Buster

Sommeren er slut. Buster står og udstøder små lyde ud gennem næsen, og begynder at erkende sandheden om sin tilstand. Støvet fra fejemaskinen sætter sig på hans skosnuder. Ansigtet er wc-blåt, mens han funderer over hvad slutmålet er. Klatøjet og med en fornemmelse af, at have et eller andet oppe bagi, kommer dagen i skred ned ad det morgenlyse Nørregade. Kirketårnet. Brudstykker af tanker. Glas der splintres. En verdenskunst der lynhurtigt vajer henover hans forstand som transparenter. En forstand hvor forbindelsen mellem lillehjerne og storhjerne er en hønsestige.

Hullet

Når jeg igen lader mig forsone af dødeligheden, som et impulsnedslag, hvorfra jeg kan slå en knude på min acceptballon og måske afflimre mine jordiske formodninger, så får jeg lyst til eksperimenter. Nu vil jeg bede Dem om, at forestille Dem et 100-gram lod, der slippes ned i et sort hul. Det vil forsvinde af syne og gå uigenkaldeligt tabt, MEN det vil efterlade et minde om sin fordums eksistens, fordi hullet er blevet en smule større, som følge af at have slugt det. De der minder og de der øjne. Og nu til et andet eksperiment, hvori loddet langsomt sænkes ned i hullet. Det kan foregå ved at fastgøre det til en snor, der vikles af fra en tromle via en trisse. Når den nedadrettede kraft øges, vil loddet udføre mere og mere arbejde på dynamoen. Nå, men det er naturligvis meget fortænkt og totalt urealistisk. Det er muligt, at der til stadighed falder ting nede i sorte huller, men de er aldrig ophængt over trisser. Det gør det bare mere til funktionsdigtning set fra denne begivenhedshorisont.

Højsommer

Prøv dog lige at se det landskab hvor dejligt svært det er at indkredse dets fremspring og ligeledes forståelsen for skabninger det være sig kornmennesker eller talebiller hvilket er vidunderligt hvilket næppe ophæver fortryllelsen selvom jeg døjer med en skyldbevidsthed men jeg har dig ved min side og fugleflokken over os mens jeg krydser din finger i lommen.

Intet som en sommer

Intet som en sommer erfaret før den er på afstand at vide noget om luften og snakke om dråber indtil det bliver noget andet mæt af føljetoner men dog aldrig helt mæt fordi du kan forklare så jeg kan se ordene mellem sand og halsudskæringen igen at være glad mens rodkløen mærkes intenst til dage der er hængt op i virkelige gavmilde farver.

Antageligt fint menneske

Antageligt fint menneske
ses gyldent eller gråt
maskespændt
i tilløb til at ankomme.

Antageligt fint menneske
revner i dialogen
erindringsforskudt
mens pointerne vælter.

Antageligt fint menneske
går i stykker som en ringeklokke
asymmetrisk
af øjeblikkets dødelighed.

Antageligt fint menneske
redder intet i land
kaudervælsk
i parallellinjers mødepunkt
et sted i et uendelige

commercium

afstand ædt

kys

sol aftegninger dum frugtplukkende løberudlagt
genvundet lys gedigen kraftig numse

kys

afstand fordøjet

signalindretning optur smil
intellektets vandighed af strand og væren
kærlighed begær flere farver og spejlblank
ja simpelthen farver bækkenbund og orgasmer

afstand ude af systemet

Forår kapitel 44

Hæsblæsende forår med ordet
optimisme
dinglende i en lille tråd
fra talecentret og ned til munden
med alle kroppens finesser slået ud
hvorfor du fumler
skelende i forliebte behov
en chance gives
en chance tages
på de uanstrengte arealer
skåret lidt dristigt op
midt i krisens bevidsthed
og nikotinforbrydelsens råb om hjælp
så kommer du
så kommer du ud over det hele
noteret er mågerne
springmusene
samt opalium
harmonium -
tandfilmens æteriske støj
som skal fylde hovedet
med lyskugler af fremtid.