September

Han sidder derinde
bag marieglas
denne løjerlige fætter
til september
med indvoldsorme
klar til annoncere
sommerens tilintetgørelse.

Far

Far
hvorfor krybekælder
hvorfor ikke fylde den ud
med glasuld og komme videre?
Far
jeg tror fjenden er forduftet
eller rettere; der er ingen krig
og forlig dig nu med den knirken
i panelåbningen
i en ny klarhed.
Far
der er ingen fare for noget
lad være med at koncentrere dig
om de dødes blikke
og læg nu den pistol fra dig.
Far
hvorfor så fodkoldt
hvorfor ikke bare isolere huset
i stedet for at isolere dig selv?

Hun synger

En fremmed kvinde synger i ejendommen
som olierede vingeslag
hvorpå min krop udtrykker et »disjecta membra«.
Mit liv: Godt.
Jeg kan hurtigere end førhen
lukke op for tårekanalerne.
Det føles umiddelbart.

Væltepeter

De ustyrlige stjerner underlægge
sig min formalisme på min tårnhøje væltepeter.
Med hovedet i sky er jeg trøstet og syngende.
Fruens Bøge bliver min katapult.
Grand Canyon mit trafikbump.

Sproget er spredt milevidt
fra mørket mellem elmetræer,
over den gyldne Medusa
til de elastiske bjergtinder.

Sådan en særlig forrykt dag
hvor dimensionerne tabes uldent
og lad nu være med at spørge hvorfor
for mit talecenter er snublet ved adamsæblet
så intet forlader min mund
men vi kan baske hinanden
hen i et glødende punkt
og finde hinandens nye ben
af rødt jern
hah
uden absolut
at vide noget
eller synes vi bør
kramme hinandens almuesten
og sende den videre
efter en langsom eksplosion
for det er fandeme da ørkesløst
men som du kan se
hvis du overhovedet gider
at strenge opfanger sten i græsset
mens du puster dig smukt op
hen imod finalitetens sødme
og stopforløsningens kvidder.

Ledøje, sommeren 1955

Kaprifolhækken sender blå duftstrømme ud
i den dirrende sommerluft,
og haveslangen kryber så underligt leddeløst
sammen på græsplænen, som om også dén
var mattet af den stærke varme
og faldet i dvale.

Langs den smuldrende havemur kryber vilde roser
som en flod af røde blodlegemer,
der hænger med hovedet, fordi tørken har
størknet jorden og givet den en egen
udtørret farve, matgrå eller gul
som en feberpatients opspærrede ansigtsudtryk.

Under en okkergul parasol, der som en
paddehat er skudt frem af det afsvedne græs,
ligger husets datter med højspændt barm
og solstegte slanke ben.
Hun er vist med barn.

Og dér på glasvarandaen finder jeg telefondirektøren
siddende uformelt i skjorteærmer
og med det mærkelige, på een gang tavse
og talende ansigt, som løsner sine patriarkalske
drag i mundvigene og smiler sikkert,
da jeg nærmer mig og spørger:
- Hvornår tror De, at vi kan gå over
til fuldautomatisk?