I pauserne

I pauserne ser du mere end hvordan det reelt forholder sig,
hvilket er interessant for dit mellemrum,
som ikke er sværtet af information
i sammenhængende og usammenhængende rækkefølger.
I pauserne resulterer hjernen sig så futilt
at basstrengene der og i hjertet
slår sine utallige volter.
Derefter er du brændt elektricitet,
kimende på endnu en sightseeing.

Savn

Vandstrømmene er
også drømmenes retning.

Lyset flimrer nu
for os der savner.

Men i stjerneskuddet
lander kærligheden.

Vi skal gøre det muligt
med jordiske kys.

Din rummelighed

Jeg har fyldt dig med sygdom
og lunkne intetsigende drømme.
Min ånd er bundløst blæver.
Hvis jeg kunne,
flettede jeg en hængebro,
så jeg kunne komme tørskoet
over til dig,
uden at bemøje mig undervejs.

Du drømmer som et blikstille hav.
Jeg sitrer.
Min personage er blot en substans.
Du folder dig ud som en sol,
arme som udspyende varm brændsel,
og lukker dig sammen om mig,
mit fortrængte skrog.

Portræt

En egn er glad.
Et agern er som bekendt et frø.
Det vil spire og måske vokse op som et egetræ.
Hvis vi forestiller os farven ozongrøn, er vi ovre i den rette fornemmelse.
Det rette billede.
Fylde og værdighed.
Dammen var ikke ret stor før dæmningen og vejen blev bygget.
Hun står og kigger vejrbidt.
Hun er iført en alt for stor hat.
Eventuelt verdens største.
Det er faktisk lidt synd, for hun har sådan en smukt ansigt.
Hun står og rømmer sig sødt under den gigantiske hatteskygge.
Hun er en habil maler, men senere i dag holder hun fest.
Der vil ankomme klovne, zigeunere og akrobater med visse skavanker.
Dagen vil skille sig ud, fordi de faste hviletider er taget af programmet.

Elektronen

Pøjt! sagde den lille virtuelle partikel, da den blev virkelig og smilede fro over sine nye glimtvise bekendtskaber. Men den var så følsom, ja, nærmest lidt rørstrømsk over de nye begyndelsesbetingelser, at det tappede den momentvis for energi. Den kunne nogle gange se så træt ud, ligne en hængt kat, især hvis den blev registreret og overbegloet af en nævenyttig detektor. Men altså, nu kunne den pryde sig med titlen "Elektron", hvilket der var mere prestige og gennemslagskraft i. Den kunne faktisk føle sig mere lækker nu. Selv henfaldsprocesserne, som nu var blevet en ny eksotisk mulighed, virkede både frækt og ophidsende, ikke mindst i sammenligning med dens tidligere virtuelle noget grå spøgelsestilværelse. En anden grund til dens nye træthed, var det her ørkesløse impulsmoment. Hvorfor fanden skal jeg altid rotere? brokkede den sig jævnligt, men den var trods alt underlagt visse love, især efter den luksus, at iføre sig en hvilemasse.

Tak stilhed om du gror over kanten uden os
udbytningen alene tak for mørke lys
og blod
at vi
at vi indsæbet
i handlingen og huse
vi spiller med god samvittighed
hvisker købt og solgt
til energien klemt sammen
og isprængt sult
en mulighed
til strømmens sang.

Din by smiler. Din by lugter. Halvt af rovdyr, halvt af altheabolsjer. I mørket, lille ven. I nordlyset, kampvægtige kammerat. Observationsballoner får deres velfortjente renaissance. Er der en sødme, og hvor har den udspring i dag? Bevidstheden kræver sin ret. Valget står mellem optisk bedrageri og realisme.