lørdag den 7. september 2013

Nyborg (kap.1)



To hjem gjorde sig gældende
af bekymringer som grundtone
sådan kom det i gang
mest i det ene
surhedsgrader
i en summen af PH-værdier
et igangsætterbrøl
uden bøjninger
dog føjninger
bunsenbrændere
en hørm af dårligt indeklima
indtægtskilder i stueetagen
i praktisk moderlig ånd
ved siden af et barn
og denne sansers opvågnen
bag pandebrasken
den lille vilje
hvis ender
hænger og dingler
gennemgående baggrund
af blomstret tapet
og almindelighedernes ophobninger
selve det æggende
i tings udfoldelser
fordøje og acceptere
åbne op for sjove muligheder
som for eksempel
en gryende kropsbevidsthed
og solblændingen
til fjerne samtaler
smækkende døre
en koldfront gennem huset
mens der bliver troet på alting
trykkende på forbudte knapper
draget over nakken
og turen ned af trapperne
og det var så dén dag
himlens skarpe ansamlinger
bliver til behageligt mørkt stof
bag døre med ekskrementophobninger
anes ophavet sanseløst
sat fast i dyb lænestol
ovenpå en seng
symboliserer de angstprægede nætter
af husblas
fremad mod morgener
fyldt op med flovhed
for så at ankomme til denne kindergarden
med hæslige nonner der skyder lyn
og indforståede pædagoger
ude af trit silhuetudskåret
kjoleliv med særlige tern
drevet ud i leg
mentalt lynchet over betrådt mariehøne
og tjæren der bobler i hedebølgen
uværdig gråd
der rejser sig i rummet
som sultne fugleunger
overgearet i et ikke anerkendt træt punkt
sjælens grove opfattelse af svigt
fumlergænger i de spæde sociale lag
hvorpå at blive afhentet
hvorpå at ånde lettet op
svævende i solen gråt uønsket
igennem den henrivende kulisseby
stramtandet fastholdelse af pligten
til at være taknemmelig
disse bløde eftermiddage i et andet hjem
hvor idyllen plumper ned
i min indholdssuppe
åh pludrende almuesten
denne usvindel til punkt og prikke
denne distræthed til en morfar
stirrende på skoven buldrende i blæst
og gyngernes hængsler smurt
flagermus som sådan i solfald
så står hun der og svaler maden
udstyret med hårnet og tryghed
billedet gennemlyst
evergreens slået an i radioen
da går hun i kredsløb om mig
og kommer ud på et sidespor
indtil tusmørket falder
bag hendes ryg med stjerneøjne
lykkelige spasmer
den totale understregning
af friskbagt tryghed
det gedigne omrids af nabohuset
med mere buldrende skov
og så ikke mere pjat for i dag
gummer befriet for proteser
væg til væg tæppers kompakte nullyde
stilheden bimles frem i vatklokker.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar