Kerteminde

Hærskaren af stilhed
omkring Johannes Larsens museum
gør sig hele tiden mulig bag sovende cement.
Folk render rundt med masker
med tonesporsillustrationer
kærlige og imødekommende.
Butikkerne knitrer deres lille respit
mens de pludrer feriebestemt
og cellofanagtigt.
Storebælt ligger doven og dvask
mere tilstrækkelig end det selv aner
i sin egenskab af farveskift.
Sommerstøvet kaster net i lyset
og lille Amanda overleverer sig selv
ufortrødent i sin ensomhed af sten.

mor

spasme ved siden af rødstensvillaen
hårets elektricitet der skruer sig op
tandaftryk på en hjørnemursten
den gode gamle joke om at æde sin arv
blodets kimen over velkendte profetier
trappen op til døren sitrende
fire fem mursejlere i styrtdyk som et blodtal
her er løbet meget vand gennem åen
en tvang over nakken til at bøje sig
halsen der synker en ekstra gang
hjernens bløddele der former ordet
mor

Bolero

Vi blænder op for den lille forbudte støvleso
og den toptunede lyserøde ulv
som begge to kaster konfetti ud på sagesløse
fra en flot balkon.
Ud fra en brændende busk oh lala
spadserer den æggende ukendte bæver i tyl
mens menigheden strækker armene i vejret.
Et kloakdæksel slår midnatsslag
og en stakåndet ræv prøver forgæves
at komme ud af sin kunstige hypnose
udført af liderlige høns.
Glideturen gennem frelserspyttet
knæsættes af den styrketrænede struds
der med sin svedløse kølighed
opsnapper stemningen.
Længere henne bag nogle fede kålstokke
finder vi den skødesløse letpåklædte hobbyhingst
som vrinskende får lakeret sine hove.
På en udskydningsrampe ligger en barberet malkeko
og i en opsats af blå kartofler
denne fidusmager af et vildsvin som syngende
blotter sin funktionelle forrådnelse.
Vi når ned til enden af den blinde vej
hvor katten i pyjamas blander sine spillekort
mens pornografiske mus gnaver i en blød mur
men så braser hændelsesbegrebet sammen.

Jord

Kan presses ind
som en foranstaltning
af natyrnydelse
derinde på mig
en sammenhæng
et undfangelsens smil
bag ruder i solnedgang
min jordånde
farer til forstanden.

Spring

Tanken opløses
til lyden af æg
i nedløbsrøret

musikken
starter sin
flyvemaskine

dimensionerne
tabes lykkeligt
i flydende overgang

griner i sæden
af udsprunget nutid
selvlysende

forår.

Dørklokken

Dørklokken gungrer i ørene
som en klangfuld ørentvist

jeg skal til at reagere
men stivner i stuen

stikker pegefingeren i munden
med et minihvin
henne i childrens corner

dørklokken

dørklokken
den fordømte mekanisme

jeg famler mig frem
til mere dumhed

der er ingen hjemme der.

Det grusomme hus

Du nærmer dig det grusomme hus
hvor en særlig stemning hersker
og hvor et ræb af tortur
vælter ud af de åbne vinduer.

Du tiltrækkes af et magnetfelt
inde fra husets smalleste rum
hvor dunsten af død er stram
og hvor en omvendt støvsuger
blæser døde fostre ud i stimer.

Du styrter om på gulvet gispende
og kommer til at indhalere
et perverteret udflod
fra den værste skuffe.

En dampfløjte lyder.
Et ukendt hvæs forlader bronchierne.
Din hjerne eksploderer sammen med huset.

Du vågner skrigende op
med en svovlgul smag i munden
og en mærkelig rodkløe
af at være en voksen mand.

Ved pølsevognen

Se, der står han ved pølsevognen
i sin gedigne tilstedeværelse
kulisseomkranset af papmachébyen.

Han har naturligvis blåt kansastøj på
og adamsæblet kryber frem og tilbage
ligesom opladet, når han synker
hot dogs og cocio.

Det er henover middag, hvilket
kan mærkes på det karakteristiske tryk
og sveden der løber langs
med buksebændlerne.

Satyr al dente

Lille dame, jeg henkaster disse skrubtudser
bundet sammen i hormonbundter
hen i krogen mens bukseknapperne
siger doiing og drejer sylten
ind for at konfigurere med din
forhåbentlige ja-sjæl
hvis kølvandsstribe
er til stor jubel
for min åndelige
erotiske underkværn.

En menneskekonstatering

Der opstår gammelt jern
inde i øregangene
overfor menneskehedens syden.

Får jeg noget ud af livet
eller er jeg vokset ind i rust?

Tja, efterhånden er der udviklet
et ionsyn.

Jeg har et titinusagtigt klarsyn
selvom jeg også er en tikkende
søvnbevidsthed.

Det behøver ikke være sådan.
Det kan være et forkert blodtryk.

Forstaden

Forstaden med sin kvalmske
nærmest kemiske belysning.
Perforeringen af indeklemte lyde
i boligblokke slået fejl i jammerlighed.
Indkøbscentre og vejnet
i karkludsgrå snoninger maser sig ind
i hjerneplatauet.
En fyr med frysemund af obskur herkomst
sopper rundt i laboratorievand.
Den rå fastholdelse af pligten
til at æde discountføde -
slugerhullet midt i det formørkede ansigt.
Forstaden i grædende fosterstilling
som fuldgyldig understregning
af tingenes tilstedeværelse.

Lidenskabskontrol

Hans ivrige hænder har krammet på blomster og chokolade. Lige sådan. Hans øjne ligner stjernedæksler. Ind imellem sparker han til en snakkende ost. På hans vej frem mod målet. Hun er derhenne et sted. Hun er vejrbidt på en elskelig måde. Han står over for hende og ligner pludselig miskmask. Hun udsuger hans kranium nærmere hvidheden. Han får lidt fødselsabsencer. Og hun noterer hans overskydende hjerteslag.