Ledøje, sommeren 1955

Kaprifolhækken sender blå duftstrømme ud
i den dirrende sommerluft,
og haveslangen kryber så underligt leddeløst
sammen på græsplænen, som om også dén
var mattet af den stærke varme
og faldet i dvale.

Langs den smuldrende havemur kryber vilde roser
som en flod af røde blodlegemer,
der hænger med hovedet, fordi tørken har
størknet jorden og givet den en egen
udtørret farve, matgrå eller gul
som en feberpatients opspærrede ansigtsudtryk.

Under en okkergul parasol, der som en
paddehat er skudt frem af det afsvedne græs,
ligger husets datter med højspændt barm
og solstegte slanke ben.
Hun er vist med barn.

Og dér på glasvarandaen finder jeg telefondirektøren
siddende uformelt i skjorteærmer
og med det mærkelige, på een gang tavse
og talende ansigt, som løsner sine patriarkalske
drag i mundvigene og smiler sikkert,
da jeg nærmer mig og spørger:
- Hvornår tror De, at vi kan gå over
til fuldautomatisk?

Gud ved om der kommer sæd med

Fra et skråt morgenvindue
kan man kun se mit hvalpende ansigt
som støbt i harper
af en henrykt uskyldighed
med strakt penis
mod et flimrende drømmevæsen
altid med lukkede øjne
i dyb koncentration.

En porøs verden

Vil med anderledes saglighed
hente billeder ind fra en fælles æter
nu da inspirationen igen truer med
at gå fløjten.

Tidspunktet knitrer som crepepapir
i det jeg forsøger at favne
en verden der om noget er porøs
og kæmper med sin forløsning
delvist eller totalt handicappet
med perspektiver der tit går i stykker.

Der er nu åbnet helt op
og det er næsten som at sluge
et drøn af en forvansket tegneserie
eller et uoverkommeligt vammelt bjerg
af flødeskum hvor frelste oratorier
synger ud af dets glamhuller.

Men jeg hilser disse billeder velkommen
af toppolitikere der sidder på lokum
eller giver konen en lussing
og pornomodeller der bliver indlagt
ambulant med ondartet tarmslyng
mens universet fortsætter sin udvidelse.

Der står næsten altid Kirsten Andersen

Der står næsten altid Kirsten Andersen
eller Lise Kjærulff med blyantskrift
på den første side i en fremmedordbog
man køber antikvarisk.
Det danske sprog har til alle tider
modtaget påvirkninger udefra.
Hvad enten man synes om det eller ej -
sproget vrimler med kameler
som stikker hovedet ind
af de åbne dannebrogsvinduer
og spiser af den søndagsudstillede
høje smørrebrød når familien ikke lige kigger.