Udpluk fra drømmeaffald

For helvede mine stikkelsbærben
som er en Salvador Dali værdig
løber væk fra disse selvomfavnende
kassemennesker med kursen mod
den store gyldne medusa
med mit bekendtgjorte trialismevæsen
for først og fremmest at sige "hej"
hvorpå bagefter at få tilkoblet
nogle halvfærdige minder
fra et parallelt liv.

På vej ud på landet

Det er sekunderne før far drejer tændingsnøglen. Hans hårvalk rammer instrumentbrættet, i det han bøjer sig lidt forover pga af en lyskesmerte - siger han. Han vender sig om, for at sige noget til sønnen som sidder på bagsædet og læser Anders And.
- Nå, nu må du love mig, at du opfører dig ordentligt derude på landet, siger han og klør sit hageparti.
- Ja ja, klart og jeg skal nok lade være med at spørge til de der opsatser af blå kartofler, bedyder sønnen.
- Dem om det, siger far og sætter bilen i første gear.

Da de når bygrænsen, får sønnen pludselig lyst til at lufte sin hånd og ruller derfor vinduet ned. Han synes det er sådan en skæg og tyk fornemmelse med al den usynlige luft der rammer hånden, så han smiler lidt.
- Far, jeg er sulten. Jeg ku' spise din nakkestøtte, siger han grinende.
- Æd hellere dit Anders And-blad, siger far ligeledes grinende og fortsætter: Åh ja forresten, husk nu også ikke at gå alene over i den mekaniske lade for de der djævlebesatte kålorme. Det kan måske være helt ude af kontrol nu.
Sønnen får øjenkontakt med far i bakspejlet.
- Bare rolig far, det er begrænset hvor langt Kenneth kan gå uden ben, ihvertfald lige her i starten. Han vil vise mig sine første skridt med armene, har han sagt.
Far smiler i bakspejlet og lukker handskerummet op, for at finde en pose dameskrå og et benzinkort og siger "Ah" da han pludselig finder sine bortkomne solbriller.
- Okay, så I tuller bare rundt i stuebygningen? Det glæder mig, siger far.
- Jep, far.

Hovedet

Fuldskægget var trimmet
hovedet var frais
men dets indhold stod
over for en poetisk afmagt
og forty-niners-sammenligningerne
var slet ikke så skøre igen.

Hovedet sad der midt i stuen
og lyste op som en fotobakterie
hvilket var en forbløffende evne
i betragtning af at idérigdommen
helt var skrumpet ind.

Det skulle vise sig, at årsagen
lå i omgivelserne som
var komplet sort/hvide samt lerede
og som hovedet i sin frapperende
tilstedeværelse snart fuldstændigt
havde afstødt.

En god beundrer og ven af huset
var i færd med at rulle nogle
frisklagte landskaber ud
til ære for hovedet inde i huset
men poesien lod stadig vente på sig.

Sidelinien

At stå på sidelinien uden at ville det anderledes og tænke grusomt højt i luftstilhed bliver så vildtvoksende på et eller andet plan og så løftende i indvendige vrinsk. Du vil så gerne etablere kontakt men det er simpelthen så svært når du nu er afstandsholderen som er retningsbesat i et virvar af korrektheder og udsigtsløse indsigter. Når først det legitime jordbærbed med dets underhav af rigtige indstillinger bliver en uvedkommende selvsikkerhed kan du godt se den katalogiserede opløsningsproces i øjnene og gå ned med systemdrømmen.

Krokodillefedmen

Tilholdsstedet er betragtet med angst
hvilket er noget forbandet pjat,
fordi prøv nu at få det ned
i noget objektiv højde
som vi kan være med på
og ikke alle de der kålhovedepsykoser,
ufrugtbarhedssumpe
og humørforladte røvpillerier.

Jeg ved jo inderst inde godt
at vi formår at appellere
til noget overjordisk guf
og fremtidsklar følelsesfyrværkeri,
det gælder bare om at få
pumpestangen skruet ind
i bevidstheden, så vi kan betragte
krokodillefedmen på afstand.

Usædvanlig måne

Månen vil stige, månen er et stort fedt ansigtskamera
i disse timer og mine kløende downbeats
registrerer jeg fra et punkt omme i nakken
mens jeg i en brøkdel af et sekund
bliver en dimension rigere
for så at udstøde den igen
prikkende med blodlammet marv
og må så derfor flytte focus
måske lettere perforeret
om ikke andet så i sanserne
fordi jeg statisk set ikke kan rumme
disse cirkulationers oratorier
og så starter fuglene deres morgensang
helt ude af trit og rundt på gulvet
mens jeg slutteligt finder dit lysende ansigt
at stirre på med en forstørret omgang absurd melankoli.

Klaustrofobi

Et ellers så mægtigt landskab
nu foldet helt sammen
hvilket betyder klaustrofobisk åndedræt

og det fortsætter:

nye hinder (dobbelthinder) ned om øjnene i forvejen
sprækkelagt, det grædende gulv, skorstenene
og en desværre rasende accept
med forhøjet pulsslag
af forkerte sovepiller

og ellers:

helt reduceret af dybdedrømmens grønhed
og groet ind i hurtig rust.

Hentehår af Karl Stegger fundet under dørkarm

Utegnelige minder
i udfoldelse
tryg livvidde
og brisantsmilet
til hænderne
foldes i velbehag
i dage hængt op
som vasketøj
der overgår gud
og hvor en
kuriøs velfærd
manifesterer sig
som en krumme
i en jysk mundvig
samt duften
af godt håndværk
våde snuder
og herregårde.

Voksen

April var sprængt i stykker af det mest letsindige
og liflige forårslys man kunne tænke sig og den
unge mand var lige flyttet hjemmefra.
Han stod på sit nye sted og kiggede på sine nye
teaktræsmøbler, mens han funderede over hvor
meget olie de kørte på om året, og om hvordan
og hvorledes.
Den nye adresse hed Sdr. Boulevard 65 og lå
lige over for zoologisk have, så der var ofte dyriske
lyde, især omkring fodringstiden.
Han havde adgang til have, hvilket han var glad
for og det trak på smilebåndet, at se disse dejlige
påskeliljer skyde op fra plænen, ja og endda op
fra kompostbunken.
Hans hånd gled henover ansigtet, det havde fået
en skygge, han trængte til en barbering men han
havde ikke nerver til at gå ned på badeværelset
i kælderen, hvor hende den rådne zombiekvinde
lå i badekarret og hvæsede.

Rhino

Vifter farvetåget
- eller det tror jeg nok
og råber på rhino
om ikke denne metastabile søvn
fra blodfattige hjerner
skal fyres af i et kontaktbrag
og svaret udebliver
- eller der popper lidt lunken vælling op
fra et pligtopfyldende cirkus
med økseskeer i luften
og jeg går min vej
for at få øje på mig selv efterfølgende
- eller det tror jeg nok
og åbner munden uden noget
mens bevidstheden bliver sjusket
over en kærlighed der bliver en prik
- eller der er ihvertfald et ønske
som stadig spræller under sovende
cement ikke nedbrydeligt
og jeg har rhino i min bug
for at starte vandringen ud af verdenshistorien
- eller det tror jeg nok.

Drengeøgle

Jeg var en drengeøgle
langt væk fra huset
og de gamle hunøjne.

Jeg havde lige leget
med kviksølv
og var nu på vej
ind i et sommerfatamorgana.

Jeg sad på min cykel
på vej ned ad alléen
med fosforpiletræerne.

Jeg var smurt ind
i henrykkelse
og kunne høre via hjulene
at vejen var støbt i harper.

Alt dette

Disse mennesker, dette blod, dette rum
som er eftertænksomhedsmæssigt afrejst.
Her er dine ting og dine spredte øjeblikke
som du næsten ikke kan få hånd om.
Du er tryg i dette nu lige midt i det
velkendte gennemsivende panorama
og det kan høres på dit åndedræt
helt op i din rygs tomme nakke.

Hvad har din fordømte krop og ånd
at tigge om midt i mareridtets boblen?
Stik mig et smil og du får et velment
skulderklap mens vi snakker om
sollysets pludrende lysocean.
Hvad kan man ellers foretage sig
ved evolutionens endestation og slavestutteri?

Genfødsel

Jeg er kommet så nær en genfødsel
med en krop der ikke kan ret meget mere
og jeg er formet af sagte ords karvninger
samt knitrende lyde mens jeg spotter
denne lurendrejer kaldet fremtiden
hvor man kan drikke luft.

Du er den som lægger sangbunden
med et hjerte der slår sine samtlige volter
når vi i sjældent udsøgt lys
og sprøde som cellofan
kaster vore hoveder ind i skyerne
under påvirkning af kunstig hypnose.

Dødens bevægelser

Dødens bevægelser igennem
et villakvarter føddernes krampe
endnu ikke forstyrret i uvidenheden
konstatering af glasur hænderne
om bag nakken siddende i stand
tankerækkens slutresultat smiler
vandrer ned i baghaven knejsende
træder ind i en strømhvirvel selvom
realismen burde forbyde roterende
isse i umulige drejninger og munden
fyldes med jord foretager sig rejsen
ind i science fiction domænet
nej det er ikke muligt åsynet stivner
som et klatværk og dertil slipper
det hele op uvidenheden stupidt
sejrende de tikkende søvnbevidstheder
knaldet op en opvågning samt død
i en alternativ virkelighed.

Mindreværdskompleks

Når lidt over en moderat interesse
for din person tændes
kan jeg da godt sætte mig ind i
at du foruden forbavset glæde
også pludselig skal til at holde en vis
kynisme og nihilisme stangen
så du ikke bliver ufrivillig
utilregnelig og et dumt svin
som de taber interessen for.

Ikke ret mange gider at have famlende
psykopatiske muldvarpe henover
sine bryster og baller
eller sit hoved presset ned
i en spand med saltsyre
bare fordi du er syg
med dit selvdestruktive show
og ikke kan rumme det mindste.