Elektronen

Pøjt! sagde den lille virtuelle partikel, da den blev virkelig og smilede fro over sine nye glimtvise bekendtskaber. Men den var så følsom, ja, nærmest lidt rørstrømsk over de nye begyndelsesbetingelser, at det tappede den momentvis for energi. Den kunne nogle gange se så træt ud, ligne en hængt kat, især hvis den blev registreret og overbegloet af en nævenyttig detektor. Men altså, nu kunne den pryde sig med titlen "Elektron", hvilket der var mere prestige og gennemslagskraft i. Den kunne faktisk føle sig mere lækker nu. Selv henfaldsprocesserne, som nu var blevet en ny eksotisk mulighed, virkede både frækt og ophidsende, ikke mindst i sammenligning med dens tidligere virtuelle noget grå spøgelsestilværelse. En anden grund til dens nye træthed, var det her ørkesløse impulsmoment. Hvorfor fanden skal jeg altid rotere? brokkede den sig jævnligt, men den var trods alt underlagt visse love, især efter den luksus, at iføre sig en hvilemasse.