørret farve, matgrå eller gul
som en feberpatients opspærrede ansigtsudtryk.

Under en okkergul parasol, der som en
paddehat er skudt frem af det afsvedne græs,
ligger husets datter med højspændt barm
og solstegte slanke ben.
Hun er vist med barn.

Og dér på glasvarandaen finder jeg telefondirektøren
siddende uformelt i skjorteærmer
og med det mærkelige, på een gang tavse
og talende ansigt, som løsner sine patriarkalske
drag i mundvigene og smiler sikkert,
da jeg nærmer mig og spørger:
- Hvornår tror De, at vi kan gå over
til fuldautomatisk?

Gud ved om der kommer sæd med

Fra et skråt morgenvindue
kan man kun se mit hvalpende ansigt
som støbt i harper
af en henrykt uskyldighed
med strakt penis
mod et flimrende drømmevæsen
altid med lukkede øjne
i dyb koncentration.

En porøs verden

Vil med anderledes saglighed
hente billeder ind fra en fælles æter
nu da inspirationen igen truer med
at gå fløjten.

Tidspunktet knitrer som crepepapir
i det jeg forsøger at favne
en verden der om noget er porøs
og kæmper med sin forløsning
delvist eller totalt handicappet
med perspektiver der tit går i stykker.

Der er nu åbnet helt op
og det er næsten som at sluge
et drøn af en forvansket tegneserie
eller et uoverkommeligt vammelt bjerg
af flødeskum hvor frelste oratorier
synger ud af dets glamhuller.

Men jeg hilser disse billeder velkommen
af toppolitikere der sidder på lokum
eller giver konen en lussing
og pornomodeller der bliver indlagt
ambulant med ondartet tarmslyng
mens universet fortsætter sin udvidelse.

Der står næsten altid Kirsten Andersen

Der står næsten altid Kirsten Andersen
eller Lise Kjærulff med blyantskrift
på den første side i en fremmedordbog
man køber antikvarisk.
Det danske sprog har til alle tider
modtaget påvirkninger udefra.
Hvad enten man synes om det eller ej -
sproget vrimler med kameler
som stikker hovedet ind
af de åbne dannebrogsvinduer
og spiser af den søndagsudstillede
høje smørrebrød når familien ikke lige kigger.

Efter endt samtale

Efter endt samtale med en lavtliggende sky tabte min krop sig i revner og det er så lidt dét udkanten vil fortælle mig at jeg er barnet af det bortkomne hjem.

Lam i saneringsmodent hus. Tåspidsernes blålige død i et rum. Derfra er der intet. Men hjernen spinder videre på idéen om et mobilt flugtlegeme.

Det er aften

Det er aften. Det er faktisk rigtigt godt. Lejlighedens kurver bævrer, og mod hjernebarken skraber ordenes ekko: Gaffel, vindue, fixstjerne, mønsterbrydning, livet, glæden. Ja, sådan er det så nu. Glas findes og findes ikke. Jeg nyder den her begyndelse. Hvis du lagde alle begyndelser i verden sammen, ville antallet være helt forrygende. Det er aften og dermed er en dag slut.