Flump

Flump at miste sit ydre kimblad boblende
i en latinsk tankekværn tænderskærende
at hamre bordet til pindebrænde
for forståelsens gennembrud
eller leve i håbet
med alle nedstrygerne
og den store fortænkte sygdom
med dens efterfølgende kølvandstribe
som får blodet til at størkne
mens angsten opruster sig mælkehvidt
og jeg citerer: »i det stille vand er døden,
i bølgerne livet«
hvilket ikke helt forståes
hvilket lige så godt kunne være et principielt frigear
eller en abnorm forstørrelse af ansigtet
fordi det er sådan det er
når depressionen vokser sig til
som den den er
en pladdervoren kravlegård
for et voksent menneske
der førhen kunne bide sig selv i nakken for opdrift.

Fortidens sammenskudsgilde

Bagover, forover tilsynekomst og aet
festlighedens og fatalismens forår:
Gardinerne ruller sig selv ned
vi tror på spøgelser.

På varandaen fremmarch af idyl
nogenlunde troværdig
og håndspålæggelse de forbudte steder.
Lysekronen roterer.

Mundvige trækkes op med familiebånd
i vante folder og formørkelse
men barnet slår det tilbage
med solskin i øjnene.

Ryslinge

Du skærer samtalekunsten ud i franskbrødsskiver
mens et nyt parti ænder
bliver leveret til gadekæret.
Aldrig har jeg dog elsket så elendigt
som på dit mønstrede linoliumsgulv.
Vi korpulerer, javist ja,
men hold nu kæft en afstandtagen.
Jeg ligger i en partikelregn -
det gør man jo faktisk altid
men ikke i akkompagnement af unavngivne fluer
som i dette nu
mens du i din højtryksstilhed
ruller smøger af knastør Bantam-tobak.

Om morgenen

Om morgenen
det gode friske flimmer
og den konkrete musik i alting
som anslår en tone
eller en harmoni
før den foregående er døet hen
om morgenen
omkring små fugle
og deres mangel på åndedræt
bag dugdråbernes skimren
som får mig frem i lyset
i god behold.

Vil du høre noget om dansens lakerede rækkevidde, i betydningen blufærdighedens interesse. For eksempel. Jeg bliver aldrig en danser. Jeg bliver aldrig et fuldbyrdigt medlem af samfundet. Vil du. Der er ting som tipper for mit indre blik.
Du har milde øjne. Nu. (Jeg) er sat i parentes. Nu næsten elsket.

Da det er ligeligt fordelt
sådan rent kønsmæssigt
hvilke overskydende meninger
der skal i hvilken pose
læner jeg mig roligt tilbage.

Nej. Jeg skal stadigvæk ikke danse, ja, jeg skal dårligt nok bevæge mig. Nej. Det der vokser i mørke, er udenfor historisk stilhed. Vil du høre noget. Nej. Jeg skal sådan svede. Det er banalitetens fedme og den opretholder balancen.
Så helt utroligt tæt på at blive elsket. For ingenting.

Anlæg

Det grønne anlæg i byens gamle kerne
fremstår mellem afbarkning og udsmykning.
Spørger man de lokale ud fra den oplevelseskonto
vil svarene nok svæve i vinden. Grundtyper.
Æstetisk bevågenhed blandt Heidelbergmennesket
og Tarzan-typen vil nogen måske sige kan ligge
på et meget lille sted. Pryden er en lille stærkt
fortyndet dosis og den vekselvirker ikke med en
forbipasserende aura. Folk sidder på bænkene
og snakker om sankthansorme og foxterrierer -
stramme foxterrierer som bevidsthedsfænomener.
I dét lys fra de flimrende mosaiktræer tager jeg
hatten af for sjælen og hele den udslagene
opretholdelsesdrift.

Dagen er startet

Dagen er startet, eller er den? Jeg har en sporadisk
fornemmelse af at være omgivet af dagslys
og en absolut vished om at afgøre din huds sukkerprocenter mens vi snakker om du savner et bjerg. Henne i skuffen ligger stadigvæk min personprofil og min polyfoni udarbejdet af et team, som stinker af skrivebordstaktik samt alverdens venlige uforsigtigheder. Digtet skal skrives om det så betyder aflysningen af mere daglige nødvendigheder eller flere sekundmeters brugbar hvid ligevægt. Vi er ansporet af vores absolutte nærmiljøs sammensyninger.