Ved vindueskarmen

Jeg er helt nede på knæ
bidende i vindueskarmen

tør jeg rulle rullegardinet op?

Halsen er fuld af fluer
men adamsæblet maser sig frem
opladet

så nu griner jeg hult
af mit downbeat.

Nu er rullegardinet oppe
hvorfra skaberens lys bølger ind

ja

dette kontaktbrag
gør dejligt ondt lige hvor det skal

men jeg overvejer om jeg har eksem
visse steder inde i hjernen.

Jeg når lige at nyde solnedgangen
tidsbefriet før mørket atter drukner mig.

Jeg drømmer

Jeg drømmer, at jeg løber hen til en lille familie for at
fortælle dem de har nogle firkanter tilovers. Jeg drømmer,
at jeg løber hen til en lille familie, for at fortælle dem
de er statistisk arvebiologiske.

Der opstår et lille rum
af frugtkonkrethed.

Jeg drømmer, at jeg foretager mig nogle sugende spadestik
med dennne lille familie, mens vi langsomt eksploderer i
spænding. Jeg drømmer, at jeg vågner fra en drøm med
et kastemærke i panden bøjet i galgeform af bevidstheden.

Der går hun igen

Der går hun igen
som en dømt mekanisme
rimelig træt af væskeophobninger
næbbede kunstfugle
og byger af plastichagl.

Hun er så smuk
at hun kan kløve et åndedræt
samt forsegle ens pulsslag.

Ja, jeg er en forloren skriver
der indrømmer alt mit fake
for slet ikke at tale om mine
mellempumpede talehvaler.

Der går hun igen
blandt væltede tronstole
i sin total vanvittige skønhed
langs fløjtende husansigter.

Jeg drømmer mig helt ind
i kernen af drømmen
hvor vi er på sightseeing
med nylimede hænder.

Den gyldne medusa

Vi sad ellers lige
og var så gudsvelsignede morgengrimme,
sådan klar til en ny billig emaljedag
men fandeme om du så ikke
bliver til en stor gylden medusa
som med ét sluger min
underskudskrop der skriger indad.

halvliderlig

halvliderlig i rummet pulser lysets bævren

og mørket slipper gavmildt affald

løftet en anelse bevidstløs hvislende

et ryk dølgende gennem madrassen projektion

det gynger umærkeligt og kønsmunden

spidses påfrister glubsk i vågnefasen

om anslået fræk varme spyt og rytme

det skuldrende spil sprænges ind i væggen

øjets jernæble slår op tænder tændes

syreblåt gnistrer hypofysen ud et skuespil

glidende lysafsnit mod trangens spændvidde

kirtlernes omrulninger som kugler en

irfarvet himmel begærets klichéagtige flod

løfter alt klukkende naturens pumpelyd

i måneskin et svæverum for to

månen

månen

månen?

ja månen
denne saftregulerende
blege gentleman

den skal til at stå op

månen

månen bobler op
langt derude i horisonten
bag enhver tænkelig hensynslinie

månen er fuld

og folk fabulerer
med sygdomsforestillinger
hængende uden på tøjet

månen er egentlig afdød

månen

den skal til at gå ned

en kvinde ligger
på en parkbænk
med indbildt svangerskab

Gadeliv

Så kan man spørge om det giver
noget på godt dansk eller
om den symbolske karakter gives
ved dørene som det at solidarisere
sig med skyerne omkring den nøgne isse
af denne trampen
man glider ind i strømmen
(eller ud) med hårets tryghed
hvorimod stævnemødet ikke matcher
hormonernes musik helt klart eller
være pissetræt af betingelserne
som når hullet i andemaden lukker
sig og så ligne en idiot ved sekstentiden
langsom med tilbageholdt
latteranfald indenfor rammerne
eller selvfølgelig er døden
en kusse med knivskarpe hugtænder
og pludselig stopper folk op i
uopslidelig komik
sådan at lytte intenst
efter noget lydløst
eller der bare huskes noget ild
i drømmen om elementære livsudtryk
og fornemmelsen sidder i panden
bag mindet om mindet om hvem du er
hypnotiseret af luderens halvstramme
passage på stueplan men
fortryllelsen er spoleret.

Visse dage, visse nætter

Så længe solen gider mønstre sine brændselsreserver
har vi et kredsløb kørende
og dermed nat og dag
én gang i døgnet.

Det er triviel viden
som straks går ind
og påvirker indersiden
af dine øjenlåg.
Du keder dig.

Men jeg vil gerne understrege
visse dage
der tilbringes nærmest eksplosivt
med en eksistensvolumen så kraftig
at den føles som et spark i røven
og derved tårer i øjnene.

Og visse nætter
som kommer rumlende
i deres tavse karakter
og noglegange voksende i betydning
med afsmag af enten koma, jalousi
eller obskøn afvigelse.

Bersærk

Kommer ud fra kernemørket
skåret op i bevægelsen
forbi brændende aber
og tilintetgjorte duer.

Gennemborer luften med skrig
muteret i pis og byopkast
under en rådden tumult
af brune sækkeløb.

Sparker et tøjret skrydende æsel
gået itu som et omstillingsbord
midt i mælkehvide øjenbedrag
og lægeordineret dobbeltsyn.

Under byen

I frosten under solen
under byen
under ophørsudsalget
under slagtilfældet
under overfladen
kvases de forbigående
før de får set sig om
før de impulsforflytter
før en mund får sagt noget velkendt
før en reaktion stadfæstes
hvorfra en bøvs fra polypcaféen lugtes
under overfladen
og jævner sig selv ud
ind under byen
ind mellem samstemte lugte
og ind i trygge lag
og under dem liggesår
beigefarvet hynkemarie
og under dette
urslim.

hun

hun falder i fingerstrøg
i verden elastisk
ugennemsnitlig
indtagende

i drømmelyst
pulserer en musik
udflodende
orgastiske åsyn

hun sletter dødsvisheden
i total afslappelse
vitalitetsflimrende
rosafarvet teknik

I alting

Langsomt lukker jeg sammen
svedens respit udkrænget sort bagover
og så tænker jeg på ALT
intet mindre end ALT
bølgende tandkød
tentativt sammenbidt
med fyrværkeri i kraniet
udspyder små kloder
med så mange beslutningstætte tanker
og latteranfaldet
lige netop
sindssygens bevægelser
men VIL binde altings løse ender sammen
sprogløst i glødende sorthed
solløst styrtbad
løftende glimt
væk.