disse elastikforstæder

der er en tingsverden
som er så gennemført røvsyg
den er klynget op omme i dit baghoved
og den vil gang på gang
komme med sit depressive refreshment
i al sin stationære hårdnakkethed
disse elastikforstæder
disse gulstensbrokker
disse tildelte indhegninger
hvor stropliv af dinglende bagudrettethed
hele tiden taber certifikatet
til den originale frie vilje
hvor vandmandsforliebte hankøn
smuggræder i vognmørket
mens de taber udemærket værktøj
og bliver meget bange
og fejlmedicineret
i sådan en grad
at de hænger sig
i barnebarnets gynge.

mortale grinebiddere

jeg bevæger mig stakåndet
op ad en slags forbudt hønsestige
med forøget sædproduktion
og en ræv bag øret
jeg træder ind på et lille værelse
efter telefonisk aftale
hun sidder der skælmsk
med benene trukket op under sig
hun flasher pludselig sine bryster
ledsaget af en gungrende latter
mens nøgne fyre dukker frem
fra dybe klædeskabe
fra bag gardiner
og fra tilstødende lokaler
ligeledes skraldgrinende
jeg går i sort
i det jeg tager den bagover
ned ad hønsestigen

midt i menigheden

jeg sidder og ligner et pausevæsen
inde i kirken
præsten står oppe på prædikestolen
akustikken er helt ad helvede til
så det lyder mest som om
at han taler i tunger
min mormor udløser et hosteanfald
så hendes overmundsprotese
lander på persianerpelsen
orglet gir sig til at bruse baglæns
mens samtlige gamle fra menigheden
bulldozer sig op til nadverbuffeten
med glasklare øjne

jeg vil IKKE have den tidsdunstende onkel

jeg vil IKKE have den tidsdunstende onkel
siddende ved siden af mig
med stryhns dødsbriller og longhorn
udvalsende navleuld nakkeost
og konverserende hovmod
som om hans maniske felthistorier
sprængt blindtarm
samt tilfældige fisseudfyldninger
skulle rykke noget
inde i mine åbne kernehaller
hvor der iøvrigt sidder et helt kor
af mudderkvinder med taktfaste pudderkvaster
formanende stimer af ordfisk
og lurende slagtilfælde
som en afmærkning på
at livet nu og her er opgivet

stilleben 1992

der samler sig et billede:
sejlende døgnskyer
henover et kolonihavehus
et ben med bristet strømpekant
og et lille øjeblik med synkebevægelser
rustent møllehjul begravet i mælkebøtter
overfor en rar bøssekarl i rullestol
som i sin kødsødme
og vanvittige sirlighed
markerer sin verdensorden:
græskanter klippet med frisørsaks
svage fresiamønstre i perlegrusset
og en klaphat der med vilje
er smidt i grillgløderne

dette lille pæne barn smukt syngende

dette lille pæne barn smukt syngende
foran et ansigts slidgigt
visner som en buket melankoli
på de grædende øjnes banegård
hvor afvisninger og afstande
sætter sig som kvalme
og hvor en ansigtsdrejning
er nok til en øjeblikkelig depression

dette lille pæne barn ser gråheden
trods forårets løftesol
til lyde og syn af noget kendt ukendt
reflekterende i nedgangsglas
over den monomane reklameslugt
og mærker tydeligere end nogensinde
trangen til at blive elsket
eller bare holdt om

dirrende i dumhed

dirrende i dumhed
du retter blikket ind mod ingenting
møder habitusen fagtløs
læner dig fnysende tilbage
i dine skrabede tildelinger
og føler signalerne
fra forstanden omsonst

iscenesættelsen på frihjul
dette sindelag kryber afsted
med løftemekanismen rustet fast
mens der spruttes hysterisk
over fodlænkens jernæble
dette er debile svømmetag
i dynerummets dejhed

nåh nåh så dét er sommer

nåh nåh så dét er sommer
javel ja der kan man bare se
og du er sådan skåret lidt dristigt op
henover kålmarkens riller
med en forsvindende hyggelig fims
oppe under rosetten
du giver mig lågblinket
jeg giver dig standhaftighed
en stille stat
ikke forstået

men skidt pyt
vi har dette for øje
bevidsthedens kalejdoskopmønster
mimende i målløs trafik
et for mig pludseligt jag i testiklerne
sådan at efterlade en lille jernsmag
og efterkomme et muligt samvær
selvom vi sveder
over disse sætstykker
fra de afstandsskabende processer

professor åndsforsnosket i rotation

professor åndsforsnosket i rotation
og spin henover smat
glappende i skabelsesforventning
vejet og fundet for tung
hvorfor eller derfor
at bryde sammen
i gavmildt affald

så vanvittig og sygelig intelligent
at have ører for sædens ekko
ved et syreblåt overbeskrevet hav
indvending spiralforståelse
uden sammenhæng
bare utilregnelig
med anmodninger
om overbærenhed

der kommer en dag
hvor pisset i dine stålgummiører
flyder ned på dine skuldre
for at flyde i saltkarrene
itudende snøbeldyr
i ét øjeblik situationsbevidst
andre gange bare
spøgelsesagtig.

Fire gamle skolekammerater

Endelig mødtes de igen,
disse fire gamle skolekammerater
og de sad udendørs ved borde og stole
på Café Kirsebærtræet
i alt for lækkert tøj
og bimlende høj stemning.

Som timerne gik
gik det mere og mere op for dem
hvor meget de egentlig
havde udviklet sig fra hinanden
siden dengang i skolen
og imens dryssede kirsebærtræet.

Nervedrengens hjemkomst

Han er kommet hjem, nervedrengen
og han sidder og æder neglerødder
foran en faustgrå skabning
der skærer frikadeller ud
med en gaffel.
Nervedrengen kigger på skabningens hals
som laver synkebevægelser
hvilket for dens milimeterhud
til at bevæge sig voldsomt
men på en eller anden måde
også kontrolleret.
"Er du slet ikke interesseret i at høre
hvordan det går?" spørger den faustgrå skabning
mens et farveløst chok går gennem stuen
og resulterer i et lille klik
henne ved de lukkede persienner.
Nervedrengen samler sig sammen
og begynder at konstruere velmenende sætninger
inde i sprogcentret
men ud fra munden kommer der kun
et nasalt rustent tut.

Diing!

De bøjede lyde fra avantgardedimser
pumpegisper og tuder
som underudviklede dyr.
Himlen er et udhulet sakrofag
- en pestilens af digitalt utopia
der flyder ud som et non-objekt.
Modstanderen åbner bogen
under disse trykbølger
og lader sig oplyse
som et sexløst æsel
i denne post-non-apokalyptiske æra.

At være materie er ok

At være materie er ok
men når træværket rejser sig
i fugt og går
så savner man taknemmeligheden
over at være kulisseomkranset
og sårbarheden
bliver da til at føle på
som små pindsvinekløer
i en kompostbunke.

Hun hed Inger

Hun hed Inger
hun var min mormor
og var fra himlen nedsteget
som den mest kærlige klode
der meget snart fandt sin rotationsakse
rundt om min lyserøde krop
når den ikke lige lå
i en eksotisk frugtkasse
foret med vat og bomuld.

Demoralisering

Månens ansigtsløse bagside
kom frem den aften
da hestevæsenet
i sit lastefulde begær
brød ind med væltebly
og udækkede mortalfunktioner
til ære for anatomiske dig
du uforstandens bestandige gudinde
i færd med faldets plage
ned mod et særligt sløjt plump
og et trapezmørke
hvor tabte børn
blev lagt på ormekatapulter
som en slags straf
for deres indbyggede tavse viden
og forudsigelighed
bl.a.