Ledøje, sommeren 1955

Kaprifolhækken sender blå duftstrømme ud
i den dirrende sommerluft,
og haveslangen kryber så underligt leddeløst
sammen på græsplænen, som om også dén
var mattet af den stærke varme
og faldet i dvale.

Langs den smuldrende havemur kryber vilde roser
som en flod af røde blodlegemer,
der hænger med hovedet, fordi tørken har
størknet jorden og givet den en egen
udtørret farve, matgrå eller gul
som en feberpatients opspærrede ansigtsudtryk.

Under en okkergul parasol, der som en
paddehat er skudt frem af det afsvedne græs,
ligger husets datter med højspændt barm
og solstegte slanke ben.
Hun er vist med barn.

Og dér på glasvarandaen finder jeg telefondirektøren
siddende uformelt i skjorteærmer
og med det mærkelige, på een gang tavse
og talende ansigt, som løsner sine patriarkalske
drag i mundvigene og smiler sikkert,
da jeg nærmer mig og spørger:
- Hvornår tror De, at vi kan gå over
til fuldautomatisk?