Sådan en særlig forrykt dag
hvor dimensionerne tabes uldent
og lad nu være med at spørge hvorfor
for mit talecenter er snublet ved adamsæblet
så intet forlader min mund
men vi kan baske hinanden
hen i et glødende punkt
og finde hinandens nye ben
af rødt jern
hah
uden absolut
at vide noget
eller synes vi bør
kramme hinandens almuesten
og sende den videre
efter en langsom eksplosion
for det er fandeme da ørkesløst
men som du kan se
hvis du overhovedet gider
at strenge opfanger sten i græsset
mens du puster dig smukt op
hen imod finalitetens sødme
og stopforløsningens kvidder.