Antageligt fint menneske

Antageligt fint menneske
ses gyldent eller gråt
maskespændt
i tilløb til at ankomme.

Antageligt fint menneske
revner i dialogen
erindringsforskudt
mens pointerne vælter.

Antageligt fint menneske
går i stykker som en ringeklokke
asymmetrisk
af øjeblikkets dødelighed.

Antageligt fint menneske
redder intet i land
kaudervælsk
i parallellinjers mødepunkt
et sted i et uendelige

commercium

afstand ædt

kys

sol aftegninger dum frugtplukkende løberudlagt
genvundet lys gedigen kraftig numse

kys

afstand fordøjet

signalindretning optur smil
intellektets vandighed af strand og væren
kærlighed begær flere farver og spejlblank
ja simpelthen farver bækkenbund og orgasmer

afstand ude af systemet

Forår kapitel 44

Hæsblæsende forår med ordet
optimisme
dinglende i en lille tråd
fra talecentret og ned til munden
med alle kroppens finesser slået ud
hvorfor du fumler
skelende i forliebte behov
en chance gives
en chance tages
på de uanstrengte arealer
skåret lidt dristigt op
midt i krisens bevidsthed
og nikotinforbrydelsens råb om hjælp
så kommer du
så kommer du ud over det hele
noteret er mågerne
springmusene
samt opalium
harmonium -
tandfilmens æteriske støj
som skal fylde hovedet
med lyskugler af fremtid.

Flump

Flump at miste sit ydre kimblad boblende
i en latinsk tankekværn tænderskærende
at hamre bordet til pindebrænde
for forståelsens gennembrud
eller leve i håbet
med alle nedstrygerne
og den store fortænkte sygdom
med dens efterfølgende kølvandstribe
som får blodet til at størkne
mens angsten opruster sig mælkehvidt
og jeg citerer: »i det stille vand er døden,
i bølgerne livet«
hvilket ikke helt forståes
hvilket lige så godt kunne være et principielt frigear
eller en abnorm forstørrelse af ansigtet
fordi det er sådan det er
når depressionen vokser sig til
som den den er
en pladdervoren kravlegård
for et voksent menneske
der førhen kunne bide sig selv i nakken for opdrift.

Fortidens sammenskudsgilde

Bagover, forover tilsynekomst og aet
festlighedens og fatalismens forår:
Gardinerne ruller sig selv ned
vi tror på spøgelser.

På varandaen fremmarch af idyl
nogenlunde troværdig
og håndspålæggelse de forbudte steder.
Lysekronen roterer.

Mundvige trækkes op med familiebånd
i vante folder og formørkelse
men barnet slår det tilbage
med solskin i øjnene.

Ryslinge

Du skærer samtalekunsten ud i franskbrødsskiver
mens et nyt parti ænder
bliver leveret til gadekæret.
Aldrig har jeg dog elsket så elendigt
som på dit mønstrede linoliumsgulv.
Vi korpulerer, javist ja,
men hold nu kæft en afstandtagen.
Jeg ligger i en partikelregn -
det gør man jo faktisk altid
men ikke i akkompagnement af unavngivne fluer
som i dette nu
mens du i din højtryksstilhed
ruller smøger af knastør Bantam-tobak.