Florida og pantere

Dele af min bevidsthed
har såmænd været i Florida
hvilket lyder mærkeligt
og lidt usammenhængende
men jeg kan sådan ligesom
trække nogle tanker frem
i næsten rene naturtro
dagbogsformer
som om jeg jeg har været der fysisk
og erindringerne står soleklart
som store skinnende oplevelsesflader
af grønhed og blålig synskhed
indsæbet i velhavende idyl
samt en masse sorte pantere.

Så er der disse bekendte

Så er der disse bekendte
som ens forfængelighed mener man ikke kan være bekendt
men som alligevel er hægtet på ens tilværelse
som en slags livets vagabonder
meget skæve eller mindre skæve
i for store støvler, trævlede frakkeærmer
og overkulørte cykelhjelme
altid på vej frem eller tilbage
i deres egenskab af enten kærlighed
eller total utilregnelighed
brisant svævende eller jordfræsende
og tit noget med noget seksuelt gnæggen
eller liderlige luftkrystaller
der nogengange kan decifreres
mellem skrigene fra forvente børn.

den uforgængelige sindssyge

hvem ånder blidt i brisen
udspændt for noget
rablende tørv
indrammet af muldvarpeøje
aftenskyer der skrider ad helvede til

overrakt et ses snart
pas godt på dig selv
bagudvendt lidenskab
snogefedt i grøften

savner denne amok
frønsens gurglesnak i mit jordbærøre
blodtrykket der broderer luften
den uforgængelige sindssyge

der findes en knirkende sandhed
jeg tager bad i skrammel
lader det blære frem
du trækker i stedet lyserødt tyggegummi
ud af abrahams skød

sjælens indfaldsveje

digtet starter med overspring i sinde

nulpunkt bevægelse ansigt

bord stol hals vejr smil

flirten sukkerkold rejsning

gulvskrubtudsen

udvikler sig lynhurtigt

refleksionslyset i stigning og fald

svedperlende ursump i sit aldrig afstående

forhold til sjælens indfaldsveje

fine tidslommer

betagende tavsheder

i et still-billede af tandkød

initiativrigdommen pansat

latter

denne kolde frække klud i ansigtet

bomuldsharpe og spytkitler

hvad nu

hvorledes

det er dét ansigts sublime sol

sugende i overlysets forryktheder

mens smagen af vand bliver til vin

hvordan

således

nu

Legekammeraten

Han kommer løbende i mod mig
henad villavejens lange skygger
det ligner at han græder og ler på samme tid
hans læber ligner sarte bløderål
ud af hans røv er der et udstødningsrør
i hans næver friskplukkede brombær
han er sådan en køn dreng.

Barndomshjemmet nu

I forbindelse med livet
trædes der indover dørtærsklen
kniber øjnene i over noget kendt ukendt
en gammel pubertetsfornemmelse igangsættes
her har min voksendom ingen gennemslagskraft.

Stuen er fyldt med hende
og grænseoverskridelsernes venligheder
urefleksionen synes evig
jeg er atonalt misforstået
sprængt ind i væggen
til roulader af fortid.

Diabolsk kan du elskes

Diabolsk kan du elskes
ud af måneskinnets silkepapir
forærer nattestiv kyssecreationer
englefodet millionplantet
med et sikkert smil
landskabeligt aftegnet nærhed
og afvisende over for klynkeærter.

Slumrende sødt vanvid i skred
færgeforliebt sanddøv
udelukker dybere diskussioner
opad i rokokkolyset skæv og blid
septemberregistrede kvinde
fra fad, olier og brystbuketter
afventende sin hud tangforløst.

Karakterbrist (slendrian chokshow)

Dagens omhu i sammentrampningen
på indersiden af osteklokken
gør et meget tykt indtryk
mens nervesystemet kælver
og afgiver denne kulsyrefornemmelse
i og omkring mellemgulvet
fordi en karakterbrist er udvist
efter et kontroltab som mest af alt
ligner en spattet hest
fuldstændigt skredet ud
med en bevidsthed, handlemønster
og et tankesæt så bælgøjet meningsløst
så meget båret op på snot
i mellemforstandens idiotiske kanaler
at det virkelig kræver en revision
og en vilje som ikke er til at bide skeer med
hvis en alletiders gurglebasse med amøbehik
eller en notorisk løgnerforsødet næsebjammer
helst skal undgås fremover.