onsdag den 23. juni 2010

Det er her det sker

Det er lige nøjagtig her det sker
såsom udspilede dødsfødsler
vakkelvorne røvsvingere
med for meget mavesyre
og alarmerende høje fedtprocenter
under himlens neutralitet
tattoverede superpsykopater
i øredøvende kaudervælsk
for nedringede bilruder
en maskespændt sommer
fyldt med fup og fiduser
totalt overbeskrevet
uden at have efterladt én erfaring
til videre udvikling
og der er kun disse åndedræt
som ufokuseret og hovedløst
bruger løs af energien
mens universet afkøles
mod sin varmedød.

I en glorie af glæde

I en glorie af glæde
begynder jeg så småt at blive klarsynet
og ja, næsten fortrøstningsfuld.
Verden har heldigvis altid været af lave
til hver en tid - intet nyt i det
og med det som stillads
bygger menneskesjælen sin bolig
på denne ufravigelige
desperationens sikre grund.

Indsovningsfasen

Således mørkets åndedræt
igennem et tilrøget lungevæv.
Således at snappe efter søvnen
mens de sidste tanker
sejler bort på døgnskyer.

Før søvnens helium
sker der en lille ilning i tungeroden.

onsdag den 16. juni 2010

Fader Baby

Verden virker uden for rækkevidde
måske ligefrem et falsk vakuum
når Fader Baby trækker sin mystiske pik
op af en potentialbrønd
og smiler inflatorisk.

Når jeg ser Fader Baby
samles der en mængde urslim
dybt nede i min hals
og mine øjne begynder at rulle
som en ikonvalse
inde i en enarmet tyveknægt.

Fader Babys nakkehår blæses op
af en stor fed domsbasun
hvilket har stået på længe
men han har for sjov
sat den kosmiske film
til at køre baglæns.

tirsdag den 15. juni 2010

Lavthængende skyer

Vi bliver enige om
med en vis rungen i hovedet
eller måske ligefrem viis
at vi er udprægede landdyr
at vi trives bedst ovenvande

oh og hvilken sammenbidt inklination
med hovedet på skakke
henover en smattet overflade
nedenunder et udbrudsklart
ophængt hav:

skulle der være noget bedre i vente
bliver der højlydt snøftet
med et plirrende melankolsk udtryk
eller skal mentaliteten
lige have et trykseksten mere?

mandag den 31. maj 2010

disse elastikforstæder

der er en tingsverden
som er så gennemført røvsyg
den er klynget op omme i dit baghoved
og den vil gang på gang
komme med sit depressive refreshment
i al sin stationære hårdnakkethed
disse elastikforstæder
disse gulstensbrokker
disse tildelte indhegninger
hvor stropliv af dinglende bagudrettethed
hele tiden taber certifikatet
til den originale frie vilje
hvor vandmandsforliebte hankøn
smuggræder i vognmørket
mens de taber udemærket værktøj
og bliver meget bange
og fejlmedicineret
i sådan en grad
at de hænger sig
i barnebarnets gynge.

fredag den 28. maj 2010

mortale grinebiddere

jeg bevæger mig stakåndet
op ad en slags forbudt hønsestige
med forøget sædproduktion
og en ræv bag øret
jeg træder ind på et lille værelse
efter telefonisk aftale
hun sidder der skælmsk
med benene trukket op under sig
hun flasher pludselig sine bryster
ledsaget af en gungrende latter
mens nøgne fyre dukker frem
fra dybe klædeskabe
fra bag gardiner
og fra tilstødende lokaler
ligeledes skraldgrinende
jeg går i sort
i det jeg tager den bagover
ned ad hønsestigen