onsdag den 25. september 2013

Nyborg vol. 2



Der lægger han sig til at dø
ubesværet smilende åndsbefriet
til en tåget dødsårsag
en passende indbildt hovkløe
bliver skrevet ind i en snøftende parentes
en blodfattig spurv taber næbbet
i tagrenden sensommeren fortsætter
med tungen kildende i ganen
huslugten tager til umiskendeligt
syn af noget bevægeligt
besvimelserne i haven
og mødet med folk langt ude
med store kontaktbrag til følge
kompostbunken båret i skoven
med mange tak for lån
måske lidt nærmere Gud nu
flænsede nylonstrømper
enkepensionen dahumda dahumda
og permanentkrøllede damer
der så sandelig også spytter i kassen
åh binger rejselysten som ny feber
ikke velduftende egentlig
jeg fik foræret et tysk tornyster
deraf rekordvarm indsættelse
første skoledag floromvundet bakkesnavvendt
med hele systemet dehydreret
æsker med biller lymfepræget poppende
løse muskler i dumme hop
voldgravens dumme grin af stjålne cykler
nu en anelse læderbevidst
holdt sammen af erstatningsolier
angstens tandgrus
små i slag himmelsværtende
mastegrå mens solformørkelsen
bifaldes på kujonagtig afstand
alle ure er faktiske dødningehoveder
hele den opslåede hvide kalkmur
og dens spejlæg er mere end blændende
jeg er oversanselig i en ukendt radius
øjner et svagt led i konstruktionen
brodden fra en hveps udtaget
ovenpå billige filttæppeløsninger
vejrgisper hele vejen hjem
overladt til mig selv stimulerende
allerede i en nostalgisk dvælen
følgende støvfnug i solens stråler
sådan ser det ud oplyst
hænderne frie og bløde
og skabertrangen opstår som glas
jeg forløses på verandaen tror jeg
men det er en absence
hjemmet er noget udhængt byggesjusk
dagens lak knitrer som aftensmad
fra en trallende kraftanstrengelse
skummer ikke fedtet fra
smugdrikker mellem to skabslåger
som set fra ryggen denne rollemodel
ser sortheden og hvidheden i eksistensen
karkluden i det mindste opvredet
hele bygningskonstruktionen
er en lækkerbisken for husbukke
men alligevel vinder det ikke indpas
mens bordet dækkes
beseglet i fortrøstning
skrivende mit navn på duggede ruder
en spandfuld skrubtudser
står som delirium
hjerneblødning afvist
indikerer en anelse nævenyttig huslæge
gråsprængt fjummer jamen herregud
lugten er et sikkert tegn
opløsningen er til for at gribe til bearbejdelse
og han brækker sig gennem rørflet
afstanden udspændes
og irrationelle følelser banker på næserynkende
af bremsespor indadvendt
med et sæt dårlige nerver
en slatten julesok
et parti pumpeorgler
som et udslag af utilregnelig tyveri
hverdagen vokser sig pervers
hun sætter en stol for døren
i og for sig forståeligt
udflodet svælger gennem sprækker
husdyr mistrives og udsigten snuppes
af moderne kirkebyggerier
får kløvet åndedrættet
i denne svampede atmosfære
gulvet er nærmest svævende nu
og en ondskabsfuld skilsmisse er i sigte.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar