Om morgenen

Om morgenen
det gode friske flimmer
og den konkrete musik i alting
som anslår en tone
eller en harmoni
før den foregående er døet hen
om morgenen
omkring små fugle
og deres mangel på åndedræt
bag dugdråbernes skimren
som får mig frem i lyset
i god behold.

Vil du høre noget om dansens lakerede rækkevidde, i betydningen blufærdighedens interesse. For eksempel. Jeg bliver aldrig en danser. Jeg bliver aldrig et fuldbyrdigt medlem af samfundet. Vil du. Der er ting som tipper for mit indre blik.
Du har milde øjne. Nu. (Jeg) er sat i parentes. Nu næsten elsket.

Da det er ligeligt fordelt
sådan rent kønsmæssigt
hvilke overskydende meninger
der skal i hvilken pose
læner jeg mig roligt tilbage.

Nej. Jeg skal stadigvæk ikke danse, ja, jeg skal dårligt nok bevæge mig. Nej. Det der vokser i mørke, er udenfor historisk stilhed. Vil du høre noget. Nej. Jeg skal sådan svede. Det er banalitetens fedme og den opretholder balancen.
Så helt utroligt tæt på at blive elsket. For ingenting.

Anlæg

Det grønne anlæg i byens gamle kerne
fremstår mellem afbarkning og udsmykning.
Spørger man de lokale ud fra den oplevelseskonto
vil svarene nok svæve i vinden. Grundtyper.
Æstetisk bevågenhed blandt Heidelbergmennesket
og Tarzan-typen vil nogen måske sige kan ligge
på et meget lille sted. Pryden er en lille stærkt
fortyndet dosis og den vekselvirker ikke med en
forbipasserende aura. Folk sidder på bænkene
og snakker om sankthansorme og foxterrierer -
stramme foxterrierer som bevidsthedsfænomener.
I dét lys fra de flimrende mosaiktræer tager jeg
hatten af for sjælen og hele den udslagene
opretholdelsesdrift.

Dagen er startet

Dagen er startet, eller er den? Jeg har en sporadisk
fornemmelse af at være omgivet af dagslys
og en absolut vished om at afgøre din huds sukkerprocenter mens vi snakker om du savner et bjerg. Henne i skuffen ligger stadigvæk min personprofil og min polyfoni udarbejdet af et team, som stinker af skrivebordstaktik samt alverdens venlige uforsigtigheder. Digtet skal skrives om det så betyder aflysningen af mere daglige nødvendigheder eller flere sekundmeters brugbar hvid ligevægt. Vi er ansporet af vores absolutte nærmiljøs sammensyninger.

Årsagen

Jeg har kredset om barndommen før
men er nødt til at gøre det igen.
Ny årsag: Der var så meget mere af himlen dengang.

Der var engang hvor jeg havde gået så tungt
at jorden var blevet pløjet op af mine små fødder
og mit hoved var blevet ovalt.
Så tung kunne himlen være.

En anden gang havde jeg hængt under en trækrone
nærmest i et felt af gammel elektricitet
af idag helt glemte årsager.
Jeg tænker måske kedsomhed blandt enebørn.

At man skulle løfte benene når man gik
var en meget almindelig ordre dengang
men jeg havde mine atmosfæriske forstyrrelser.

Mine uvisheder var nærmest stimulerende
og jeg anede ikke at min oplysthed på sigt
ville undergrave min barndom.

Dette dagens ansigt

Dagen er sammensat
af så tykke og glatte klichéer
som øjne og breve.
Heldigvis smutter disse komponenter ud af hånden
som håndsæbe, hvis man gider gribe om dem.
Alt hvad jeg kan negle
er et tænderskærende emblem
som er ude af trit med fysiske faktorer
og der er ikke et svar på dit hvorfor.

Man kan hvad man vil.
Overfor dig tør jeg vise en ordinær glæde.
Når du hvisker ordet 'dynamisk'
under samtlige uldne tæpper,
bliver du klædelig katteagtig.
Jeg får sådan en lyst til at vokse med opgaven
når du annoncerer det kontrafej -
dette dagens ansigt der er ommøbleret.

Skjul

Hele natten kan jeg sidde
og bare fornemme det hele,
som jeg så for sjov
prøver at forstå baglæns
i takt med lejligheden giver sig,
når jeg lukker op for altandøren
så kulden fosser ind.

Hvad hudpigmenteringen angår,
kan jeg sige det drysser af
(sådan ser det ud)
og det er interessant.
Ja, det er sådan et repertoire
jeg vil påstå også
er en del af universets love.

Jeg må nok tilstå,
at jeg er en lykkelig fange
af incitamentet, selvom det også
kan få mig hylet ud
til tankerne "Mon jeg
i mit lille firkantede skjul,
kan få morgendagen til at savne mig?"