Hvad sker der inde i digterens hoved?

Hvad sker der inde i digterens hoved?
Er han på vej til Golgatha
med en dæmonisk skopudser
som hele tiden peger ildevarslende
ned på hans skotøj,
eller er der opstået et skrigende behov
for tivolimønstrede vitaminer
der totalt afviger
fra betænksomhedens rytme
men som får den uhåndgribelige sølvfasan
til at flakse i det mørke rum?
Ærligt talt, vi ved det ikke
og kan kun banalisere det
som naturens skæve gang,
eller vankelvorne stjernestilladser
samt kogende hjerteblod
der er gået i omkreds om solen
til irritation for en lille ufuldendt vorherre.

Jeg siger det rørstrømsk

Jeg siger det rørstrømsk:
Jeg har elsket,
ja, jeg har været gået i besættelse
over en seng, et vindue
et spisekammer
og et par sko
fine funktionelle sko
som har fået mine fødder afsted
sammen med sjælen
hvenover en lille procentdel
af jordkloden
hvor jeg har hilst på folk
på forskellige niveauer
og talt med det dumme hav
for at vende hjem
til de ting jeg altid har elsket.

Ikke Pablo Picasso's vinkelforfløjne kubisme

Ikke Pablo Picasso's vinkelforfløjne kubisme
ej heller denne levergule piphans
undsluppet fra galeanstalten
kneppet langt ned i kælderhalsen
udenfor lands lov og ret
for at få perspektiv i lortet
eller en hånligt henkastet æske risotto
for eksotisk at træde uden for vadecirklerne.

Men et øjebliks opvågenhed
som et humoristisk fordømt æsel
skrydende gennem menneskelige vragrester
ud på den anden side af alfarvej
og væk fra skriftestolenes kunstmørke.

Døden er demokratisk

Døden er demokratisk
siger de henne på bænken
mens frosten plukker pupillerne
og Snehvide kommer til syne.

eller den tager vi lige om

det at spare op for synets skyld
og lade menneskeheden gjaldre
sin uopslidelige bøn om hjælp
forbliver en evig sur blodappelsin

eller den tager vi lige om

du er måske ikke langt fra forløsningen
ud fra et jovialt tandsæt at bedømme
halvbegravet i harmonisk kis
og broderet i flotte menneskerum

Den pragtfulde kvinde

Hun er derinde et sted
i flygtighedens krat
smuk, sløret og pludrende
samt lidt vingebåren hestestolt
smilende varmeløftet
kan forvandle sig
aftegne fristende skygger
og et gardin rulles ned
således din seksuelle uldkugle
fjoget umandig
på en husblasmark
ringeriet for ørene
mens hun dropper farvevælden
uden at bekende kulør.

Søvnens mælk

Helfordærvet i dunderrummet høsles fødeskjul

og samlejebevægelser for at nå frem

kønke et bedrageri med gløderne fra skabelsen

en febrilsk puls igennem sengetøj dødens filtre

det pusler gennem fjerne tider og kroppen

udstrækkes flår bismerne fra hinanden

udebleven skægvækst åndedrag og rytme

søvnens mælk suges op livets bånd kappes.

Kulturcaféen

Lokalet er en lang tarm, med en serie spots der lyser ned på de trivielle kunstplakater indrammet i glas. Møblementet består af barberfletstole og institutionsborde pyntet med plasticblomster i Bjørn Winblad-vaser. Den faldende lugt af stillestående luft og afsondringerne fra gæsterne giver denne spidse fimsende odeur, som man kan identiticere sig med eller lade være, eventuelt gå. I det ene hjørne sidder en skrubtudse med rullekrave og nipper til sin dovne fadøl, mens han forsøger at opretholde en kunsterisk aura omkring sig. I det modsatte hjørne sidder en overglad struds iført en utjekket skindjakke, spraglede fair-trade halstørklæder og overpermanentet dårligt hår. Hun kan ikke længere udskyde sit forfald. Af de øvrige tilstedeværende kan nævnes et vist antal yngre geder, i lettere alternativt afslappet tøj og nogle ypperlige gazeller med usigelige gode lår i flagrende, ja, nærmest lidt okkulte gevanter vasket i sort kaffe. De sidder alle og venter på denne her sære skabning med tunfiskeansigtet, iført ternet skjorte og benklæder fra Føtex, som er så god til at læse digte op at det efterlader alle med ærefrygtig næsebjammer, rygmarvsdinglen og gåsehud på indersiden af hjernen.

Vreden

Vreden antager en dunkel farve
hvorfra noget rødt, glimtende
forsøgsvis maser sig op.
Tænderne skurrer mod hinanden
mens kæbepartiet syrer til
og kønkende udelukkes
alle opfattelsesmuligheder.
Vreden er nu meget lig
slagtilfældets autokogeri
som spændstigt
sender mit sind ind
i selvantændelsen.

Efter epileptisk anfald

Jeg er lige vågnet fra et epileptisk anfald
og samtlige af verdens sorte skyer
har sat sig i stævne lige over mit hoved.
Min hukommelse er blæst væk.
Der er nogle kroppe som vil mig noget.
Det er omsorg, ikke begær, går jeg ud fra.
Jeg bliver stablet på benene
og ganske svimmel modtager jeg en verden
ind mellem mine synsfordrejninger.
Jeg ér. Men jeg kunne lige så godt
være et lungetræ eller kattens opkast
men så vender hukommelsen gradvist tilbage.

Uinspireret

Jeg er egentlig uinspireret.
Bevidstheden opretholder sin tilfredsstillende
uretfærdiggjorte koncentration.
Jeg har været igennem små byer
hvor dynetunger har væltet ud af åbne vinduer.
Åndedrætsbesværet har været værd at tale om.
Der har været drømme
men de var fanget i deres eget helvede
af sammenfaldende korthuse.
Jeg stabler ord sammen uden inspiration
og mærker irritationsskredet indeni.
Jeg tænder for vrælets bollesuppe
og lader det koge over.
Bevidstheden er nu et følelsesresumé.