Det gode liv

Blodet stiger op i hendes ansigt
mens fingrene tæsker henover tastaturet
og fødderne rytmer til indbildt musik.
Almindelig åndelighed frem for alt.
Aubergine i olie, jo, det synes vennerne godt om.
Blodet plasker ned i skoene
og i nogle minutter er hun ligbleg.
Hun er nu uvenner med sin browser.
Fandens også, hun var ellers lige ved
at få kendskab til det underbevidste.
Ulykkelige kvinde, salt henover aubergine i olie.
Nye profilbilleder bliver knipset med mobilen.
Hun er ved at gå op i limningen
men det kan gud være lovet bortretoucheres
så vennerne kan synes godt om dette.

Mørke

Mørket skyller ind over abstrakte byer
afskåret i hug af viden
frontvendt
vil have det hele
i trodsig mangel på intelligens
støbt i tåbelige harper
folket
og kun folket
hamret frem til væren over alt
strenge ført ud
lindrende fornedrende
til umættelig hulhed at hyldes
i trapezer af mørke.

Far

Far hvorfor krybekælder
hvorfor ikke fylde den ud
med glasuld og komme videre
far jeg tror fjenden er forduftet
eller rettere der er ingen krig
og forlig dig nu med den knirken
i panelåbningen i ny klarhed
far der er ingen fare for noget
lad være med at koncentrere dig
om de dødes opmærksomhed
og læg nu den pistol fra dig
far hvorfor så fodkoldt
hvorfor ikke bare isolere huset
istedet for at isolere dig selv?

Skriger i dyb søvnløshed

Skriger i dyb søvnløshed
over altings gedigne tilstedeværelse.
Hvad skal jeg dog med alting
og er det i sidste ende ikke bare
en elastisk illusion?
Hvad ér jeg?
En mikroskopisk meningsløshed?
Jeg er sat ind i et angiveligt evigt stort domæne
med en uvidenhed så påtrængende vulgær.
Trivialiteternes kæder forbinder sig
i stadigt større omfang.
'Klik' siger det.
Ja, det siger fandeme 'klik'
og jeg ved ikke engang
om det er én stor løgn der kryber nærmere
eller om jeg rent faktisk skreg lige før.

Spejlrefleks og usynlig

Hun er iført en alt for stor hat
eventuelt verdens største
og det er synd, for hun har
sådan et smukt ansigt
hvilket måske fotografen fornemmer
men han ligner en afsluttet forventning
og fumler med sit spejlrefleks-kamera
mens hun sødt rømmer sig
under den gigantiske hatteskygge
faktisk helt usynlig
men dog alligevel yderst interessant
som et stykke tildækket
ukendt verdenshistorie.

Soldæk og kvalt

Jeg vil her i en moden alder
i mit stille sind
spørge mit dengang allestedsværende
ophav om hvorfor jeg skulle iføres
otte halstørklæder
og stå oprejst i en sovepose
på det her soldæk
fordi ja, gud fanden var det da koldt
og mågerne sad helt tavse
stivfrosne og brødflove
men jeg følte det som
en slags omsorgsvoldtægt
og sådan noget er klaustrofobisk
ja, det kan man altså blive kvalt af.

Blendere og bandlyst

Står og kigger
på alle de bøjede trækmennesker
og grødbindere
med sorte plasticposer
plasticposer med ferske fødevarer
på vej langs en rigtig ligeglad solnedgang
på vej mod en uvished
foreløbig efter lyden af opvarmede blendere
og de er indadvendte som fugtigt fyrværkeri
og de er bandlyst
med disse sorte plasticposer
fyldt med ferske fødevarer
som de vil åbne sig for
og spise det med begge ender.

Sandorm og genvej

Min mormor lignede en hel industri
som hun sled på cyklen op ad bakke
på vej ud til stranden.

Jeg cyklede bagved og så hendes røvbalder
movere op og ned som store bløde stempler
umanerligt i deres egen konsistens.

Vi havde skudt genvej sagde hun
med et kløvet åndedræt da vi endelig
nåede stranden og hun hostede fluer op.

Draperet med tuc og ananassodavand
sad jeg i sandet og betragtede hendes
faunaagtige konturer med vandet bagved.

Ude i vandet så jeg spor af en sandorm
på tværs af den bølgede sandbund
og det gav et øjebliks hvidhed i forstanden.