Hullet

Når jeg igen lader mig forsone af dødeligheden, som et impulsnedslag, hvorfra jeg kan slå en knude på min acceptballon og måske afflimre mine jordiske formodninger, så får jeg lyst til eksperimenter. Nu vil jeg bede Dem om, at forestille Dem et 100-gram lod, der slippes ned i et sort hul. Det vil forsvinde af syne og gå uigenkaldeligt tabt, MEN det vil efterlade et minde om sin fordums eksistens, fordi hullet er blevet en smule større, som følge af at have slugt det. De der minder og de der øjne. Og nu til et andet eksperiment, hvori loddet langsomt sænkes ned i hullet. Det kan foregå ved at fastgøre det til en snor, der vikles af fra en tromle via en trisse. Når den nedadrettede kraft øges, vil loddet udføre mere og mere arbejde på dynamoen. Nå, men det er naturligvis meget fortænkt og totalt urealistisk. Det er muligt, at der til stadighed falder ting nede i sorte huller, men de er aldrig ophængt over trisser. Det gør det bare mere til funktionsdigtning set fra denne begivenhedshorisont.

Højsommer

Prøv dog lige at se det landskab hvor dejligt svært det er at indkredse dets fremspring og ligeledes forståelsen for skabninger det være sig kornmennesker eller talebiller hvilket er vidunderligt hvilket næppe ophæver fortryllelsen selvom jeg døjer med en skyldbevidsthed men jeg har dig ved min side og fugleflokken over os mens jeg krydser din finger i lommen.