De østrigske kamelspurve

Dem der lever godt, lever stille.

Barok må himlen være
hvilket de østrigske kamelspurve
tager for givet.

De har gang i festspillene
ved en udeltagende søbred.
Ligefrem at inddrage den
italienske renæssance,
er nok lige, at gør for meget
væsen ud af det.
De er ligeglade.

Kamelspurve er bygget
på et græsk ord for strudse,
men uanset hvilket produkt,
om det så er ud fra et
hukommelsestab,
så har de en funktion
og er betjent af deres
hensigter. Livet er så meget
mere udover det menneskelige
mørke.

Tæppet går op

Tæppet går op, og tæppet går ned igen
men derimellem titter hr. og fru. Granberg frem,
som begge i den kolde morgen har en fornemmelse af,
at hverken de eller verden er til.
Men det er de selvfølgelig,
og mens de iscenesatte lyde fra byen
trænger ind til dem,
væbner deres hjerner sig
til den uundgåelige konfrontation:
denne tilsyneladende knivskarpe fornemmelse
af livet, som antages at gå ind hos de fleste.
Begges hjerner arbejder på højtryk
for at få vendt billederne rigtigt,
billederne af ting
og individer der sejler rundt
for at få tilfredsstillet deres behov
mens de eventuelt løber fra eller til deres ansvar
i en sær indhyllet drøm,
der handler om tryghed, morskab, sindssyge og død.

Syn for sagen

Forsøger at sige det uden udæsken:
man er nået hertil
og helt sikkert halvvejs
taknemmeligheden
er til at få øje på
især hvis der er fasthed i blikket.

En treogfyrreårig
reserverer sig en betydning
forsynet med kærlighed
fyrværkeri og nye støbeskeer.

Går amok med hele okularet
lader vejen sno sig:
tagrygge
frimærker
men ingen bjerge.

Jeg er begyndt
at sove syngende.

Bevægelse

Han smider den uopsprættede bog
henad gulvet
den er uanvendelig uden papirkniv
lidt lissom hans familie der enten er døde
eller allemulige andre steder henne
hvilket forlængst er accepteret
som en fejende bevægelse
som en dunken i en opvarmet ovn
og rummer en underforstået orden.